Den nyligt afdøde amerikanske forfatter Paul Auster havde et særligt forhold til notesbogen. Den røde notesbog indgår i en af hans fortællinger.
Hans forhold er med hans egne ord knyttet til en traumatisk oplevelse, da han var otte år og ikke kunne få en autograf af sin yndlingsbaseballspiller, fordi han manglede pen og papir. Oplevelsen gjorde ham til forfatteren, som altid nedfælder signifikante indtryk. Dem James Joyce katolsk kaldte for epifanier og filosoffen Walter Benjamin profane illuminationer.
En slags spontan oplevelse af en inderlig indsigt. Inspirerende ubeskrivelig, kortfattet, henkastet og kontant som linjer i bevægelse, skrevet ned i farten.
Titlen på forfatteren og instruktøren Jørgen Leths egen samling af udvalgte noter i en ualmindeligt lækker udgivelse er såre sigende: Linjer der bevæger sig.
Det er stumper af kort kundskab, som samlet accentuerer at bryde grænser mellem sit eget jeg og sin egen skrift. Ane noget andet på den anden side af virkeligheden, end det blotte øje anskuer i.
Især øjemennesker er begunstiget i glimt at tolke dybde i det tilsyneladende banale. Ikke autenticitet, den tror hverken Leth eller Auster umiddelbart på. Dybt overfladisk, hedder dette postmoderne paradoks om både skrift og film.
Linjer der bevæger sig handler blandt andet om filmiske åndsfælder, fremfor alt hans yngre kollega Lars von Triers film. Han kalder dennes Nymphomaniac for en nervøs ”pornofilm”. ”Genialt at se tortur og lidelse gennem trivialitetens optik som arbejdsrutiner, nøgternhed og professionalisme …” lyder Leths fine, minimalistiske fortolkning.
Ellers er det mest hans egne film, han strejfer visionært undervejs i sine noter. Både dem om det perfekte menneske og det erotiske. Og selvfølgelig om cykelsporten, hvor han gerne vil være denne sportsgrens Hemingway.
Det er hele tiden med et genialsk glimt i øjet. Ikke alle glimt er lige nødvendige, men de er smukt sat op på blanke sider.
For nogle gange er Jørgen Leth blank.
At skrive ned er at fastholde erindringen og huske på. For som han selv skriver, er der et ord, man ikke glemmer: Glemsomhed. En af de længste og inderligste noter handler om angst som drug, narkotika, givende, men giftig.
Andre nedskrivninger kredser om hans familie og rolle som far, ægtemand, bror. Bevægende indrømmelser i kortform.
Jørgen Leth har jo aldrig været for fastholdere. Men han forsøger med sine observationer skrevet ned på variationer af notespapir at holde fast på den blanke overflade eller det linjerede papir.
Fra hans første og største kærlighed, Lise, til eksotiske og erotiske oplevelser fjernt fra Danmark. I Sydamerika og fremfor alt Haiti. Personlige stemninger fastholdt på tværs af deres flygtighed, den påtrængende grundstemning hos poeten Leth.
Poetisk mere end narrativt har altid gennemgående været hans kreative energi, hvor kunst er kunstig iscenesættelse. Noteformen er på en måde essensen af hans filmkunst, tænk bare på 66 scener fra Amerika. I bogen får vi også glimt af hans filmiske digterportrætter, såsom den fremragende Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter.
Som sagt ikke alt det nedskrevne er lige prægnant, vigtigt og væsentligt, men altid interessant og stemningsfuldt. Bogen er desuden en form for rundtur i forfatterens værksted, hans workshop og skrivebordsskuffe, hvorfra han henter inspiration, når han skal skrive eller skabe film.
Og kan man ikke tyde hans kragetæer, som markerer sig både på dansk og engelsk, er de transskriberede bagest i bogen.
Alene med design, opsætning og indbinding har forlaget Book Lab kreeret et delikat kunstværk i sig selv. Indbundet i blåt med noterne sat nysseligt op som kunstneriske miniaturer.
Linjer der bevæger sig er alt andet end en kaffebordsbog. Den er snarere til natbordet, så man før søvnen kan indtage en Leth anretning af stor indsigt.
Kommentarer