Allerede fra åbningsbilledet er vi i et fremmed og foruroligende landskab.
Flade bakker i horisonten, et tæt, ensartet skydække, en gold og livløs verden. Gråt i gråt. Og i forgrunden, ligesom svævende over sceneriet, en betonkonstruktion, en grå monolit, der langsomt vokser i billedrammen, og som, hjulpet på vej af den anelsesfyldte musik, synes at komme til live – ikke ulig den sorte stele i Kubricks Rumrejsen år 2001.
Science fiction-associationen får snart yderligere næring.
”Listen patiently!” siger kvindestemmen på lydsporet. Og der er noget ved stemmens insisterende tonefald, som sammen med de adstadigt fremrullende billeders tyste, postapokalyptiske alvor får os til at lytte.
Det er en stemme, der vil os noget. En stemme fra fremtiden. Nærmere bestemt fra to tusind millioner år ude i fremtiden – tæt på slutpunktet for menneskehedens historie. Og stemmen appellerer til os.
De sidste mennesker – som, antydes det, er så forskellige fra os, at det er hinsides forestillingsevnen – har noget at fortælle os. De kan hjælpe os, men har også brug for vores hjælp.
Det er ikke blot i kraft af denne voice over-fortælling, at Last and First Men synes at ankomme til os fra et ukendt sted.
Filmen er også helt bogstaveligt en meddelelse fra den anden side af døden. Ophavsmanden er den islandskfødte komponist Jóhann Jóhannsson, som i en periode boede i København og derfra flyttede til Berlin, hvor han i 2018 døde ganske uventet, blot 48 år gammel.
På det tidspunkt var han et godt stykke inde i produktionen af sin første film, baseret på en obskur science fiction-roman fra 1930 af den engelske forfatter Olaf Stapledon. Og det er filmens fotograf, nordmanden Sturla Brandth Grøvlen, som nu har fuldendt Jóhannssons essayistiske og monomant egenartede meditation over menneskehedens historie.
En historie, der i et kosmisk perspektiv er så ubetydelig som et fingerknips i uendeligheden.
Formmæssigt er Last and First Men lige så strengt minimalistisk, som dens implikationer er svimlende.
Billedsiden fortsætter hele vejen igennem med at udforske det monokrome, sterile landskab fra åbningsbilledet (angiveligt optaget omkring kommunistiske monumenter i Balkans bjerge, opført på bestilling af Jugoslaviens præsident, Tito).
Og på lydsporet høres Tilda Swintons fortællerstemme i kombination med Jóhannssons mørkt dragende musik. Det er et elegisk ocean af følelser, man kan lade sjælen svømme væk i, mens de rationelle centre i hjernen forsøger at finde fodfæste rundt om fortællingens sugende ormehuller af forskydninger i tid og rum.
Netop i disse dage har filmens opremsning af de forskellige fænomener, som hen over æonerne har truet menneskehedens eksistens – fra klimaforandringer over Solens kollision med et himmellegeme fra anden galakse til fremkomsten af en særligt ondartet mikrobe – naturligvis resonans i den aktuelle undtagelsestilstand.
Men at vurdere Jóhannssons vision ud fra et aktualitetskriterium ville svare til at læse Proust for at få opskriften på madeleinekager.
Nærmest alt ved Last and First Men udfordrer os.
Dens tankegods synes på en gang at komme fra fortiden og fremtiden, fra det ydre rum og fra de dybeste lag af menneskehedens kollektive bevidsthed. Og lige så fascinerende filmens hypnotiske flow af forunderlige auditive og visuelle elementer er, lige så langt fra de kendte genrekategorier synes den at befinde sig.
Forestiller man sig en konstruktion, hvor Werner Herzogs mest syrede fantasier møder Ingvar Cronhammars centnertunge, skulpturelle formsprog, som igen møder William S. Burroughs’ rumaldermytologi, er man måske på sporet. Men dybest set ligner Jóhannssons svanesang ikke umiddelbart noget andet filmisk værk.
At se filmen er som at drømme med åbne øjne.
Dens visioner balancerer mellem skræmmende klarsyn og fabulerende fantasier hinsides vores almindelige fatteevne. Og det nytter ikke at lukke øjnene. Det sted, filmen taler fra, findes allerede dybt inde i os selv.
Kommentarer