Farlige film 1

”Jeg har altid været en sanger og ikke meget mere end det,” siger Bob Dylan i begyndelsen af en indre monolog i Masked and Anonymous fra 2003.

Standup-komikeren Larry Charles’ satiriske film er skrevet sammen med selveste Bob Dylan.

Dylan spiller en kafkask antihelt, som hentes ud af fængslet i en imaginær, sydamerikansk stat og involveres i en intrige, der fører ham tilbage til fangehullet.

Dylans ord er naturligvis falsk beskedenhed. Omgærdet af den tågede tvetydighed, som kendetegner vor tids mytiske trubadur.

At Bob Dylan er mere end en genial komponist og sangskriver, men en levende del af sin samtids komplicerede kulturliv i almindelighed og filmkunst i særdeleshed er emnet i Lars Movins i den grad læseværdige bog Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan.

Han tager to betydningsfulde kunstneres forhold til film op: Bob Dylan og avantgardekunstneren Yoko Ono, der er rundet af japansk overklasse og siden bliver verdensberømt som beatlen John Lennons anden kone. Men kunstnerisk står hun alene.

Også Ono-afsnittet på godt 70 sider fortæller sagligt og informativt om hendes baggrund i Fluxus-bevægelsen og dens konceptionelle opfattelse af filmmediet. Hendes kunstneriske krumspring beskrives med tørre facts og observationer.

Derimod er resten af siderne helliget Bob Dylan med smittende energi, gejst og engagement.

Selv om temaet er Dylans forhold til film, giver disse lidt over hundrede sider et spændende signalement. Af en ener, som aldrig har været for fastholdere, og hvis kunstnerhjerte nok mere er af kviksølv end af guld.

Lars Movin tager os fra dokumentarfilmen Don’t Look Back og Eat the Document med glimt af Dylan i Danmark. Videre over kultfilmen Renaldo and Clara og andre mere eller mindre vellykkede film med ham. Og til Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese, som Dylan havde mere end en guitarstrengs andel i.

Om Dylan er en god skuespiller, bliver ofte til det usande udsagn om, at han bare spiller sig selv.

Hvad enten han er sangeren Alias i Sam Peckinpahs western Pat Garrett & Billy the Kid eller Renaldo i den fire timer lange selvbiografiske Renaldo and Clara.

Han er fra barnsben påvirket af både beatnik-generationens performative kunstsyn – Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William Burroughs – og fascineret af filmkunst. Både den fra det strømlinede Hollywood, filmhistoriske klassikere, såvel som moderne film med håndholdt kamera fra den ny bølge i Frankrig.

Lars Movin plæderer overbevisende for, at Renaldo and Clara nok drejer sig om forholdet til hustruen Sara Dylan og ekskæresten Joan Baez som en hybrid-blanding af koncertfilm, roadmovie og trekantsmelodrama.

Men filmen er helt ned i små, men sigende detaljer også stærkt påvirket af Marcel Carnets klassiker Paradisets børn. Og indirekte spøger også Fellinis 8 ½ i kulisserne.

Også Dylans film handler om en kunstner stedt i et eksistentielt vadested – i en krise om, hvilke veje at gå. Bortset fra Frankrig og Storbritannien blev Renaldo and Clara anset for et flop ved premieren. Også i Danmark.

Af personlige årsager, måske på baggrund af skilsmissen med hustruen Sara, trækker Dylan filmen ud af biografdistribution.

Der er også film med Dylan, som er mere værd at glemme end gemme, med mindre man er hardcore aficionado.

Uden for kameraerne får vi som bonus også en gennemgang af hans musikalske udvikling, der løber som en parallelflod mellem optagelser af film, indspilninger af plader, koncerter og begivenheder hen ad vejen.

Lars Movin skriver klart og glimrende. Med en solid tyngde og tæthed undviger han det helgenbiografiske og går sobert efter et helhedsindtryk med tryk på film og Dylan.

Mens afsnittet om Yoko Ono fremstår ærbødigt og slentrende, er der fuld drøn på de interessante sider om Dylan og de levende billeder.