Filmtaget

Nogle historier gentager sig som et filmloop i en peepshow-automat.

Da Filmhuset på Gothersgade 55 i København åbnede for snart tre årtier siden, var det blevet tyve millioner kroner dyrere end budgetteret og endte på 60 millioner. Huset skulle have åbnet med animationsfestivalen Animani 96, der fandt sted 11-20. oktober 1996, men bygningen var slet ikke klar, og den officielle åbning måtte udskydes til 14. april 1997.

Drift og leje af Filmtaget er endt med at koste fire gange mere end ventet med en årlig ekstra-lejeudgift på 6,1 millioner kroner. I 2040 vil Det Danske Filminstitut have betalt over 100 millioner kroner, og åbningen er blevet forsinket i intet mindre end tre år.

Men nu er det her endelig – hurra! 

Jeg var selv koordinator på Animani 96, der blev afviklet i et inferno af larmende håndværkerrod. På den baggrund har jeg en del sympati med de mennesker, der har lidt under mishåndteringen af etableringen af Filmtaget og den dér placerede Himmelbio. 

Hvilket dog ikke forhindrer mig i at være kritisk over for fejl og mangler, jeg i løbet af åbningsweekenden har observeret under talrige, timelange besøg. Især ting, der netop grundet forsinkelsen burde have været tid nok til at eliminere, fortjener en reprimande.

Men lad mig starte positivt, for der er også meget godt at sige om det nye filmtag.

Allerede turen op på taget er et lille eventyr. Afhængigt af, hvilken elevator eller trappe man vælger, bydes man velkommen af et væld af klassiske filmplakater og stillfotos. Inden i en af elevatorerne er sågar etableret en vellykket optisk effekt, hvor man stiger til vejrs ikke blot gennem etagerne, men baglæns gennem filmhistorien.

Derefter træder man enten direkte ud på taget eller kan gå de sidste etager og eksempelvis ende øverst på det nordlige af Filmhusets to tårne, hvorfra der er en imponerende udsigt over Kongens Have.

Derfra kan man vove sig over en gangbro af glas (a la det gennemsigtige ur i stueetagens gulv) til en model af frugten fra Den utrolige historie om den kæmpestore pære, hvor de yngste kan more sig.

Eller man kan til den modsatte side gå på eventyr i et landskab af hyggelige små træskure, der tilsammen indkapsler den danske filmhistorie. Ud mod gaden løber et skræmmende lavt, gennemsigtigt rækværk. Larm nede fra gaden er minimal, især om aftenen.

Personalet er venligt og hjælpsomt, men der mangler kustoder med filmekspertise. Et oplagt job for filmstuderende, hvis pengene kan findes.

Filmtaget har tre primære områder: udstilling, biograf og spiseri.

Himmelbio er en såkaldt open air-biograf, eller kan i alt fald være det, når vejret er godt. På åbningsdagen åbnede himlen sig, netop som Druk skulle starte, men en baldakin blev straks rullet hen over sæderne, så ingen blev våde, fulgt af sidevægge, så der heller ikke blæste regn ind fra siden.

Derefter var det lidt som at sidde i en normal biograf med den afgørende forskel, at Himmelbio ikke projicerer film på et lærred, men benytter en digital storskærm.

Det er både godt og skidt.

Lysstyrken i skærmen er stærk nok til, at man generelt kan se, hvad der foregår, selv i skarpt sollys. Det er dog et problem at sidde på de forreste rækker i dagslys, hvor lys ovenfra reflekteres i skærmen, hvis ikke tagbaldakinen er rullet nogle meter ind over salen.

Også fra siderne havner en vis mængde dagslys på venstre og højre side af storskærmen, som derfor i dagtimerne vil være bedst egnet til gamle film i det næsten kvadratiske academy-format, der ikke når ud til siderne. Film i de bredeste formater bør man nok helt undgå at vise i dagtimerne.

Man skulle tro, at der ikke ville være et problem med falsk lys på storskærmen efter solnedgang, men det er der desværre. Salen har nemlig langs med sæderækkerne en trappe med indbygget lys, der som en slags nødudgangsindikator holdes tændt under filmene. Dette kaster en masse lys op på venstre del af storskærmen, hvorved især mørke scener ødelægges.

