Cph:Dox 2019
22. mar. 2019 | 14:02

The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley

Foto | HBO
I dag 35-årige Elizabeth Holmes var stadig teenager, da hun droppede ud af universitet og i spidsen for virksomheden Theranos blev verdens yngste kvindelige milliardær.

Oscar-vinder har lavet en fængslende, men uforløst dokumentar om Silicon Valley-sensationen Elizabeth Holmes, der blev verdensberømt på et luftkastel.

Af Mikkel Krebs Behnke

Vi lever i en tid, hvor vi hylder geniet. Opfinderen, der skaber et nyt produkt, som gør vores verden nemmere. Og i visse tilfælde også bedre.

Steve Jobs, Elon Musk, Mark Zuckerberg og Bill Gates.

Visionære mennesker, der har skabt teknologiske revolutioner.

De har også det tilfælles, at de driver deres forretninger i Silicon Valley. Her går udviklingen stærk, og kampen om investormillionerne er intens. Men måske er vi nået til at punkt, hvor stedets selvmytologiserende fabuleren skal granskes?

”Fake it till you make it,” lader til at være konklusionen om de opfindende genier i Alex Gibneys dokumentar The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley.

Hovedpersonen er Elizabeth Holmes. Hun er kun klædt i sort ligesom Steve Jobs. Hun har fået en idé, der vil revolutionere den medicinske verden. Hendes vision er mildest talt fantastisk: En sort boks ved navn Edison (efter den store Thomas Edison) kan foretage op mod 240 forskellige blodprøver.

Holmes drømmer om at lave disruption på det amerikanske marked. Med blot et lille fingerprik på et apotek og en lille bitte dråbe blod vil sygdomme kunne opdages hurtigt og potentielt redde millioner af liv.

Problemet er bare, at testen ikke virker. Og det vil den formentlig aldrig komme til at gøre.

Alligevel formår Holmes at blive lovprist af Joe Biden, Bill Clinton, Henry Kissinger og flere andre stærke politiske stemmer. Hun kommer på forsiden af Fortune og skaber en virksomhed, Theranos, der skønnes at være ti milliarder dollars værd.

Hvordan lykkedes det Elizabeth Holmes at overbevise det amerikanske samfund?

Oscar-vinderen Alex Gibney er kendt for at gå i kødet på fupnumre. I Enron: The Smartest Guys in the Room, The Armstrong Lie og Going Clear: Scientology and the Prison of Belief skildrer han, hvordan vi lader os forføre af en virksomhed, en sportsmand og en religiøs bevægelse.

Elizabeth Holmes er et interessant menneske, der tilsyneladende har forført dygtige og kloge hoveder. Spørgsmålet er: Hvorfor benægtede hun virkeligheden så længe? Troede hun på det selv?

Gibney har ikke haft direkte adgang til hovedpersonen, som i dag står tiltalt for at bedrage investorer, læger og patienter, og hun risikerer op til tyve års fængsel. I stedet har instruktøren stykket en fortælling sammen baseret på interviews med personer, der har arbejdet med Elizabeth Holmes.

Desværre formår Gibney ikke at gøre os klogere på Holmes og hendes motiver, men tyr i stedet til at dæmonisere hende som en robotlignende skikkelse, der aldrig blinker. Det understreger filmens The X-Files-agtige musik.

Det virker, som om Gibney selv grundlæggende er i tvivl om, hvorvidt hun er en udspekuleret skurk eller bare en verdensfjern person.

Men da John Carreyrou fra Wall Street Journal begynder at undersøge Theranos, efter en medicinekspert har fundet testene mistænkelige, forsøger hun at lukke munden på whistleblowers inde fra virksomheden.

Det er en fascinerende fortælling, som dog ikke undgår at køre i ring i dokumentarens to timer. Og det oplagte kønsaspekt – at Holmes netop er blevet hyldet som et kvindeligt fyrtårn i det mandsdominerede Silicon Valley – kommer instruktøren slet ikke ind på.

Måske vil vi blive klogere, når spillefilmen Bad Blood, hvor selveste Jennifer Lawrence spiller Holmes, har premiere i 2020.

Trailer: The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley

Kommentarer

Titel:
The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Alex Gibney

Medvirkende:
Elizabeth Holmes, Errol Morris, John Carreyrou

Spilletid:
119 minutter

Premiere:
23. marts i Palads og 27. marts i Empire under Cph:Dox. 31. marts på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko