False Confessions

Når en forbrydelse er blevet begået, hvem bærer så skylden? I det amerikanske retssystem fælles dommen som oftest over den, der har erklæret sig skyldig. Men som danske Katrine Philps dokumentar viser, er en tilståelse langt fra altid ensbetydende med, at vedkommende rent faktisk er skyldig i forbrydelsen. 

Efterforskerne bruger nemlig listige, ufine og til tider hårdhændede metoder for at få en tilståelse tvunget ud af den mistænkte. I USA må myndighederne endda lyve om, hvilke beviser de har. 

Som psykolog Saul Kassin forklarer, kan det med de rette midler være overraskende let at få presset en uskyldig til at tilstå en forbrydelse.

Falske tilståelser, som fænomenet kaldes, er blevet et stort problem i det amerikanske retsvæsen, hvor der hvert år er flere sager om uskyldigt dømte fanger. Som for eksempel Renay Lynch, en afroamerikansk kvinde, der har siddet 20 år i fængsel for et mord, som hun måske slet ikke har begået.

Eller danske Malthe Thomsen, hvis sag nærmest lyder som plottet for Jagten. 

Mens han arbejder som pædagog i en børnehave i New York, bliver han anklaget for at havde forgrebet sig på børnene – en forbrydelse, der imidlertid aldrig har fundet sted. Politiet påstår endda at have videooptagelser af episoden, og Malthe ender med at tilstå i ren og skær tiltro til politiet, som han ikke ved, må lyve om beviserne mod ham. 

I False Confessions følger vi den danskfødte forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen, der arbejder med at få frigivet fanger, som er blevet dømt på baggrund af falske tilståelser. 

Spilletiden er splittet op imellem Fisher-Byrialsens arbejde med at finde beviser, der kan hjælpe Renay Lynch ud af fængslet, hendes samtaler med Saul Kassin og optagelser fra et interview med Jason Flom fra podcasten Wrongful Conviction. 

Målet er at overbevise os om, at vi selv kan ende i samme uheldige situation. 

Det er helt skræmmende at se optagelserne fra de virkelige forhør, hvor efterforskerne efter timelange afhøringer får knækket mistænkte, så de erklærer sig skyldige i forbrydelser, de umuligt kan havde begået. 

Pludselig bliver vi i tvivl. For hvis de er uskyldige, hvorfor i alverden indrømmer de så? Hvorfor holder de ikke bare ud? 

Grunden er, at efterforskerne ikke giver dem mulighed for at være uskyldige. De er enten skyldige, der samarbejder, eller skyldige, der modarbejder. Det paradoksale er, at uskyldige tit erklærer sig skyldige, fordi de regner med, at politiets påståede beviser vil ende med at få dem renset. Men de ved ikke, at mange af beviserne er pure opspind. 

Det er barskt og tankevækkende, og flere af forhørsscener kommer næsten til at fremstå som scener fra en thrillerfilm. Stemningen understeges af den insisterende, elektroniske baggrundsmusik, der minder om noget fra Stranger Things. 

Katrine Philp – kendt for Ekko Shortlist-filmen Book of Miri – formår at præsentere både sin hovedperson og sit emne i et sobert og nøgternt lys, der vender blikket væk fra det enkelte skyldsspørgsmål for at rette linsen mod den større problematik. 

Stilistisk og emnemæssigt ligger False Confessions sig i fodsporene på true-crime-hits som O.J.: Made in America og Making a Murderer. Dokumentaren giver tilskueren den samme letforståelige, men tankevækkende indgangsvinkel, og breder samtidig perspektiveret ud, så det bliver vedrørende – selv for os danskere langt fra USA’s retssystem.