CPH PIX
13. apr. 2013 | 22:44

The Interval

Foto | Dave Novak
Veronica har trådt gangsterbossen over tæerne, Salvatore skal vogte hende, til bossen dukker op. Langsomt bliver de hinandens fortrolige.

Gidseldrama forankret i den syditalienske mafia følger op på Gomorrah med fornem autenticitet. Premiere på Cph Pix søndag.

Af Daniel Pilgaard

I 2006 udgav journalisten Roberto Saviano bogen Mafiaen i Napoli (Gomorrah), der viste, hvordan den napolitanske mafia Camorra med vold og magt gennemsyrer det syditalienske samfund.

I forbindelse med udgivelsen besøgte forfatteren Københavns Universitet, hvor han meget sigende var mandsopdækket af livvagter. Et par år senere blev bogen til Matteo Garrones rå og realistiske film Gomorra, der udstiller, hvordan unge mennesker bliver tiltrukket af løfter om penge og magt, men går en grum skæbne i møde.

I Leonardo Di Costanzos The Interval, der er i hovedkonkurrencen på Cph Pix,befinder vi os også i det barske mafiamiljø. Filmens forstad forbliver ganske vist symbolsk unavngiven og kunne ligge hvor som helst i Syditalien, men inspirationen er formentlig primært hentet i netop Napoli.

Som et kammerspil er handlingen henlagt til en enkelt location. På en lukket og nedslidt kostskole møder vi de to teenagere: Veronica og Salvatore. De er begge til stede mod deres vilje, hun som gidsel, han som hendes vogter. De venter på kvarterets gangsterboss Bernardino, som den kække og kønne Veronica har raget sig uklar med. Salvatore er udpeget af bossen til at beskytte hende, selvom der intet råt eller voldeligt er i knægten, der til daglig sælger friskpresset limonadesaft med sin far.

Hans eneste ulykke er at vokse op i et samfund, hvor man bare gør, som der bliver sagt.

Salvatore føler sig tydeligvis utilpas som den hårde negl, der forgæves forsøger at sætte sig i respekt over for den rebelske Veronica. Som timerne langsomt passerer i den forfaldne bygning, begynder facaden at krakelere hos de to teenagere. Den anspændte situation forvandler sig til et eskapistisk pusterum, hvor de kan folde sig ud som det, de er: to store børn på en legeplads.

I kostskolens oversvømmede kælder fantaserer Veronica om at være reality-stjerne. Og deres barnlige sind kommer helt frem i lyset i scenen, hvor Salvatore fortæller, at bygningen hjemsøges af en tidligere elev, som hang sig selv på skolen. For Veronica, der til daglig lever i en barsk verden, er det ironisk, at der skal spøgelseshistorier til, før hun for alvor bliver skræmt.

Da de bliver fortrolige med hinanden halvvejs inde i filmen, løfter Veronica sløret for den forbrydelse, som har vakt anstød hos gangsterbossen. En forbrydelse så banal, at den uden omsvøb demonstrerer, hvor primitiv tankegangen er i mafiosoernes verden.

Instruktøren Leonardo Di Costanzo har baggrund som dokumentarist, og den tilgang tager han med sig i fiktionsdebuten The Interval. Fotografen Luca Bigazzi (This Must Be the Place) har optaget i 16mm og uden brug af lyssætning, og filmen fremstår som et fornemt dokumentarisk indblik i de to unges deprimerende hverdag.

De to unge skuespillere, Francesca Riso (Veronica) og Alessio Gallo (Salvatore), er begge amatører, som er fundet i Napolis berygtede ”spanske kvarter”, der er en fattigere og voldeligere pendant til den hjemlige Vollsmose. Riso og Gallo blev valgt blandt et par hundrede kandidater efter en tre måneder lang workshop, en slags X Factor for udsatte unge. Man mærker , at de unge har mærket voldsomhederne på egen krop. Deres napolitansk dialekt er så forankret i nærmiljøet, at filmen var undertekstet på italiensk, da den havdeverdenspremiere under sidste års filmfestival i Venedig.

Det er netop den autentiske aura, der løfter det i bund og grund lidt banale plot til et indsigtsfuldt drama om et samfund, hvor den organiserede kriminalitet for længst har sejret.

Kommentarer

Land:
Italien

År:
2012

Instruktør:
Leonardo Di Constanzo

Manuskript:
Maurizio Braucci, Mariangela Barbanente, Leonardo Di Constanzo

Medvirkende:
Francesca Riso, Alessio Gallo, Carmine Paternoster

Spilletid:
83 min.

Premiere:
Vises søndag den 14. april kl. 12.00 i Dagmar, torsdag den 18. april kl. 16.15 i Cinemateket – begge inklusive debat med instruktøren – og onsdag den 24. april kl. 19.00 i Dagmar.

© Filmmagasinet Ekko