”Jeg hader den her forpulede film,” siger en byldebefængt kvinde med glasklare øjne i sofaen foran sit tv, hvor en pik bliver stukket med et uidentificerbart objekt.
”Æd røv, nigger, det her er kunst,” svarer en af de to lodne skabninger, der sidder ved siden af hende i sofaen og har en skærm i stedet for et ansigt.
”Det er lort. Kunst er lort,” konstaterer kvinden, inden hun går på toilettet. På vejen derud får hun smidt bogstavelig lort efter sig af de to mærkværdige sofakartofler.
Og det her er en af de mere meningsfulde scener i den udsyrede Kuso, der fik premiere på Sundance-festivalen i år og modtog meget blandede anmeldelser. Nu kan ses på Cph Pix.
Handling er der ikke meget af i filmen, som er opdelt i fire dele med forskellige karakterer. Der har været et jordskælv i Los Angeles, lærer vi takket være en nyhedsudsendelse i tv’et, som binder de forskellige historier sammen.
Men om naturkatastrofen også er skyld i den førnævnte kvindes overjordiske bonkammerater, står hen i det uvisse. ”Måske er det jordskælvet. Det kunne også være andre ting,” siger hun selv.
Filmens verden er i hvert fald et decideret ulækkert sted fyldt med dryp og splat, sovs og klat.
I en tidlig scene dyrker to uforklarligt byldebefængte mennesker bizar sex. Hun kvæler ham, mens han onanerer, og efterfølgende spytter de lystigt rundt i hans happy juice.
Sekreter, pus og alskens kropsvæsker sejler lystigt rundt og kæmper om give selv de mavestærke kvalme.
”Verdens klammeste film,” blev Kuso kaldt ved verdenspremieren. Det er et mærkat, ikke så få filmiske eksperimenter har fået klistret på sig i tidens løb. Anmeldere elsker at udpege den næste opkastfremkaldende udfordring for publikum, og distributører får et slagkraftigt salgsargument til de vovelystne.
Selv så jeg filmen under en frokost bestående af hønsesalat på ristet rugbrød, så enten har utallige sejlture på Østersøen gjort mig sejlivet, eller også er der endnu engang blevet overdrevet: Filmfans af i dag har altså set mange syge ting.
Til gengæld er det skægt nok, når en lørdagskyllings vandfødsel giver en ung mand erektion i et halvt sekund og en abort bliver udført, mens en mand siger ”fatality”som i spillet Mortal Kombat.
De mange transgressioner er skabt af debutinstruktøren Steven Ellison, bedre kendt som den elektroniske hiphop-musiker Flying Lotus. Han har skrevet filmen med David Firth, der slog igennem på internettet med en række mystiske og foruroligende animationsvideoer som Salad Fingers, Milkman og – i den sjovere ende – Burnt Face Man, som kan anbefales.
De to har tidligere samarbejdet om en musikvideo, og deres fælles første spillefilm havde også gjort sig bedre i et kortere format. Den er så ivrig efter at vise alt muligt grænseoverskridende, at den i længden bliver meget trættende og forudsigelig.
Kuso er en sort komedie, der velsagtens er tænkt som en satire over en verden i opbrud, for ikke at sige forfald.
Ved premieren på Sundance blev denaf nogle kritikere set som en af de første kommentarer til den nye præsident Trump.
Måske er kritikken faktisk af medierne, der serverer ufordøjet lort til intetanende mennesker? Måske er afføringen en miljøkommentar til, hvordan vi er i gang med at forvandle vores verden til en losseplads?
Alle tolkninger synes lige gode, og det leder tankerne hen på Torben Grodals fremragende essay om, at kunstfilm ikke nødvendigvis er så kloge, som de gerne vil være.
Selvfølgelig skal kunst være andet og mere end smukke skagensmalerier og letfordøjelig knækprosa.
Filmkunsten skal udfordres af eksperimenter, men når den hverken indbyder til fortolkning eller giver en sanseoplevelse, får man lyst til at erklære sig enig med den lodne skabning i, at kunst er lort.
Kommentarer