I Kill Giants

Fantasien kan sætte én fri, men den kan også holde én fanget. Det må være grundtesen i Anders Walters kendte kortfilm, og det er også en tematik, han også dyrker i sin følsomme debutspillefilm. 

I Ekko Shortlist-filmen 9 meter kaster en dreng sig ud i stadigt mere halsbrækkende længdespring, fordi han bilder sig ind, at det kan holde hans katatoniske mor i live. I Oscar-vinderen Helium (udgivet med Ekko-booklet) fortæller sygeplejeren hospice-børnene om et fabelagtigt fantasiland, der venter dem, når canceren er færdig med dem. 

Hans første spillefilm, I Kill Giants, kredser også om fantasien mellem terapi og tilflugt. 

Her er det den indelukkede pige Barbara, som metodisk og en anelse manisk værner om sin fantasiverden. Hun forbereder sig på, at kæmperne kommer og lægger hendes lille, vindblæste kystby øde. 

Hun samler ingredienser i skoven til lokkemad og laver fælder i sandet på stranden, gør sig parat til det endelige opgør. Ingen andre forstår alvoren, heller ikke den nye veninde Sophia. 

I hjemmet er det storesøster, der udmattet står for aftensmaden, når hun kommer hjem fra arbejde, mens storebroren bider arrigt fra sig, når nogen kommer mellem ham og hans PlayStation. 

Hvor er forældrene? 

Walter har et stort talent for at vriste gode præstationer fra børneskuespillere. Madison Wolfe bærer hovedrollen med kantet særhed og en sårbart, affejende arrogance. 

Barbara er socialt isoleret, og det er ikke kun, fordi hun hænger døde rotter op som kæmpelokkemad ved stranden. Hun er hyperintelligent og har ikke i sinde at tale langsomt, så alle kan følge med. 

Da den stærkt øretæveindbydende pigebølle Taylor går til hende i spisefrikvarteret, får hun en spytklat lige i hovedet. ”Synes du, det er sjovt at spytte?” spørger den vantro alfahun, mens hun læner sig ned over enspænderen, der stirrer hende lige op i ansigtet. ”Ikke sådan, haha-sjovt,” svarer hun så. ”Men eksistentielt morsomt.” 

Det er nogle umiskendeligt nedskrevne flabetheder, Barbara fyrer af. Spydige bemærkninger af den slags, man kommer i tanke om flere timer efter et skænderi. 

På den led er I Kill Giants alt andet end naturalistisk. Den har en tone, der er dramatisk tilspidset, så filmen bliver noget kunstig i antrækket. 

Da Sophia til en gymnastiktime kommer til at røbe for meget om Barbaras frelserkompleks, skriver hun et brev: ”Er vi stadig venner?” og så kan Barbara krydse ja eller nej. 

Da de to virkelig rager uklar, falder brevet belejligt til jorden, og ligger bare der, mens kameraet zoomer sørgmodigt ind på det. 

Manuskriptet af Joe Gellis er ikke ligefrem diskret i dets famlen efter publikums hjertestrenge, og Anders Walters filmsprog hælder også til det patetiske. Det kammer over hist og her, men I Kill Giants er langt hen ad vejen en velafvejet fortælling om barnetragedie. 

Vi forstår hurtigt, at kæmperne er en fantasifuld fortrængning af noget traumatisk, der pirrende antydes, men først afsløres i sidste akt. 

Fantasy-verdenen som virkelighedsflugt er et greb, der leder tankerne hen på Pans labyrint eller sidste års cancer-tåreperser Syv minutter over midnat. Men det er altså også et hoftema i Walters film, og han forstår at vægte det, så det eventyrlige aldrig tager overhånd. 

Kæmperne er majestætisk flot designet, særligt i en animeret sekvens, hvor Barbara sætter Sophia ind i sin vistnok hjemmegjorte mytologi. 

Men man mærker nok, at selv om filmen er på engelsk, har budgettet været nærmere den danske end den amerikanske normal. De højhus-høje kæmper er drabelige, men også CGI-ladne som i skrabet fantasy-tv, og til Pix-visningen sagde Walter, at effektholdet havde gjort det godt ”efter europæisk standard”. 

Det kan man heldigvis se gennem fingre med. For Walter er fantastikken kun et greb, der sætter historien på spidsen. Hans debut er måske nok lidt klejn i udtrykket og til tider grådlabil. Men først og fremmest er det en god historie.