”Et liv uden fortvivlelse er et liv uden håb.”
Sådan lyder mantraet fra præsten Toller (Ethan Hawke), og han har rigeligt at være fortvivlet over. Konen forlod ham, da sønnen blev dræbt i Irak. Tollers lille kirke bruges hovedsageligt til en håndfuld turistbesøg, og så har han fået konstateret cancer og bekæmper smerterne med rigelige mængder whisky.
Det er langt fra første gang, at manuskriptforfatter og instruktør Paul Schrader udforsker sådan et menneske: den sølle mand, som lever på kanten af samfundet og vender sin selvynk mod omverdenen i form af et brændende had.
I Taxi Driver, som Schrader skrev manuskript til, er manden en taxichauffør ved navn Travis Bickle. I American Gigolo er han en trækkerdreng, som bliver falskt anklaget for et mord. Og i Light Sleeper ser vi ham som en narkohandler.
Men i modsætning til Bickle er Toller ikke uden håb. Han påbegynder en dagbog, hvori han lover sig selv at samle sine tanker over et år som en terapeutisk øvelse. Da den gravide Mary (Amanda Seyfried) beder ham om at konsultere hendes deprimerede mand, Michael, går han ivrigt til værks. De to mænd befinder sig begge på afsatsen til depressionens hul og debatterer, om det er ansvarligt at bringe et barn til en verden, som er truet af global opvarmning.
Tollers øjne lyser op ved chancen for at have en ærlig snak om forholdet mellem videnskab og religion, men ligesom Travis Bickle kan han ikke flygte fra sit indestængte had. Da Michael begår selvmord, bliver det terapeutiske dagbogsskriveri til et radikaliseret manifest, hvor Toller rationaliserer behovet for at udrydde dem, som hjælper med til at forurene og ødelægge Guds værk: Jorden.
Filmen er bygget op om moralprædikener og samtaler. Selv om det kan lyde langt i spyttet, bliver man suget ind i dramaet.
Samtalerne foregår i realtid, så alle detaljer kommer med – fra kringlede tankestrømme og aggressive beskyldninger til akavede pauser.
Fotograferingen er stillestående, og der klippes kun, når det er absolut nødvendigt. Dramatiske nærbilleder af personerne, mens de snakker og lytter, giver indsigt i hvert et strejf af tvivl, eftertænksomhed og forargelse.
Disse valg går hånd i hånd med spartansk indretning af rummene. I den gejstlige verden er der ikke plads til visuelle adspredelser. Vægge er nøgne, og dagligstuerne er uden pynt.
Det er en udsøgt fornøjelse at opleve et værk, hvor instruktøren lægger så meget kontrol og mening bag hver eneste handling, sætning, kamerabevægelse og klip.
Den stilistiske minimalisme hjælper med at fremhæve den ene Oscar-værdige præstation efter den anden. Amanda Seyfried bruger sine store, ekspressive øjne til at trække os ind i Marys triste hverdag med en mand på kanten til at eksplodere.
Men hovedpræstationen leveres af Ethan Hawke som Toller.
Kameraet fanger selv de mindste anstrengelser i præstens ansigt, når han konstant forsøger at holde facaden som en from mand af Gud. Det er en karakter med mange skjulte nuancer, og Hawke viser dem alle. Fra et usynligt smil til et pludseligt vredesudbrud, hvor han overfuser en kvindelig kollega.
”Jeg væmmes ved dig,” snerrer han, da hun prøver at komme ind under hans skjold.
I det to timer lange karakterstudie skiller ét øjeblik sig ud. Da Toller går en tur i parken, opdager han et lig med et hul igennem hovedet. Manden har skudt sig selv med et haglgevær.
Der er ingen musik, der klippes ikke til Tollers reaktion, og der er ingen makabre nærbilleder af det udhulede kranium at svælge i. Der er blot det ene klip fra Toller til den døde mand og dermed også en komplet ærlig fremvisning af vold i sin reneste form.
I det ene klip skaber Paul Schrader flere idéer og tanker, end de fleste film gør i hele deres spilletid.
Kommentarer