Hjem kære hjem

Frelle Petersens film gør et stort indtryk uden at gøre et stort væsen af sig. De er blidt observerende og fokuseret på, hvad man med Herman Bang i baghovedet kunne kalde ”stille eksistenser”.

Onkel, om den mutte Kris, der efter gymnasiet er blevet hjemme på gården for at passe på sin halvinvalide onkel og genert lader livet passere forbi. Resten af livet, om et sønderjysk, ældre ægtepar og deres voksne datter, som hver på deres måde sørger over sønnen, der uden forklaring pludselig dør og efterlader et umådeligt tomrum. 

Begge er fængende dramaer med uforcerede handlingsforløb, forankret af Jette Søndergaards fintmærkende spil blandt et ensemble af mest lokale amatørskuespillere. 

Vi er med Sofie på første arbejdsdag, hvor kollegaen instruerer hende i arbejdets præmisser: 25 minutter per besøg giver lige akkurat tid til toiletbesøg, vask, færdigmad i mikroovn og en opvask, men ikke aftørring, før hjemmeplejeren må videre. 

Alle, der har været i kontakt med hjemmeplejen, vil genkende portrættet. Administrationskrav støder sammen med den naturlige omsorg, der er en forudsætning, men ikke et adgangskrav til jobbet. 

”Nå, er du så kommet i gang med at tørre røv på de gamle?” spørger Sofies mor frejdigt på et videoopkald ovre fra ”æ djævelø”, som enhver sønderjyde med respekt for sig selv kalder Sjælland. 

Her har hun skabt sig en ny tilværelse langt fra datter og barnebarn og med en mand, der i hvert fald ikke taler det klingende synnejyske, som Frelle Petersen på sympatisk vis har gjort til hofsproget i sine film. 

Sofie taler med de gamle, som enhver burde gøre det. Hun håndterer det praktiske uden at kny, taler med om dette og hint, og tager sig tid – ligesom sin menneskekloge kollega Karen – til at tage en kop kaffe med de gamle, når tiden tillader det. 

Hver har jo sit. Én lægger puslespil og samler på dåser, en anden har hang til flødekarameller, en tredje er krimigal, og en fjerde havde engang en grillbar på hovedgaden, hvis Jumboburger Sofie husker med fornøjelse. 

Filmen giver sig tid til, at vi lærer Sofies patienter at kende, og plads til, at både nye bekendtskaber og Frelle Petersens gamle kendinge – som Peter Hans Tygesen fra Onkel og Karen Tygesen fra Resten af livet – kan få lov at gøre gemytligt indtryk. 

Men arbejdsvilkårene æder sig ind på Sofie. 

Dovne kolleger, der falder ind i samme uempatiske vrængen som hendes mor. Vrede demensramte, der skælder og smælder. Forvænte pårørende, som ser systemets mangler og skyder skylden på den nærmeste repræsentant. Og den samme parole ovenfra om at spare og effektivisere, så omsorgssystemet skrumper ind til så lidt som muligt. 

At være hjemmehjælper er et stresset arbejde som så mange job inden for sundhedssektoren. Det handler jo om liv og død, og taget i betragtning, hvilken vej det går for de gamle, kommer der ikke nødvendigvis noget godt igen ved at engagere sig for meget følelsesmæssigt. 

”Vi er her jo ikke for at få dem til at overleve, men for at få dem til at leve, mens de er her,” lyder det klogt fra Karen. 

Men Sofies stress forplanter sig til hendes egen familie, hvor hun med eksmanden fordeler ugerne med sin tiårige datter Clara. Det sociale overskud skrumper, indtil datteren siger fra, mismodet forplanter sig, og Sofies kamp for at holde hovedet oven vande står plantet på Jette Søndergaards stovt udholdende ansigt. 

Konflikten indfinder sig langsomt, omsorgen udtømmes lidt efter lidt, mens Sofie finder sig til rette. 

Når man alligevel ikke kan kalde filmen stilfærdig, er det, fordi Frelle Petersen er overordentlig velovervejet og dygtig til at orkestrere filmsproget. 

Jørgen Johanssons kølige billeder tegner et landskab af svunden empati med stænk af menneskelig varme. Flemming Bergs sparsomme underlægningsmusik sætter en effektiv streg under de følelsesmæssige vendepunkter, mens Hans Møllers lyddesign dygtigt sætter publikum i Sofies sted. 

Det gennemgående flotte design vidner om en klasseproduktion med midler til rådighed og en instruktør med forstand på, hvordan de bedst kan tjene historien. 

Det er en vedkommende, rørende og øjenåbnende historie – uden at være tør samfundsoplysning – som Frelle Petersen bringer for dagen i Hjem kære hjem.