Hvis jeg dør i dag

Ifølge etikkens filosoffer er et menneske altid karakteriseret ved at være uerstatteligt. Den erkendelse sidder man i udpræget grad tilbage med, når rulleteksterne kommer efter debuterende instruktør Camilla Arliens Hvis jeg dør i dag. 

I en realisme, der virker underligt grå og modløs, selv om den faktisk er fuld af farver og liv, viser filmen, hvordan den unge mand Jannik Vejgaard Israelsen kommer videre med sit liv. 

Det er ikke let. 

Årsagen finder man, hvis man googler Janniks fulde navn. Det første link, der dukker op, er en artikel fra Ekstra Bladet, hvori telegrammet fra Ritzau meddeler, at ”knivstik i brystet på kammerat giver seks år”. 

Jannik har i en hashrus forsøgt at myrde sin kammerat, der ligger og sover på en sofa med sin kæreste. Gerningsmanden kan siden ikke forklare noget egentligt motiv, skriver avisen. 

Jannik er med andre ord dømt for mordforsøg, og vi møder den nu straffede unge mand ved hans løsladelse. Fra det nulpunkt følger Camilla Arlien omsorgsfuldt og nænsomt dokumentarisk Jannik over syv år gennem hans op- og især nedture. 

Fra hans ”happy place” – en lille lund med træer og ro, som vi genbesøger sammen med ham mange gange – kommer vi omkring alle steder og mennesker i hans liv. 

Vi ser flere sporadiske hjem, han bebor, vi besøger hans eneste rigtige, velfungerende familie – hans søsters kernefamilie – og hans mor, som han hygger med. Vi ser hans kammerater, gutterne fra fængslet, organisten Louise Adrian, de mennesker, han laver teater med, og de to kærester, han har i den årelange periode. 

Undervejs foldes Jannik helt ud. 

Som næsten altid med indsatte og udsatte er det godt at få hele historien om mennesket bag overskriften. Jannik har haft en svær barndom. Han beskrives som stille og lidt indesluttet, men undervejs opdager han, at han er glad for musik. Vi ser ham som en ret god rapper, sådan lidt a la Nik & Jay, hvis ellers de havde været street. 

Modgangen og de varige spor, den har sat sig i Janniks liv, bliver igennem filmen mere og mere synlige. Til sidst vælter hele det indre fængsel som det vakkelvorne korthus, det måske altid havde været. 

Efter historien om en psykose og et system, der ikke rigtigt griber ham, tænker man uvilkårligt, om der bag alt det her ligger en udiagnosticeret sygdom eller i hvert fald sociale omstændigheder, som kunne have været håndteret eller behandlet, hvis de var opdaget i tide. 

Det hele ender – da rækken af dominobrikker er faldet – på den værst tænkelige måde. Han søger en sidste flugt til en lille skov, der er hans fristed. 

Da historien er slut, er man imponeret over, hvor lidt bitterhed den fortælles med. Janniks levned beskrives med en befriende eksistentiel nøgternhed, der næsten grænser til en kynisk liberalisme. 

Han havde simpelthen fået en dårlig hånd, og han valgte selv at spille den dårligt. Flere steder i filmen siger han det selv, helt uden omsvøb. 

At han heller ikke ville have tilgivet sig selv, hvis det var ham, der havde fået en kniv plantet i brystet. At han er ked af de helt forkerte valg, han på egen hånd har truffet alt for tidligt i sit liv. At han er ked af de problemer med hård opvækst, faderløshed og mobning i skolen, der nu engang var hans udgangspunkt.

Det er Camilla Arliens mission, at filmen skal ændre, hvordan vi håndterer unge med problemer som Janniks, så de ikke udarter sig. Det er et smukt ønske. 

Hvis det ikke lykkes – og mange i hans situation ender desværre med bare at synke dybere ned i elendigheden – har hun i hvert fald medvirket til, at vi alle sammen møder Jannik og ser hans mange facetter. 

Ofte er menneskelighed ikke, at vi gør onde mennesker til gode mennesker, men erkender, at vi alle kan rumme begge dele. I denne film ser vi Janniks ødelagte, ressourceløse og forhærdede sider. Men hans sødme, talentfuldhed, iver og elskelighed får også plads. 

Må hans sjæl hvile i fred.