John Carpenter live i DR Koncerthuset

Bifaldet tordner og publikum springer op fra Koncerthuset fløjlsklædte sæder, da John Carpenter træder ind på scenen.

Han er en levende legende. Instruktør af ikoniske slasher-horrorfilm og uhyggelig sci-fi fra særligt 70’erne og 80’erne (Maskernes nat, The Thing, Tågen, Flugtaktion New York, Sidste nat på Station 13), og nu er han i en alder af 68 år på verdensomspændende koncertturne med sit andet album.

Lost Themes udkom sidste år og er i år blevet fulgt op af Lost Themes II. De er begge velkomponerede, vellydende og medrivende. Musikkens univers driver af synthesizere og lyder som noget, der kunne være lavet for 30-40 år siden.

Men det er ikke på grund af dem, folk er valfartet til koncerten. Det er på grund af Carpenters filmtemaer.

I mange tilfælde har han selv skrevet musikken til sine film, og han har utroligt godt flair for de simple, fængende melodier og lækker harmonik, der næsten altid gemmer på overraskende akkordskift.

I koncerten klædte det dem godt med et skud rock, men ellers afveg de ikke betydeligt fra originalerne. Heldigvis.

Det største bifald brager løs, da det intense, pulserende tema fra gysermesterværket Maskernes nat rinder ud.

Det fungerer glimrende live – især fordi John Carpenter har været kløgtig nok til at medbringe en storskærm, der viser højdepunkterne fra hans film, mens dets respektive tema bliver spillet. Så førnævnte tema ledsages af en ung Jamie Lee Curtis, der jagtes af den velkendte, maskeklædte massemorder Michael Myers.

Fokus ryger ofte op på lærredet, hvor alle Carpenters klammeste monstre og syrede effekter er linet op efter hinanden. Det er fascinerende og vidner om en legesyg hjerne.

Lidt spas er der dog hos bandet, da temaet til They live skal spilles. I den satiriske gyserfilm finder hovedpersonen nogle solbriller. Når man tager dem på, bliver verdenen sort-hvid, og man kan pludselig se, at ikke alle mennesker er, hvad de giver sig ud for: Nogle af dem er aliens, og de leder en forbrugerstyret verden.

Og bandet tager selvfølgelig solbriller på, da de er stemt i med temaet.

Det er dog tydeligt, at det kun er den ældre instruktørs tredje koncert nogensinde.

Han er tydeligvis ikke vant til at stå på en scene. I sit sorte tøj står han centreret foran et par små keyboards og tygger energisk tyggegummi under hele koncerten. Han virker ikke i sit rette element. Han følger intenst med i, hvad der må være en slags manuskript på et nodestativ. Og når han siger noget til publikum, virker det også en kende indstuderet.

”Hello. Good evening. What’s up? I’m John Carpenter,” siger han, så det lyder som klodset dialog til en læsesession.

Så står han ellers ofte med to fingre, som et legesygt begynderklaverbarn, og spiller lette passager en tangent ad gangen. Manden er ikke musiker, men det er egentlig vidunderligt, at han trods det er en fortræffelig komponist.

Til gengæld er hans søn Cody Carpenter en dygtig tangentspiller. Han fungerer som kapelmester for det seks mand store band, og han er diskret og opmærksom. Også når far Carpenter ikke helt kan finde rytmen, hvilket sker et par gange. Men så får sønnike og trommeslageren rettet ind, så bandet følges ad.

Det er straks værre, at leadguitaristen spiller forkert flere gange. Heldigvis har han kun få temaer – det er trods alt synthesizerdreven retromusik – men der forsvinder toner, og de mange pedaler foran ham gør ikke det store i lydbilledet.

Endelig fylder rytmesektionen ret meget i lydniveauet, i hvert fald på første balkon. Det giver en god energi til temaerne, at de spilles med så meget pondus, men især trommerne er meget stadionagtige, hvilket ikke passer til musikkens udtryk.

I sættet er der en lille overvægt af filmtemaer, og bandet spiller også temaet fra The Thing, som maestroen Ennio Morricone har lavet.

Det bliver aldrig langtrukkent. Faktisk kunne man godt have ønsket sig at høre de geniale temaer fra Flugtaktion New York, Tågen og Maskernes nat én gang til.