The Hound of the Baskervilles

Baskervilles hund (1901) er Conan Doyles bedst kendte Sherlock Holmes-fortælling, filmatiseret mindst 30 gange, blandt andet som et af de svagere afsnit i den ellers forrygende Benedict Cumberbatch tv-serie.

To af filmatiseringerne om den drabelige køter rager op over mængden: Basil Rathbone-klassikeren fra 1939 og Terrence Fishers version fra 1959.

I 1957 og 1958 genoplivede det engelske filmselskab Hammer interessen for Frankenstein og Dracula på film, og bragte – efter 1930’ernes og 1940’ernes mange amerikanske filmatiseringer – disse to litterære skikkelser hjem til deres oprindelsesland.

Det skete med Peter Cushing og Christopher Lee foran kameraet og Terence Fisher i instruktørstolen. Og den konstellation blev bevaret, da Hammer året efter gentog succesen med mesterdetektiven fra Baker Street.

Gennem første halvdel af 1900-tallet optrådte Sherlock Holmes i op mod 150 filmatiseringer, men siden 1940’erne havde han stort set været forsvundet fra biograflærredet.

For de fleste stod Basil Rathbone og Nigel Bruce i 1959 stadig som de eneste rigtige i rollerne som Holmes og Watson. Men det havde de også tænkt om Bela Lugosi som Dracula, før Hammer gav dem Christopher Lee.

Hammers The Hound of the Baskervilles gør op med Basil Rathbone-filmen på flere vigtige punkter.

André Morell spiller en distingveret, begavet Watson (modsat Nigel Bruces sjove sinke). Handlingen foregår ligesom bogen i Victoriatiden (næsten alle tidligere filmatiseringer, inklusive Rathbone-serien, flyttede Holmes til deres egen tidsalder). Det er den første Holmes-film i farver. Og sidst, men ikke mindst, krydres detektivgenren her med Hammer-studiets elegante flair for sex og horror.

Under sidstnævnte punkt hører, at morderens identitet er tilpasset Hammers forkærlighed for at lade patriarkalske, britiske helte kæmpe mod fortrængt dæmonisk seksualitet – ikke mindst kvindelig seksualitet. Og så afslører jeg ikke mere.

Fotografen Jack Ashers lyssætning hører til det ypperligste i britisk film og topper i netop denne. Så endelig at kunne opleve filmen på Blu-ray er ekstase for den indre feinschmecker. Oven i en grundig restaurering af filmen disker udgivelsen op med fyldigt ekstramateriale med blandt andet et indsigtsfuldt kommentarlydspor og en grundig tv-dokumentar hosted af nyligt afdøde Christopher Lee.

Ganske ukarakteristisk spiller Lee filmens offer, Henry Baskerville, frem for dens skurk eller monster. En scene, hvor Sir Henry stivner i frygt, mens en gifteedderkop kravler over hans skulder, blev tre år senere kopieret i Dr. No.

Filmens ene, store svaghed er en skuffende finale, hvor det ikke lykkes at få helvedeshunden til at se det mindste smule dæmonisk ud.

Til gengæld indledes filmen med en prolog, der over al forventning hopper op og sætter tænderne i tilskuerens strube. Legenden om Baskervilles hund præsenteres her i en flashback-historie om en skadefro godsejer og hans lige så modbydelige vennekreds, der jubler over udsigt til massevoldtægt af en ung skønhed i et aflåst kammer.

Filmens instruktør Terence Fisher formår med karakteristisk greb om timing og kameravinkler at oppiske en ganske overvældende filmisk intensitet, der sågar overgår hans berømte Dracula-actionfinale fra året før.

Pigen slipper bort, tæt forfulgt af den nu frådende godsejer og hans kobbel af blodtørstige jagthunde. En grusom menneskejagt, der kulminerer med erotisk, dæmonisk og mytologisk kraft på en vild bjergtinde i en urgammel slotsruin.

Mens man som tilskuer stadig gisper efter vejret, klipper Fisher overrumplende til 221B Baker Street, hvor vi introduceres til filmens Sherlock Holmes, spillet med gnistrende energi af Peter Cushing, der synes trådt direkte ud af Sidney Pagets berømte Holmes-illustrationer i Strand Magazine.

I årtierne mellem Basil Rathbone og Jeremy Brett var Cushing filmmediets bedste Holmes-fortolker. Et årti efter Hammer-filmen afløste han Douglas Wilmer som Holmes i seksten afsnit af BBC’s tv-serie Sherlock Holmes (1968), men med vanlig omhu lykkedes det BBC bagefter at slette stort set dem alle.

Til gengæld rejser Hammers The Hound of the Baskervilles børster som aldrig før, og det kan man som tilskuer kun logre med halen over.