Forget Me Not

Jeju Island lyder som et eksotisk feriested, men i virkeligheden er det skuepladsen for et kvindeligt mareridt.

I Korea er det stigmatiserende for unge kvinder at blive gravid uden for ægteskab. I den hjertegribende Forget Me Not møder vi tre af dem på institutionen Aeshuwon. Det er her, at de kan gemme sig i fred, indtil fødslen er overstået. Stedet er drevet af den viljestærke Fru Im, som er en sand støtte for de unge, nybagte mødre, der skal træffe deres livs største valg:

Skal de beholde deres børn eller bortadoptere dem?

For en dansker er det utroligt, at det kan være ødelæggende for en kvinde at blive gravid. Ikke blot med tanke på det enorme pres, hun bliver udsat for, men også i form af tabet af et barn.

Sjældent er dette pres blevet vist mere råt for usødet end i Forget Me Not.

Den dansk-koreanske instruktør Sun Hee Engelstoft fletter på kort tid en fortælling sammen, som på en mærkelig, stille måde skriger de unge kvinders hjertesorg ud til os.

For uanset hvad de vælger, er de endt i en situation, som vil forandre deres liv for altid.

Det mest gribende er den apati, som vi ser de unge kvinder udvise. Det er manglen på reaktioner, som gør, at kvinderne træder endnu mere frem. Og det er deres sitrende frygt og ubeslutsomhed, som viser, hvor helt ufatteligt det er, at de er nødt til at træffe valget.

Det vises især i en scene, hvor en ung pige med tilsløret ansigt (næsten alle de involverede har tilslørede ansigter) sidder med sin baby i favnen. Det lyder, som om hun har valgt at bortadoptere og sidder i en sidste rolig stund med babyen. Dog vender stemningen, da hun flere gange bliver tilspurgt, om hun har skiftet mening.

Spørgsmålene bliver sagt på en måde, så det kunne handle om valget af aftensmad eller andre hverdagsting. Man spekulerer på, hvilken tumult af tanker den unge pige må sidde med.

Endnu mere surrealistisk bliver det, da vi ser et ægtepar sidde og snakke om afhentningen af en nyfødt, mens en ung mor sidder tavs ved siden af. Det adopterende ægtepar snakker ganske kort med de andre tilstedeværende og afslutter kontant med ordene: ”Er det klaret? Kan vi tage ham nu?”

Så følger vi dem til udgangen, hvor den unge mor bryder sammen i tårer og rækker hånden ud for at røre sin søn en sidste gang. Ægteparret fortæller hende blidt, at hun altid kan komme og besøge dem, men det føles mere pligtskyldigt end en egentlig invitation.

Forget Me Not er en film, der bygger på Sun Hee Engelstofts egne erfaringer som adoptivbarn, og man kan tydeligt mærke hendes forståelse for de unge mødre, der står i en tilsvarende situation som hendes egen mor.

Man sidder tilbage med indblik i en tabuiseret verden og mærker det åg, som bliver lagt på ungdommens skuldre i Korea.

Der er dog plads til små glimt af latter og fordybelse sammen. For eksempel, når en pige fortæller en anden om hendes kommende fødsel og det smertehelvede, som venter hende. Med grafiske ord og masser af bevægelser bliver der ikke holdt noget tilbage for den stakkels lyttende pige, som til sidst udbryder: ”Vær sød at stoppe!”

Forget Me Not viser konsekvenserne for både barnet og moren i en adoption. Og der er ikke nogen lykkelig slutning på mange af de situationer, som vi bliver præsenteret for i den gribende dokumentarfilm.

Man kan nærmest høre de små babyers stemmer hviske ”mor”. Et ord, der forsvinder i vinden, mens vi kører væk fra instutitionen i de afsluttende scener.

Sun Hee Engelstofts følsomme dokumentar giver en forståelse, der løsner lidt af den knude i maven, som uvægerligt opstår undervejs.