I Am Not a Witch

Et skvæt gin foran døråbningen er et effektivt værn mod onde ånder. Det giver jo sig selv.

Men den klare alkohol kan selvfølgelig også bruges til at købe parykker, der med et twist er opkaldt efter internationale popstjerner. Der er både en Mandonna og en Rahinna.

Sådan ser verden ud i I Am Not a Witch, debutspillefilmen af zambisk fødte Rungano Nyoni, hvis sorte komedie om nutidig heksejagt i Afrika er i årets hovedkonkurrence på Cph Pix.

Det er sjældent, at en film efterlader én fortørnet og med en kluklatter, men Nyonis film gør netop dét.

Vi møder niårige Shula på en afsides jordvej, hvor hun står i en t-shirt med teksten ”#Bootycall”. Hendes blotte tilstedeværelse skræmmer en kvinde til at tabe en spand vand, og så bliver den forældreløse Shula hurtigt anklaget for at være heks. Mærkelige hændelser som vandepisoden har fundet sted, siden hun ankom til den lille landsby.

Men hvordan afgør man, om nogen er en heks? Der må naturligvis en heksedoktor til, og det er så sjovt, når han til jazzet underlægningsmusik udfører et drabeligt ritual med en kylling, at man næsten glemmer, hvor idiotisk det er.

Filmen tager sine personer alvorligt, og det gør dem på samme tid hysterisk morsomme og ganske troværdige.

For eksempel er Banda – en statsansat heksejæger, der drager nytte af Shulas ”evner” – så underholdende, at man må minde sig selv om hans udnyttelse af den lille pige.

Banda møder vi første gang i et badekar, hvor han bliver sæbet ind af sin kone. Hun er en tidligere heks, som er blevet ”respektabel gennem ægteskab”. Da han hører om Shula, klapper han i hænderne og udbryder begejstret: ”Der er en ny heks i byen!”

I en af filmens stærke scener bliver Shula sat til at gøre brug af sine hekserier. En ældre mand har fået stjålet sine penge, og nu er alle de mistænkte blevet samlet i en udendørs retssal.

Shula skal udpege den skyldige. Mandens mobil bliver ved med at forstyrre med en urkomisk kyllinge-ringetone, og midt i forvirringen peger den lille pige på en tilfældig mand. Da han heldigt nok viser sig at være gerningsmanden, hersker der blandt folk ingen tvivl om, at Shula må være en heks.

Det ligger lige for at sammenligne I Am Not a Witch med den danskproducerede Wolf and Sheep, der vandt en Cannes-pris i 2016 for skildringen af indbyggerne i en afghansk bjergby.

Begge film er skabt af kvinder, som portrætterer det kvindefjendske miljø, de er vokset op i.

Men hvor Wolf and Sheep uden nogen form for ståhej registrerer det stille liv i udkanten af civilisation, er der anderledes smæk for skillingen i I Am Not a Witch, som til tider er hylende morsom.

Det er absolut ikke til at se, at filmen er Nyonis første i det lange format. Hun virker fuldstændigt i kontrol med sine virkemidler.

Startscenen viser en lille bil med sorte og hvide turister ankomme til en hekselejr til tonerne af klassisk musik. Fra behændig afstand ser vi dem observere heksene som dyr i et bur, og den rolige distance fremhæver både det tragikomiske og voldsomt provokerende i hele situationen.

Alle heksene er tøjret til hver deres spole med hvidt bånd, så de ikke flyver ud og slår folk ihjel. ”De kan flyve helt til Storbritannien,” fortæller rejselederen de fascinerede turister.

Endnu mere absurd bliver det senere, hvor Shula er endt i selvsamme hekselejr. Her spørger en kvinde, der er turist fra Zambias hovedstad Lukasa, om hun må få et billede med Shula.

”Jeg sender det til dig,” fortæller hun den lille pige, der selvfølgelig hverken har internetforbindelse eller smartphone.

Teknologi har nok gjort verden mindre, men den betyder også, at for mindre bemidlede afrikanere kunne deres velbjergede landsmænd lige så godt bo i Europa eller på Månen, siger filmen.

Slutningen er på en gang forfærdelig og håbefuld. Man sidder indigneret tilbage og tænker, at heksejagt, der udelukkende forfølger kvinder, i virkeligheden er slaveri i andre gevandter. Morsomt og oprørende fortalt i en film uden hokuspokus.