I kælderen

Efter en afstikker til den rendyrkede fiktion med spillefilmene i den såkaldte Paradis-trilogi er Ulrich Seidl i sit seneste udspil tilbage på velkendt territorium, nemlig den særlige form for iscenesat dokumentarisme, som han har dyrket med noget, der ligner misantropisk nidkærhed i film som Animal Love, Models eller Jesus, You Know.

Som sædvanlig er det ikke for sarte sjæle.

Werner Herzog har bemærket, at mødet med hvert nyt værk fra den kontroversielle østrigske filmmager kan opleves som at stirre durk ned i Helvede. Og selvom Seidl insisterer på, at han altid har sympati for sine karakterer, er der noget om snakken.

Få har som han sans for at finde de sårbare punkter på menneskeracens bløde bug og sætte ind med sylespidse observationer, der kan få hverdagsscener fra den tilsyneladende upåfaldende middelklasses private sfærer til at minde om noget fra Dantes Inferno.

Når Seidl rammer mest præcist, er resultatet paradoksalt nok både dyrisk og såre menneskeligt. Og så er han en mester i at plante billeder på publikums nethinder, som vi egentlig helst havde været foruden; men som vi omvendt ikke kan bebrejde ham, fordi de er sande.

I den nye film er metaforikken så tyk, at det er tæt på at være for meget.

Ingen med et nogenlunde normalt medieforbrug vil kunne gå ind til en østrigsk film med titlen I kælderen uden at komme til at tænke på uhyrlige personager som Josef Fritzl eller Wolfgang Priklopil. Skikkelser, der i forvejen kunne opfattes som ekstreme personificeringer af den afstumpethed og pervertering, som en række af Seidls film har kredset om i mere harmløse former.

Alligevel er det ikke vanskeligt at lade sig fange ind af filmens mesterligt iscenesatte tableauer, hvor fascination på vanlig vis veksler med væmmelse.

Den uhyre effektive åbningsscene hjælper til med at sætte en eventuel forhåndsmodstand ud af kraft: En enorm slange i bur nedlægger sit bytte i et hug, der er både forudsigeligt og chokfremkaldende. Og herfra har Seidl os sådan set, hvor han gerne vil have os.

Vi kender alle de følelser og manifestationer af den menneskelige natur, som han disker op med – det hele hentet fra de østrigske forstadskældre, hvortil filmens personer fortrækker, når de føler trang til at dyrke deres lyster, laster og lidenskaber uden for rækkevidde af omgivelsernes nyfigne blikke. Men hans særlige talent for at udvælge, iscenesætte og indramme får os til at iagttage disse tilværelsens skyggefænomener med fornyet opmærksomhed.

Der er alle de sædvanlige misfits.

Den overvægtige kvinde, der har droppet jobbet som kassedame for i stedet at ernære sig som prostitueret; det tidligere offer for hustruvold, som har fundet trøst i et S/M-forhold, fordi hun ikke tænder på bløde mænd; den ældre kvinde, der øser al sin opsparede ømhed ud over en samling af uhyggeligt livagtige babydukker, som opbevares i forede papkasser i et kælderrum ...

Stærke, men velkendte billeder på kærlighedens veje og vildveje.

Det havde imidlertid ikke været en Seidl-film, hvis ikke en række mere outrerede eksempler også havde fået deres plads.

Den pæreformede mand, der tilsyneladende kun har ét særligt ”talent”: hans ejakulations usædvanlige styrke. Masochist-kvindens behårede orne af en slavemand, der velvilligt slikker hende ren efter toiletbesøg. For ikke at tale om de skydegale og/eller nazi-elskende mænd, der efter mørkets frembrud mødes i oplyste kældre for at drikke hjernen ud og udveksle politiske ukorrektheder om muslimer og andre fremmede.

Det er alle (mere eller mindre) velkendte afvigere fra normalitetens smalle sti.

Men i Ulrich Seidls optik bliver de serveret med æstetisk sans og noget, der ligner kærlighed. Han har været der før, men gensynet med den østrigske mentalitets nedre regioner er gennemført så overbevisende, at man gerne følger ham på en ny ekskursion ned i dyndet.

Om man så vil opleve rejsen som et vederkvægende mudderbad eller et ubehageligt spejlbillede, må være op til den enkelte.