Jeanne du Barry

Som så mange franske kostumedramaer starter årets åbningsfilm på Cannes, Jeanne du Barry, med et solslikket sommerlandskab, svulstige strygere og en alfaderlig, forklarende fortællerstemme.

Filmens autentiske hovedperson er den uægte adelsdatter Jeanne, der med ben i næsen og et sensuelt væsen bruger sine naturlige fordele til at forføre sig til tops i det franske renæssancesamfund.

Helt op til Johnny Depp, der flanerer rundt på Versailles i rollen som Louis XV.

Han ligner en mand, der ønsker sig et andet sted hen. Og derfor er han perfekt castet som en konge, der virker fashionabelt utilpas over hoffets stive miner og endeløse ritualer.

Efter hans og Jeannes første nat sammen lader han hende overvære sit morgentoilette gennem et envejsspejl. Han skærer grimasser, mens en læge tager hans puls og smager på hans morgenurin.

Med et uhøjtideligt smil i mundvigen virker Jeanne altid hævet over hoffets indstuderede høflighed, mens hun som kongens ikke-adelige elskerinde forfølges af le scandale, af rynkede næser og bornert fordømmelse fra især kongens døtre.

På overfladen er Jeanne du Barry således en opløftende fortælling om en frisindet kvinde, der rusker op i hoffets stive puds ved at spankulere rundt i mandetøj og lege fangeleg på paladsets bonede gulve.

Den spiller sig ind i en kærkommen trend for at fokusere på europæisk histories store kvindefortællinger. Som Sofia Coppolas Marie Antoinette, Marie Kreutzers Corsage og Charlotte Sielings Margrete den Første.

Men går man bare et spadestik dybere, er budskabet nærmest anti-feministisk.

Jeanne er aldrig en aktiv hovedperson, men en føjelig kastebold for magtfulde mænds libido. Ligesom der er en meget utidssvarende ønsketænkning over måden, filmen hylder hendes sociale opstigning på.

Mænd finder hende nærmest overnaturligt uimodståelig, uden at filmen gør det helt klart hvorfor, mens hoffets kvinder fnidrer og sladrer og lægger rænker af smålig skinsyge.

Kongens døtre, Jeannes værste fjender, er grimme i både sjæl og krop. De smasker højlydt og kommer med racistiske kommentarer, og skuespillerne er stylet for at fremhæve opstoppernæser og over- og underbid.

De er ”forførelsens modsætning”, som Jeanne hånligt og selvsmagende formulerer det. Det hele bidrager til det indtryk, at en kvindes værdi kan måles i hendes evne til at fastholde en mands interesse.

Det er måske for let at sige, at den polemiske instruktør Maïwenn, der både har skrevet filmen og spiller hovedrollen, ser sig selv i den historiske skikkelse, selv om der er paralleller til hendes eget liv.

Hun bragede selv ind i fransk film som ombejlet barnestjerne og fik som sekstenårig et barn og blev gift med den dobbelt så gamle instruktør Luc Besson.

De senere år har hun markeret sig som en af fransk films mange kritikere af #MeToo, og hun ankommer på Croisetten med en skandale i hælene efter at have spyttet en redaktør i hovedet – angiveligt fordi han har ladet kvinder komme frem med deres historier om Luc Bessons seksuelle overgreb.

Det er med andre ord ikke en uproblematisk crowdpleaser, der er valgt til at åbne ballet på Cannes-festivalen i år. Filmens kvalitet taget i betragtning kan man også få bange anelser over festivalleder Thierry Frémaux’ udtalelse om, at Jeanny du Barry er så god, at den kunne have været en del af hovedkonkurrencen.

Hvad håndværket angår, udmærker filmen sig kun ved sine flotte kostumer og enkelte bravurskud fra Versailles. Manuskriptet er skiftevis indforstået og uinteressant, og det får aldrig gjort personerne til andet end papirtynde karikaturer.

Midt gennem filmen spankulerer Johnny Depp, der siden sin skilsmisse fra Amber Heard og hendes anklager om hustruvold ikke har arbejdet andet end at lægge stemme til en søpapegøje i en fransk-spansk animationsserie.

Den skandaleombruste stjerne spiller kongerollen på rutinen med reserveret magtfuldkommenhed og tilpas meget glimt i øjet til at antyde mere under overfladen. Men sammenlignet med hans seneste ”comeback”-rolle i det oversete drama Minimata spiller han denne gang mest af alt sig selv.

Som en kransekagefigur på et frontalangreb mod feminismen.