John McEnroe: In the Realm of Perfection

Paris 1984.

Håret er højt, tøjet sidder stramt. Det røde grus ligger som en rød løber under de hvide sneaks på de to spillere, der med hver deres træketsjer tryllebinder publikum.

Scenen er sat på fransk tennis’ højborg: det nationale tennisstadion Roland Garros. Herresinglefinalen i årets French Open-turnering er et opgør mellem det tjekkoslovakiske tårn, Ivan Lendl, og verdens nummer 1, det amerikanske unikum og hele tennissportens homme fatale: John McEnroe.

Men inden filmen når så langt, må vi tilbage til udgangspunktet: Hvad er tennis? Og hvad er filmkunst?

Denne fascinerende sportsdokumentar af franskmanden Julien Faraut følger devisen om, at ”filmkunst lyver, sport gør ikke”. Filmen tegner et forbilledligt portræt af den karismatiske amerikanske tennisspiller John McEnroe i den ultimative hovedrolle – som sig selv!

Fotografen Gil de Kermadec fulgte i 70´erne og 80´erne tidens største tennisstjerner på grusbanerne i Paris. Hans fascination af tennis og særligt Monsieur McEnroes måde at agere på inde på banen blev nærmest et menneskestudie i bevægelsesmønstre.

Kermadec lod helt isoleret det gamle Arriflex High Speed-kamera følge amerikaneren i kamp under French Open. Hvert skridt, hvert hop, hvert stop i det støvede, røde grus maler et billede af en kunstner med en ketsjer.

Og mens man følger hvert loop og stop, hvert eneste provokerende vink med hånden og den iltre atlets evindelige brokkerier over urimelige fejlkendelser, står det med ét klart, at Kermadecs optagelser i Julien Farauts nye redigering ikke bare fortæller om en mand i sit rette element, en mand, der med sin indlevelse i sporten gør sig selv til en kunstner. De viser også en mand i kamp med sig selv.

Det er intenst, det er galt og genialt, nøjagtigt som McEnroe selv er det.

John McEnroe: In the Realm of Perfection fremelsker manden, hvis talent og personlighed førte ham til toppen af verdensranglisten og gjorde ham til en pain in the ass for sine nærmeste omgivelser.

Brokkerøven McEnroe er i sandhed et studie værd. Han er i al sin banalitet et dragende menneske, og som tilskuere til denne personages til tider ubehøvlede opførsel kan man ikke andet end at holde af ”McBrok”, når han tilsviner linje- og overdommere, mens der langes ud efter lydmandens intimiderende gigantmikrofon, som kræves slukket under kampen.

Portrættet formår ligefrem at skabe forståelse for John McEnroes græseoverskridende opførsel som en spillende kunstner, der på banen befinder sig et sted i sig selv, hvor ingen andre end ham selv må være for at kunne være den, han er.

Derfor elsker man ham.

Og Farauts close-up af den amerikanske hystade rammer hovedet på sømmet, når John McEnroe i filmen stiller sig ved siden af en full-size-papfigur af sig selv, mens skuespilleren Mathieu Amalrics suveræne stemme på forførende fransk fortæller, at ”et menneskes opfattelse af, hvem han er, ofte er en anden opfattelse, end den verdenen har af én”.

Filmen viser på smukkeste vis menneskets banale måde at være genial på gennem atletens eget unikke udtryk i sportens betagende bevægelighed.

Julien Faraut har nok benyttet sig flittigt af Gil de Kermadecs 35 år gamle materiale, men han har til gengæld også sammensat et dokumentarisk værk, der både er en ophøjet, fransk kunstfilm og et nede på jorden-portræt af en af tennishistoriens allerstørste personligheder.

Faraut lader med fransk finesse publikum sidde tilbage med et ekko af filmmagi og sportslig historiefortælling i verdensklasse.