Hvilket aftryk efterlader vi på omverdenen?
Det spørgsmål har filmkunsten fået øjnene mere og mere op for, efterhånden som det står stadig klarere, at menneskeheden med sin grådige udbytning af Jorden har gjort uoprettelig skade.
Temaet løber som en understrøm gennem Debra Graniks Leave No Trace. Filmen handler om en far og datter, der lever uden for det etablerede samfund i det nordlige USA’s regntunge skove.
Men det roligt medrivende drama forlader hurtigt det økologiske perspektiv om at leve i pagt med naturen til fordel for en opfindsom ungdomsfortælling om at finde sine rødder i en verden, hvor man per definition er en outsider. Hvordan får man sat sit aftryk, når ens nærmeste prøver at beskytte én fra den barske verden?
Den attenårige newzealænder Thomasin McKenzie er et fund i rollen som den trettenårige pige Tom, der bor med sin far ude i naturen. Her går tiden med at gemme sig for skovarbejdere og -løbere, som helst ikke skal opdage deres ulovlige bosættelse.
McKenzie er trods sin unge alder helt naturlig, når hun er skiftevis sårbar og stærk, usikker og bestemt. Hun forcerer aldrig de stille scener, hvor hun skal forholde sig til en ældre autoritetsfigur, der ikke er direkte skræmmende, men i hvert fald urovækkende uforudsigelig.
Filmen finder adskillige hårdtslående øjeblikke i det helt små, når Tom kigger på sin far, der med ansigtet begravet i håndfladerne kæmper for at få sit eget og datterens liv til at hænge sammen.
Det bliver svært for ham, da myndighederne med en hundepatrulje opdager deres gemmested. De to eremitter tvinges til at blive en del af samfundet. Det er Tom langt mere interesseret i end sin far, som med panikken godt skjult i øjenhulerne hele tiden leder efter den nærmeste udvej.
Debra Granik slog igennem med et lavmælt indie-brag i 2010, da hun stod bag Jennifer Lawrences gennembrud i Winter’s Bone, der ligeledes skildrer livet langt fra storbyens neonlys.
Der er altså ikke meget Hollywood over instruktøren, som ventede eller måtte vente hele otte år, før hun igen var klar med en lille perle af en film. I mellemtiden kom Captain Fantastic, der på overfladen fortæller en lignende historie, men som også er væsensforskellig.
I Captain Fantastic kommunikerer Viggo Mortensens sympatiske farfigur med sine hærdede skovbørn ved hjælp af venstrefløjsfilosoffen Noam Chomsky. Den slags vokabular besidder Ben Fosters ptsd-ramte krigsveteran Will i Leave No Trace ikke.
Han kommunikerer med sin datter gennem ganske få ord samt en hilsen bestående af klik-lyde med munden, der ikke er nær så mærkeligt, som det lyder. Man fornemmer det nære forhold mellem far og datter i de indforståede interaktioner, som er lige præcis den form for forståelse, der er mellem familie eller nære venner.
At Debra Granik er en stor humanist viser sig i hendes portræt af Will, der faktisk er det nærmeste, filmen kommer en skurk.
Hans psykiske lidelse har gjort det umuligt for ham at fungere i et ”civiliseret” samfund, der kaster sine krigsveteraner ud i underlige mentalundersøgelser og behandler dem med pilledosering. Derfor trækker han sin datter med ind i sin isolerede verden, selv om det åbenlyst ikke er det bedste for hende.
Man forstår impulsen til alligevel at gøre det, fordi menneskeligheden lyser ud af Fosters knækkede kriger.
De andre mennesker, som far og datter møder på deres vej, er helt almindelige amerikanere, der egentlig bare vil deres nærmeste det bedste. Både socialarbejderen og lastbilschaufføren er bekymret for Toms ve og vel.
Nogle mennesker har svært ved at tilpasse sig verden og er nødt til at gå en anden vej. Men alle skal have en chance, og det budskab serveres smukt i en opløftende slutning, der ligesom resten af filmen skaber store følelser med små armbevægelser.
Kommentarer