Anne Louise Hassing blev lige re-coolificeret (Idioterne er seksten år siden!) af hendes veloplagte medvirken som skuespilleren Susannah, der spiller de bibelske sexgudinder Eva, Potifars hustru og Dalila temmelig meget afklædt – i Peter Greenaways seneste, udsyret encyklopædiske film Goltzius and the Pelican Company.
Filmen er anden del af Greenaways trilogi ”hollandske mestre”. Første del var Rembrandt-filmen Nightwatching fra 2007, endnu ikke set af mig, og trilogiens tredje del bliver stærkt forjættende en film om Hieronymus Bosch, planlagt til at få premiere i 2016, hvor Bosch fylder 500 år.
Den hollandske mester nummer to er den (for mig i hvert fald) mindre kendte, men på Wikipedia og i Den Store Danske Encyklopædi opslåelige maler, tegner, kobberstikker og bogtrykker Hendrik Goltzius (1558-1617). I filmen leder han også et teaterkompagni, hvilket jeg ikke har kunnet verificere, om han gjorde i virkelighedens 1500-tal.
Selve filmens ”plot” er muligvis også en ren fabel.
Markgreven af Alsace, der gerne vil fremstå oplyst og tolerant, finansierer indkøbet af en trykkemaskine mod, at Goltzius producerer en illustreret Bibel og med sin trup opfører seks systematisk utugtige scener fra biblen: Adam og Eva (voyeurisme), Lot og hans døtre (incest), David og Bathsheba (utroskab), Josef og Potifars hustru (forførelse af ungdom), Samson og Dalila (prostitution) og Johannes Døberen og Salome (nekrofili).
Disse seks scener er filmen rimelig strengt struktureret omkring. Efter hver scene debatterer medlemmer af Markgrevens hof de moralske problemer med Goltzius og hans trup, og i en rammefortælling har Goltzius – henvendt til os – sit eget lille kunsthistoriske lysbilledshow kørende.
Samtidig udløser forestillingerne både ægteskabelige skærmydsler og morderisk melodrama, der så igen påvirker forestillingerne. Bibelfortælling og filmfortælling flyder stadig mere intrikat og brutalt sammen.
Jeg var solidt fascineret af Peter Greenaways 80’er-film, fra Tegnerens kontrakt til Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker. Min favorit er sandsynligvis stadig zoo-fantasien A Zed and Two Noughts.
Min fascination begyndte at blive punkteret eller slumre hen snarere, da hardcore-auteuren fra og med Prospero’s Books i 1991 skiftede 80’er-filmenes skarpskårne mise-en-scene ud med et flimrende collage-udtryk med billeder på billeder – og ikke mindst skrift på billeder. The Baby of Mâcon har jeg vistnok ikke set, The Pillow Book har jeg vistnok set.
Og så gik der pludselig atten år, og nu har jeg helt sikkert set en ny Peter Greenaway-film og er faktisk fornøjet over det og den. Collage-flimmeret bliver stadig mest noget kulørt mudder, og jo flere og tættere lag, jo mere mudret. Men igen og igen står både bibel- og 1500-tals-tableauer hallucinatorisk og/eller klassisk malerisk klart.
Først og fremmest er jeg vild med litterariteten og nørd-iciteten – den sirlige, vittige dialog (og monolog) og al den overflødige info-boksning med teologi og billedkunst.
Jeg er også charmeret af den hollandske digter Ramsey Nasrs tykke hollandaise-engelsk i rollen som Goltzius og veteranen F. Murray Abrahams’ rigt artikulerende Shakespeare-røst (Abraham kan lige nu også nydes i både Inside Llewyn Davis og The Grand Budapest Hotel).
Næsten lige så veltalende er den megen nøgenhed, der ret hurtigt holder op med at være provokerende og i stedet bare bliver et gestisk sprog, ligesom på malerierne og kobberstikkene.
Goltzius and the Pelican Company bliver til syvende og sidst en særdeles medrivende og finurligt subversiv, men ikke synderlig sexet film om den pornografi og uterlighed, der altid allerede er indskrevet i religionen og (fin)kulturen.
Velkommen tilbage til mine øjne og ører, Sankt Peter!
Kommentarer