L.A.R.S.T.H.U.G. Vega Koncert

Lars H.U.G. har en paradoksal plads i dansk musikhistorie.

Han er 80’ernes største rockfornyer, som gav den slidte musikscene et røvspark af en anden verden med supergruppen Kliché. Samtidig er han en skabet popdreng, der får alle Danmarks mødre til at hvine med sin fuldfede sentimentalitet.

Karrieren er en rutsjebanetur gennem punkede eksperimenter, dybtfølte balle-covers og fængslende pophits, så alle og enhver kan finde noget at elske og noget at hade.

Derfor er det ikke uden mod, at den 68-årige kunstner nu gennemgår samtlige hits kronologisk i en rå koncertfilm.

H.U.G. gav sin sidste turnékoncert på spillestedet Vega i København den 1. september 2016. Og typisk for den perfektionistiske kunstner har det taget ham adskillige år at blive tilfreds med filmen.

Det kan ses.

Selv om optagelserne virker rå og upolerede, er der tilføjet rigeligt med visuelle indslag i postproduktionen.

Under sjæler-udgaven af Solen er så rød, mor ses en animation af H.U.G.’s egen naivistiske streg, der barnligt illustrerer teksten på smuk og meget bogstavelig vis.

Under den fantastisk voldsomme Okay Okay Boys bliver bandet nærmest angrebet med rødmalede billeder af Kliché-medlemmerne fra sangens oprindelige musikvideo.

Der er en rodet spontanitet over indslagene, og de er heller ikke altid lige beåndede.

Som under det senere nummer Till the End of the World, der akkompagneres søvnigt af sort-hvide slowmotion-billeder af bandmedlemmerne, der laller rundt backstage.

Koncertens band er et kært bekendtskab. De formår næsten at ramme Klichés stramme intensitet og mestrer til fulde de proppede lydbilleder på Kysser himlen farvel-pladens mange hits.

Ikke mindst den suveræne Sort Sol-guitarist Peter Peter brillerer, og det dynamiske kamera fører os helt hen bag forstærkerne, hvor han tryller med sit lille, transportable støj-laboratorium.

Den rå lydoptagelse går hårdt ud over de mere eksperimenterende arrangementer. En alternativ version af Bravo Charlie falder helt til jorden. Derimod trives de støjende og storladne numre som Elsker dig for evigt og Natsværmer glimrende i Vega-universet.

Sangsnedkeren erklærer efter 40 år på scenen, at han har taget navneforandring til dåbsnavnet Lars Haagensen og snart vil skrive en bog om sin tid med kunstnerfiguren H.U.G.

Intet møde med H.U.G. uden den slags krukkerier, men til sidst bliver det alligevel lidt for meget.

Efter en rørende afslutning på koncerten med Skibet hedder afsked, 10 sekunders stilhed og Altid lys vises der under rulleteksterne skamløst kronprinsens bryllupstale, hvor H.U.G.-sangen Mon de kan reparere dig citeres, mens tæerne krummer sig sammen.

Ellers er det en i særklasse veloplagt hovedperson, der indtager scenen og nyder hvert sekund af sin sidste koncert, mens han indlevet kæmper sig igennem repertoiret.

”Hvis man var der i 80’erne, så kan man ikke huske dem,” siger han, og der er noget om snakken. For H.U.G. synger især de ældre sange, som om han ikke rigtigt kender dem.

Den unge mands ikoniske spjætfalset er skiftet ud med en dybere klang, og Kliché-sangene lader til at kræve en kraftanstrengelse her 40 år senere, ligesom de uglamourøse optagelser viser en tydeligt ældre, storsvedende sanger frem.

Men der er en vis skønhed over at se ham gribe efter de gamle sange, som både fysisk og kunstnerisk er så langt fra ham nu, men som skinner i sig selv.

I sangversionen af Søren Ulrik Thomsen-digtet Vent fra City Slang-pladen, der i 1984 ramte tidsånden med kuldegysende effekt, lyder en del af teksten: ”I biografens dybrøde foyer / I flugt med hænderne for ansigtet / Vi venter på nogen …”

Om det er den unge H.U.G. eller fortiden selv, vi venter på, så kommer det aldrig. Vi må nøjes med den gamle krukke Lars Haagensen, mens 80’erne synes uendeligt langt væk.

Men vi har stadig sangene, og de holder stadig.