Kan hjernestimulering blive den nøgle, der gør os alle til supermennesker?
Ikke nok med, at man kan lukke op og ned for impulser og elektroder i hjernen og derved kurere alle neurologiske lidelser – fra Alzheimers til depression og skizofreni. Små elektroder indopereret i hjernen giver teoretisk set også mulighed for at fremme kognitiv funktion, så vi alle bliver genier.
Den menneskelige hjerne er universets mest komplicerede organ, lyder det flere gange i Pernille Rose Grønkjærs fascinerende dokumentar Hunting for Hedonia.
Her undersøger dokumentaristen Deep Brain Stimulation (DBS), et lovende og samtidig foruroligende felt inden for hjernekirurgi, der i dag er i rivende udvikling.
Det var det også for 70 år siden, viser det sig. Vi har bare glemt det.
Mens kollegerne lystigt ordinerede elektrochok og hvide snit for psykiske lidelser, gik superforskeren Robert Heath mere sofistikeret til værks i sine hjernesyslerier.
Den unge mand havde en fremtoning som en filmstjerne og ambitioner som en gal videnskabsmand, og han charmede sig vej til tops. Han var en opdagelsesrejsende i medicinens verden. ”Der er folk som ham i ethvert akademisk felt,” lyder det fra en gammel kollega. ”Nogle opdager et nyt kontinent, men mange drukner i forsøget.”
Man får indtryk af en himlende arrogant enspænder, der anså enhver indblanding i sin forskning som et irriterende benspænd. Han var besat af jagten på, hvad han kaldte ”hedonia” – den del af hjernen, der ved stimulation kunne producere uforbeholden glæde.
Hvad der er så spændende ved Robert Heath’ historie er, at han faktisk havde fat i noget interessant, inden han blev begravet af en offentlighed, der anså elektroder i hjernen som en direkte vej til hjernevask.
Den skyggeside af forskningen understreges elegant af fotograf Ben Bernhard, når han udforsker det hedengangne hospital i New Orleans, hvor forskningen blev udført. Som mange bygninger i jazzens hjemby står det øde og forladt hen efter orkanen Katrina, som i 2005 forårsagede massive oversvømmelser og ødelæggelser.
De skumle optagelser af forladte korridorer og vandskadede atriummer får hjernekirurgiens sinistre undertoner til at træde tydeligt frem. De kaster et Dr. Mengele-agtigt lys over Heath’ eksperimenter.
Også i nutidsscener, hvor forskellige kittelklædte eksperter begejstret taler om teknologiens anvendelsesmuligheder i dag, mærker man de etiske spørgsmålstegn, der hører diskussionen til.
Alene det at se et sådant kirurgisk indgreb er ikke for sarte sjæle. Har man ikke lægeskræk i forvejen, kan man hurtigt få det af at se et knoglebor grave sig vej gennem hjernebrask, indtil rødt blod pibler frem af hullet.
Og selv hvis operationen lykkes, bygger ethvert sådan indgreb på personlighedsmanipulation. Optagelser af patienter før og efter indgrebet slår feltets potentiale fast, men også dets faldgruber.
Med Tilda Swintons bløde stemme som guide og historien om Robert Heath som en fascinerende rød tråd giver Pernille Rose Grønkjær og medforfatter Lone Frank et spændende indblik i, hvor videnskaben kan føre os hen – også selv om forskernes konkrete bud føles som gisninger og drengedrømme.
Hvis filmens budskab i sidste ende står lidt uklart, er det også en journalistisk rygdækning, der alt andet lige er prisværdig.
Hjernekirurgi gør næppe nogen til supermennesker lige foreløbigt. Men man går fra Hunting for Hedonia med et klart indtryk af et felt i rivende udvikling. Om man drømmer med på mulighederne eller gyser ved tanken om, hvordan teknologien kan misbruges, må være op til den enkelte.
Kommentarer