Hammer Volume One: Fear Warning!

Blu-ray-boksen Hammer Volume One: Fear Warning! samler fire film fra 1963-65, hvor det engelske filmselskab Hammer efter et par svage år kom økonomisk tilbage i overhalingsbanen og igen producerede verdens mest succesfulde horrorfilm.

Kunstnerisk set er disse fire film langt fra studiets bedste, så ingen bør starte her. Men for den erfarne Hammer-fan har boksen meget at byde på, især i kraft af smukke kopier. Tre af filmene er designet af scenografen Bernard Robinson, og hans legendariske evne, trods små budgetter, til at gøre enhver kulisse levende og interessant er en konstant fryd for øjet.

Ydermere ledsages hver film af fortrinligt ekstramateriale. Og ganske usædvanligt for extras på horrorfilm-udgivelser er det især kvinderne, der imponerer med nytænkende vinklinger og nørdet viden – frem for genderteorier (jeg har nævnt dette for en af bidragyderne, som var enig og mente, det skyldes, at de sjældent får chancen).

Hammer-studiet var en game-changer, der sidst i 1950’erne banebrydende med sine gotisk-victorianske monsterfilm fornyede og revitaliserede horrorgenren.

Men Hammer stod også selv på skuldrene af andre og producerede blandt andet en række psykologisk gysere, såkaldte Mini-Psychos, der trods navnet især – ligesom Hitchcocks Psycho – var inspireret af Les diabolique fra 1955.

Typisk noget med et planlagt drab og et lig, der dukker op de forkerte steder, mens hovedpersonen drives til vanvid.

Et godt eksempel er Maniac.

Den er filmet på dramatiske lokaliteter i Frankrig, hvor en strandet kunstmaler dumdristigt hjælper to kvinder – henholdsvis robust og neurotisk, lige ud af Les diabolique – med at realisere en fængselsflugt. Ingen vil kalde Maniac en perle, men filmen leverer varen uden at fumle. Alene de første fem minutter gennemspiller et intenst rape/revenge-drama kulminerende i sadistisk brug af en svejsebrænder – og plottets skjulte forviklinger overrasker frem til finalen.

Blandt Hammers psykologiske gysere hører også Fanatic fra 1965. Den har dog rod andetsteds, nemlig i den bølge af skrækfilm med aldrende divaer, der fulgte i kølvandet på What Ever Happened to Baby Jane? fra 1962.

Hovedrollen spilles her af Tallulah Bankhead, der i 1920’erne blev et stort teaternavn, berømt for sin markante stemme, åbne biseksualitet og flamboyante personlighed (det siger en del, at hun inspirerede Disney-skurken Cruella de Vil). I Fanatic spiller hun på fuldt tryk against type som en religiøs galning, der med alle midler forsøger at få sin afdøde søns forlovede ind på Herrens rette vej.

Manuskriptet er bundsolidt, og filmen overrasker visuelt, da en hemmelighed i Tallulahs kælder udløser brug af ekspressiv lyssætning med kraftige farvefiltre, som viser, at Hammer også lod sig inspirere af tidens nyeste italienske skrækfilm.

Svagest i boksen er The Curse of the Mummy’s Tomb, den anden af Hammers fire mumiegysere, der uden større inspiration genbruger idéer fra hovedsagelig The Mummy fra 1932 med Boris Karloff.

Blandt de formastelige gravrøvere, der i denne version straffes af den bandageomsvøbte hævner, er en turnerende showmand, som agter at fremvise mumien for et betalende publikum. Da jeg i 1960’erne var barn i Odense, overværede jeg selv et sådant show, der gjorde et stort indtryk. At traditionen går helt tilbage til 1820’erne, ved jeg nu, takket være den medfølgende booklets yderst interessante artikel om europæisk ægyptomani.

Boksens juvel er The Gorgon, iscenesat af Hammers mesterinstruktør Terence Fisher og rollebesat med ikke blot studiets to største mandlige stjerner, Peter Cushing og Christopher Lee, men også Barbara Shelley: Englands største kvindelige horrorstjerne, anerkendt for sin skønhed og evne til at udstråle stærk bevægelse med diskrete midler og en aura af intelligens og værdighed.

Allerede i Cat Girl (1957) havde Barbara Shelley markeret sig som engelsk horrorfilms første kvindelige monster: en varleopard. I The Gorgon spiller hun en slægtning til Medusa, hvis sindelag og udseende følger månens faser og kan forvandle mennesker til sten.

Forsøget på at introducere et nyt horrorfilm-monster med rod i græsk mytologi er prisværdigt, men manuskriptet hæmmes af lån fra varulvemyten og andre konventioner. Endnu værre er den livløse udformning af monsterets slangekrøller.

Vi må primært takke instruktøren for, at The Gorgon ikke blev et makværk, men et magisk eventyr i underbevidsthedens drømmeland.

Filmen er bedst, Fisher er bedst, og Hammer er bedst, når dialogen stopper, og personerne blot bevæger sig rundt i Bernard Robinsons stemningsmættede kulisser, besjælet af skygger og sirenesang, mens Fishers langsomme, ildevarslende kamerabevægelser fremmaner en frydefuld, irrationel uro.

Verden fremstår her som en skrøbelig victoriansk boble, der ved den mindste uforsigtighed kan krakelere og lade et gotisk mareridt af vold, sex og synd slippe indenfor.

The Gorgon er ikke blot den den bedste af boksens film, men har også det bedste ekstramateriale. Især et kommentarspor, hvis genreanalyser med åbenlys begejstring indkredser begrebet ”fantastik”, er værd at nærlytte og åbner for helt nye forståelser af arven fra Hammer.