Hærvejen

Jesper H. Grandhar tidligere lavet film med et royalt tilsnit. Han har produceret tv-serien Livgarden fra 2018 og instrueret fire afsnit af Dronningens slotte fra 2016. Og så har han arbejdet sammen med prins Joachim i 2019, da DR-dokumentarserien Prins Joachim fortæller så dagens lys. 

Den serie var en seersucces, så man forstår jo godt, hvor Grand kommer fra. Spørgsmålet er, hvor han vil hen? 

Turen går ned ad Hærvejen, den gamle danske kvægdrivervej, som strækker sig over cirka 500 kilometer gennem Jyllands bakkede landskaber. Den har i over 1000 år været brugt, når der skulle drives okser til Hamborg via marsken syd for den nuværende danske grænse, så dyrene kunne fedes op. 

Derfor hedder den også i Sydslesvig Ochsenweg. 

Hærvejen går igennem både landsbyer, marker, enge og skove. Den følger kysten, og den skærer sig dybt ind i landet. Den går igennem hele vores nationale historie, forbi naturspektakler, istidslandskaber og vilde historiske slag, og den går sågar også durk igennem en folkeskole. 

Vi møder til en start Hærvejen igennem mange sjove historiske og forrygende arkivklip. Vi taler Ota Solgryn-drenge med blonde sideskilninger i shorts med for høj talje, og vi taler smukke amerikanerbiler fra 1950’erne, det hele holdt i let skrigende Kodachrome-farver. 

Og ikke mindst den charmerende og vidunderligt gode fortæller, tv-historikeren Palle Lauring. Ham husker denne anmelder fra barndommens sort-hvide fjernsyn med én kanal, og det løfter serien, hver gang hans joviale facon klippes ind. 

Lauring fortæller generøst og levende om Hærvejen, og fordi ruten ikke har ændret sig en millimeter, siden Lauring levede, kan man uden videre bruge de gamle optagelser. 

Samtidig har Per Fredrik Skiöld fotograferet Danmark så betagende smukt, at man tænker, at hele verden om få måneder vil stimle sammen på Hærvejen og udråbe den til Danmarks camino. Alt – også en normaldansk spegepølse – tager sig nemlig ud som noget fra en turistbrochure betalt af VisitDenmark. 

I denne glimrende ramme med indlagte måltider, badeture og hyggestunder siddende op ad træer lader Jesper H. Grand nu og da sine to hovedpersoner samtale. Idéen er, at prins Joachim skal følges med mønsterbryderen Steffen Jacobsen, der ud over at være tidligere overlæge med speciale i ortopædkirurgi og en habil krimiforfatter også er opvokset under kummerlige forhold i Underdanmark. 

De to modsætninger skal tale om dem selv, om hinanden og om livet. 

Det hele giver pudsige mindelser om Mark Twain-romanen Prinsen og tiggerdrengen (1881), der handler om mødet mellem en prins og en fattig dreng fra slummen. Den blev realiseret som en skøn BBC-serie for børn i 1976, som DR også bragte. 

En endnu mere oplagt reference er Michael Winterbottoms britiske tv-serie og senere spillefilmserie The Trip, hvor Steve Coogan og Rob Brydon spiller fiktionaliserede udgaver af sig selv. På rejser, hvor de anmelder restauranter og mad, småsludrer de om livet. Flere scener i Hærvejen ligner noget, der er direkte taget fra The Trip. 

Imidlertid er noget gået galt i castingen eller realiseringen. I hvert skulle der være lavet grundigere for-interviews. For skønt konceptet er oplagt – en fattig og en prins! – så falder samtalen desværre igen og igen til jorden. Overlægen hungrer efter opmærksomhed og at blive spurgt ind til. Prinsen taler om sin reserverede natur og opfører sig, ja, netop reserveret. 

Det hele kulminerer, da krimiforfatteren et sted fnysende efterlyser blot en smule dybere kontakt i samtalen. ”Hvad skal man gøre? Skal man sende et telegram?” udbryder han frustreret. 

Hen ad vejen kommer vi dog nogle ting lidt nærmere. Som da prins Joachim beskriver Steffen Jacobsen som den outsider, han altid har været, og understreger, at det jo faktisk også er en god ting. For mens prinsen altid skal passe ind i sin sociale ramme, kan Jacobsen bramfri – og med sin lavsociale sociolekt – altid bare bralre ud med sin mening. 

Her går det op for én, at forfatteren er med som en i ordets bedste betydning hofnar. Han er den lille dreng i Kejserens nye klæder. Men prinsen, som i denne film er den mest interessante, får ikke noget ordentligt modspil. Og så vil man faktisk hellere bare se et ordentligt interview med ham. 

Fordi filmen er så usædvanligt smuk, kan guillotinen blive i gemmerne denne gang. Men topkarakter bliver det ikke, når to granvoksne mænd, begge med en forrygende historie, alligevel ikke formår at nå hinanden – selv efter at have vandret gennem hele Jylland, bundet en halv flaske whisky og formidlet en fjerdedel af Danmarkshistorien. 

Det sidste er prinsen i øvrigt stadig formidabel til.