Jeg ville først finde sandheden

Jon Bang Carlsen (f. 1950) er en auteur i den reneste betydning af begrebet. Han skriver, iscenesætter og instruerer sine film, undertiden filmer han dem endda også.

Alle filmene (og de tæller både dokumentarfilm, kunstfilm, hybridfilm og ganske almindelige spillefilm) bærer hans helt særlige kunstneriske kendetegn. Han er i bogstaveligste forstand en enestående dansk filminstruktør, hvis værk tæller mere end 40 film siden debuten i 1973.

Og så har han brugt betegnelsen ”iscenesat dokumentarisme” flere årtier før, det kom på mode. 

Hans formulering af ideen om den iscenesatte dokumentarisme, som besidder en følelsesmæssig eller ”poetisk sandhed”, går helt tilbage til hans gennembrud, det biografiske mesterværk Jenny fra 1977 (om en pensionist ved Vesterhavet).

Carlsens film har gennem årene foregrebet den diskussion om fiktion og fakta, som i disse år bølger ganske højt i både medier og filmkredse. Instruktøren har altid iscenesat virkeligheden nøje for at få mest sandhed og ægthed frem i billederne. 

Lars Movins 560 siders mursten Jeg ville først finde sandheden (det er et citat fra en af Carlsens film) har undertitlen Rejser med Jon Bang Carlsen, og Movin har sammen med filmmanden rejst rundt til de steder og landskaber, som mest har formet Carlsens film, karriere og liv i det hele taget: USA, Irland, Sydafrika og Vestjylland.

Det er blevet til en bog, der kommer omkring hele Jon Bang Carlsens omfattende filmiske værk og biografiske historie.

Hans liv og karriere har formet sig som en konstant søgen, både æstetisk og eksistentielt. Lars Movin – der er fast bidragyder til Ekko – er god til at få folk til at tale, og ligesom i hans fantastiske Torben Ulrich-bog Udspil (2003) har forfatteren her igen fat i en hovedperson, som er en sand guldgrube af sjove anekdoter og originale ideer – og som faktisk har en god hukommelse og et klart sprog for sine refleksioner.

Jon Bang Carlsens personlige historie indebærer skiftende sociale vilkår i barndommen og et massivt faderligt afsavn, der har dannet baggrund for den længsel og identitetsjagt, som er den røde tråd i næsten hele hans filmiske værk, som også inkluderer flere spillefilm.

Titler som En rig mand (1979), Før gæsterne kommer (1984), Fugl Fønix (1984), Ofelia kommer til byen (1985), Baby Doll (1988), Carmen og Babyface (1995), It’s Now or Never (1996), Addicted to Soltitude (1999) og Purity Beats Everything (2007) får næppe klokkerne til at ringe hos det brede mainstreampublikum.

Men alle, som har set Jon Bang Carlsens film – enten ved at opsøge dem selv eller falde over dem på tv – har stensikkert fået noget at tænke over. Dele af bogen har før været offentliggjort som reportager i dagbladet Information, og Carlsens arbejdsmetode bliver beskrevet så grundigt og så mange gange, at der opstår en smule redundans undervejs på de mange sider.

I bogen giver Bang Carlsen talrige eksempler på, hvordan det private er arbejdet ind i det offentlige (filmene) uden firkantede psykoanalyser eller anmassende gøren-sig-til. Værket bliver således en forsat og formentlig aldrig afsluttet personlig rejse rundt kunstnerens eget sind – et sind, der jo består af de samme grundfølelser som alle andres og derfor danner basis for et værk, som er både bredere og mere tilgængeligt, end mange måske tror.

Som Jon Bang Carlsen siger i bogen om forholdet mellem traditionelle fiktionsfilm og så det, han selv laver:

”Jeg elsker den gode historie, men det har aldrig været min mission at fortælle historier på den måde. For mig har det først og fremmest handlet om at tegne et portræt af en psykisk tilstand – og at gå ind i en situation, der var genkendelig, både for mig selv om publikum, og så nærme sig den på en ny måde. At beskrive den på en måde, der slog hul i det sædvanlige filmsprog, så man forhåbentlig kunne se det genkendelige i en anden og måske også større sammenhæng.”