Måske er de ved at blive lidt glemt, dette farverige pionér- og millionærpar i dansk film og restaurationsliv (Falsled Kro, Kong Hans). Fornyere ikke mindst i deres madproduktion: vagtelopdræt, rygeost, kartoffelavl, icebergsalat, Limfjordsøsters og chokolade (Summerbird). Alt præget af udsøgt kvalitetssans. Men deres primære arv, firmanavnet Løgismose, kendes vel af mange som et kvalitetsstempel.
Sven og Lene Grønlykke brød reglerne med en solid kapital i ryggen. Det lå i deres musiske gemyt at gøre alt con amore. De mange idéer blev forfulgt med en stædighed og dygtighed, der som oftest fik datidens træge autoriteter til at bøje sig.
De døde begge i 1990’erne, men efterlod sig seks børn, der alle bringer stafetten videre. Datteren Maria er forfatter med forkærlighed for fynske folkelivsskildringerne, og hendes bog om forældrene er ingen egentlig biografi, men en kærlig, uformel familieskildring fuld af sidespring og holdt i det bramfrie tonefald, som forældrene sikkert ville have følt sig bedst tilpas ved.
Det er især forældreparrets indsats på det kulinariske område, Maria Grønlykke omtaler kyndigt, for her var Grønlykkerne måske de mest oplagte foregangsskikkelser i deres insisteren på råvarekvalitet. Det gælder især i de madsmæssigt ret formørkede 1960’ere og 70’ere, inden det store gastronomiske boom.
Hvad film angår, har Maria Grønlykke ikke helt den samme ekspertise, men selvfølgelig får vi kapitlerne om Grønlykkernes i datiden sensationelle køb af ASA-studiet i 1964, deres flippede (og dyre!) instruktørdebut med den surrealistiske børnefilm Thomas er fredløs (1966) og deres genistreg, den lyriske folkekomedie Balladen om Carl-Henning (1969), der gav dem et gennembrud, de kunne have levet længe på i dansk film – hvilket slet ikke interesserede dem. De havde så mange andre nye opdagelser og oplevelser at dele ud af.
Havde filmklimaet i 1960’erne været til det, kunne ASA i de år, Sven Grønlykke ejede det (1964-1972), have fået en betydning for dansk film, der kunne minde om Zentropas og Nimbus’ storhedstid over 30 år senere.
Men tiden var ikke moden, det offentlige støttesystem endnu i sin vorden, Den Danske Filmskoleførst ved at komme i gang i 1966. Og Grønlykke, der ellers synes at have været både heldig og dygtig i valget af samarbejdspartnere, trak en nitte, da han betroede instruktør-producenten Bent Christensen posten som leder af studiet og produktionen.
Først da Bent Christensen efter fire-fem år var ude af billedet, trådte ASA i karakter med Grønlykkernes egen Carl-Henning-film, Jens Ravns Manden, der tænkte ting (1969), Jesper Høms Smil Emil (1969) og Henrik Stangerups Giv Gud en chance om søndagen (1970). Men kunstneriske og kommercielle fiaskoer som Kirsten Stenbæks Den gale dansker (1969), Lise Roos’ Hej Stine (1970), Thomas Windings Revolutionen i vandkanten (1971) og Thomas Kraghs Desertøren (1971) trak i den gale retning.
I 1971 måtte Sven Grønlykke afskedige fem af studiets tolv fastansatte, og året efter solgte han det til staten for et beløb opgivet til 4,6 millioner. Men som indflydelsesrigt bestyrelsemedlem i det nye Filminstitut 1972-75 var Grønlykke stærkt medvirkende til at cementere konsulentordningen. Han gik ind for en meget høj grad af selvstændigt råderum og uafhængighed for konsulenterne plus øgede statslige bevillinger.
Logisk nok trak han sig ud, da Jens Jørgen Thorsens konsulentstøttede Jesus-film-projekt blev nægtet støtte – og vendte først tilbage til dansk film med den inspirerede, bruntintede folkelivsskildring af de jyske jernbanebørster fra 1900-tallets begyndelse, Thorvald og Linda (1982).
Igen en fornyelse. Sven og Lene Grønlykke var overskudsmennesker, der gjorde verden større og sjovere. Godt, at deres datter så uhøjtideligt minder os om det. Men biografien om dem har vi endnu til gode.
facebook
twitter
Kommentarer