Lost Themes

Fortabt i en dystopisk fremtidsmetropol og jagtet af noget ukendt.

Det er, hvad denne anmelder oplever ved tonerne fra første nummer, Vortex, på den 67-årige instruktør John Carpenters debutalbum Lost Themes. Albummet er ekstremt filmisk, overraskende medrivende og voldsomt motiverende for fantasien.

Det er dog ikke nogen overraskelse, at manden er en fuldent komponist, for det har han bevist tidligere med musikken til egne film som Sidste nat på station 13, Flugtaktion New York og Maskernes nat.

Navnlig temaet til Maskernes nat er nærmest blevet en fast reference inden for slasher-genren. Det optræder også lystigt i alt fra The Simpsons-afsnit til coverversioner fra diverse bands, hvilket i den grad understreger, at manden virkelig er musikalsk begavet.

Som ledsager til John Carpenters film har musikken dog aldrig skullet stå alene, men er gået i symbiose med hans uhyggelige og spændende værker. Og det er netop en af grundene til, at John Carpenter har haft lyst til at lave musik, der kan stå alene.

Han har fortalt, at han har villet lave musik, der var mere fuldendt og rigere i lyden. Det eneste udgangspunkt var, at albummet skulle være stemningsfyldt.

Albummet er lavet sammen med instruktørens søn Cody Carpenter, der er musiker i bandet Lydium, og Daniel Davies, som har lavet musik til filmen I, Frankenstein (2014).

De tre musikalske åndsfæller begyndte at lave musikken helt fra bunden, da de gik i studiet for at indspille. Albummets titel Lost Themes hentyder altså ikke til en masse støvede melodistumper, der har ligget i en skuffe i årevis, men derimod mere til fortabte ledemotiver, der er faret vild i en filmløs skov.

Den udelukkende instrumentale musik på albummet er dog ekstremt billedskabende, og når man lytter, er det en fordel at lukke øjnene, så man bedre kan afspille scener fra en forestillet film på ens indre biograflærred.

Der er både heltemusik, anti-heltemusik, medrivende chase-musik og knugende uhyggelig musik. Men overordnet er det simpelthen ekstremt fængende melodier, John Carpenter forstår at bikse sammen. Man kommer nemt til at nynne dem i supermarkedet eller inden sengetid – med risiko for voldsomme mareridt – hvis man er kommet til at lytte til albummet i løbet af dagen, hvilket der er stor risiko for. Er man i det humør, kan man endda opleve sig selv danse rundt i stuen som en fordærvet 70’er-zombie.

Lydmæssigt henføres man til John Carpenters storhedstid i 70’erne og 80’erne, for der er smæk på synthesizernes sprøde programmerede lyde, som med equalizer, ekko og vibrator vokser ud af pladespillerens anlæg. Der er saft og kraft i dem, som de akkompagneres af en twanget guitar og pulserende trommespil som på nummeret Domain, der godt kunne akkompagnere en intens sci-fi-film.

Mange af numrene er skåret over samme læst, hvor et tema gentages, men med små variationer hele tiden. Som i nummeret Mystery, hvis enkle klokkespilsagtige tema brydes op med dyb bassynth og ekstra lag på melodierne samt pludselige melodiske skift.

Musikken bliver aldrig kedelig eller ensformig, fordi det simple parres med overraskende, men ikke ulogiske melodiskift.

Det mest fornemme eksempel og bedste nummer på pladen er Obsidian, der som en labyrint udvider og indsnævrer sig. Med sine otte minutter og diskrete, knitrende detaljer er det en langspiller, der vil lyde lige så modstridende retro-frisk om tyve år.

Albummet er nok ikke for den gængse musiklytter, men overraskende mange vil sikkert finde stor tilfredsstillelse i et album, der forudsætter, at man lytter til musikken – ingen lam baggrundsstøj her – og opdigter en konstant strøm af film på nethinden.