Det er også et problem, at skærmen er placeret meget lavt, mens trappen er i den modsatte side af indgangen. Hvilket betyder, at alle, der skal ind og ud under filmen, uundgåeligt rager op foran skærmen, mens de passerer den. 

Storskærmen består af en mængde mindre flader, der tilsyneladende ikke er sat korrekt sammen. I alt fald er der over hele skærmen en række fejl, som særligt i mørke scener ses som en konstellation af røde gnister, meget tydelige jo tættere man er på skærmen.

Sæderne er smalle med miniaturearmlæn og kopholdere, der gnaver i albuerne. Man vænner sig dog hurtigt til dem, og jeg fandt dem passable.

Sammenlignet med Filmhusets tre andre sale – Carl, Asta og den sjældent benyttede Benjamin – er Himmelbio den ringeste. Det virker derfor ikke helt rimeligt, at den har de dyreste billetter.

Hvorfor betale ekstra for at se film med falsk lys og røde gnister på lærredet, når salene nedenunder byder på perfekte oplevelser? Hvad er vigtigst: At opleve en god film, der vises helt perfekt, eller at more sig over at se film under åben himmel? 

Efter min mening bør Himmelbio være en gratisbiograf, der dagen lang viser scener fra danske filmklassikere som led i den udstilling, der fylder det meste af Filmtaget.

Politikerne og andre ansvarlige bør vågne op og indse, at vi står midt i en kulturel katastrofe, hvor unge danskere er helt og aldeles uvidende om både dansk og international kulturhistorie og i stigende omfang end ikke har hørt om legender som for eksempel Poul Bundgaard, Charlie Chaplin og Marilyn Monroe.

Ved at lokke dem på Filmtaget som skoleudflugt og i Himmelbio vise dem scener, der ikke er længere end deres begrænsede koncentrationsevne rækker til, kan man måske vække de mest opvakte elevers nysgerrighed og tørst efter mere. Det er i hvert fald et forsøg værd.

Gratis filmoplevelser i Himmelbio ville være en fantastisk rosin i pølseenden efter en tur rundt i Filmtagets udstillingspavilloner, der fortæller historien om dansk film, så det er interessant for både danskere og turister.

En filmbuff kan godt udpege enkelte skævheder, såsom den eksklusive instruktør- og skuespillerfiksering på bekostning af filmholdets andre medlemmer, men generelt er det faglige niveau fornuftigt.

Udstillingen er inddelt i diverse emner: stumfilm, folkekomedier, børnefilm, dogmefilm, dokumentarfilm, markante film og markante instruktører. Emnerne formidles via korte tekster – på både dansk og engelsk – og et stort antal skærme, hvoraf mange er touchscreens med valgmuligheder.

Man kan se stumfilm med valgbare lydsider samt en kortfilm med og uden diverse Dogme 95-restriktioner. I en stationær ballongynge kan man synge med på Forelsket i København og andre danske filmsange. Ringest er nogle drejeskiver med billeder fra tilblivelsen af diverse børnefilm. Mest opfindsomt er et aflukke, hvor man kan stå og blive hypnotiseret af Max von Sydows stemme under introen til Lars von Triers Europa.

”Danmark på film” er en samling historiske filmklip sorteret efter adresser på et stort Danmarkskort, hvor jeg så mit eget hus på Ladegårdsåen overdækkes, en optagelse fra 1962. Min eget favorit i udstillingen er dog den frække flade, hvor man via nøglehuller (et af dem i børnehøjde!) kan nyde ublu montager fra 1970’ernes sexfilm.

Andetsteds står to bænke med skærme, hvor man kan se komplette danske film fra Videoteket. Udvalget er stort og godt, men bænkene er placeret lige ved siden af hinanden uden lydafskærmning, hovedtelefoner eller volumenkontrol. Man kan starte, stoppe og pause, men ikke spole frem og tilbage. Det virker oldnordisk, men jeg hører, at der arbejdes på sagen.

I Jurassic Park indgår en scene, hvor Richard Attenborough som ejer af den kaosramte kæmpeøglepark trøster sig med, at ”alle større forlystelsesparker har forsinkelser. Da de åbnede Disneyland i 1956, virkede intet!”

I åbningsweekenden virkede det meste af Filmtagets udstilling, men der var også mange fejl. Positivt set blev man hverken angrebet af Disneylands pirater, Yul Brynners Westworld-gunslinger, Spielbergs dinosaurer eller Nordisk Films isbjørn. 

Men alligevel.

Stereoskopet var kørt fast, så man kun kunne se en ko. Skærmen, hvor man kan lægge lyd på stumfilm, virkede fredag, men ikke søndag. I børnefilm-quizzen kunne det sjette spørgsmål ikke besvares. En af skærmene med eksempler på danske dokumentarfilm havde ingen lyd i ørebøfferne. 

På skærmen med ”Højdepunkter fra dansk film” virkede menuen ikke (det var dog fikset om mandagen – indholdet er vistnok ret godt). Mest pinligt er, at et klip fra Gustav Möllers krimidrama Den skyldige på en af skærmene vises squeezed, altså i forkert format. 

Begynderfejl er forventelige, men gennem hele weekenden så man aldrig nogen forsøge at rette fejlene, selv om personalet var bevidst om dem. At folkene bag teknikken, der har kostet svimlende beløb, ikke var til stede for så vidt muligt at sikre en fejlfri åbningsweekend, er uansvarligt. 

Filmtaget omfatter så mange skrøbelige højteknologiske elementer, at man må forvente nærmest daglige problemer. Da jeg var museumsinspektør på Museum Erotica, havde vi en fastansat mand, der kunne reparere alt. Sådan én bør også have sin daglige gang på Filmtaget.

Filmtagets Spiseri er et sted, der ligesom Sult i stueetagen drives af Meyers og primært vil være til glæde for lokale, velspækkede forretningsfolk eller turister med dybe lommer.

Her kan man eksempelvis nyde en sandwich til 75 kroner, en hummersalatrulle til 135 kroner eller en burger til 185 kroner.

Personligt står der hverken ”direktør” eller ”idiot” på ryggen af mig, så jeg krydsede Landemærket til den lokale Netto, hvor jeg købte en stor, lækker Santa Fe Cæsarsalat til femten kroner og en abrikossodavand til 3,95 kroner. Som jeg nød på en bænk i Kongens Have, hvorefter jeg via elevatoren skyndte mig tilbage til den næste Himmelbio-forestilling på Filmtaget.

Her havde jeg fornøjelse af Wes Andersons mesterlige Moonrise Kingdom fra det, der hurtigt er blevet min yndlingsplads. Efter at have prøvet hele salen under forskellige forhold vil jeg nemlig udnævne nummer 1 på række 11 som Himmelbios bedste plads. 

Herfra kan fejlene i storskærmen næsten ikke ses. Man sidder højt oppe med et minimum af forstyrrelser fra gæster og personale, der myldrer rundt uden for salen. Man oplever den bedste lyd. Og i godt vejr med baldakinen rullet ind har man perfekt udsigt til storskærm, skyer, stjerner samt på Filmhusets sydlige tårn en smuk gammel vejrhane.

All right, indimellem gratisvisninger af filmklip må der, især om aftenen, også godt vises nogle komplette film. Fortrinsvis ældre, danske film, der ikke er i distribution.

Cinemateket bør nemlig ikke i nævneværdig grad stjæle publikum fra biograferne. Men biograferne skal også have sans for værdien af tiltag, der formidler og bevarer filmhistorien og hjælper nye generationer med at værdsætte alle de mirakler, filmkunsten har at byde på.

Som bidrag hertil er Filmtaget himmelsendt, og forhåbentlig vil alle danske skoleklasser fremover arrangere udflugter dertil, sideløbende med at skærmene og formidlingen kommer til at fungere optimalt.

I åbningsweekenden har Filmtaget været til fire stjerner, men der er grobund for forbedringer, og hvis Filminstituttet virkelig tager opgaven på sig, er seks stjerners filmformidling inden for rækkevidde.