Lost Warrior

Omringet af støvet sand og sønderbombede bygninger finder den unge Mohammed alligevel styrke til at komme gennem dagene.

”Du bliver nødt til at kæmpe for det, du tror på,” siger han og stråler af håb og naivitet under ellers håbløse omstændigheder i Somalias intethed.

Makkerparret Nasib Farah og Søren Steen Jespersen satte i 2014 med dokumentaren Krigerne fra nord fokus på dansk-somaliere, som hverves af den somaliske terrorbevægelse Al-Shabaab. Med Lost Warrior vender de igen blikket mod det hærgede, somaliske land og den knibe, som den militante gruppe Al-Shabaab kan skabe for vestlige borgere.

Vi følger den 23-årige Mohammed, konen Fathi og deres etårige søn Yassir. Familien er splittet på hvert sit kontinent og har intet større ønske end at blive genforenet.

Efter en hård barndom, hvor Mohammed voksede op i England uden sine forældre, kommer han i forkert selskab og ender med en toårig fængselsdom.

Ved frigivelsen bliver han udvist fra England og sendt tilbage til Somalia. Under tiden i fængslet bliver Mohammed stærkt religiøs, og i forsøget på at finde en tilværelse i Somalia tilslutter han sig den militante, islamistiske gruppering Al-Shabaab.

Det går dog hurtigt op for ham, at Al-Shabaab har mange uskyldige liv på samvittigheden.

”Jeg er ikke terrorist. Jeg er ikke en selvmordbomber. Jeg indså, at jeg var et fjols. Jeg indså, at jeg var blevet snydt. Jeg indså, at jeg havde begået en fejl,” siger han og stirrer i et sjældent øjeblik direkte ind i kameraet, så tilskueren gennem Mohammeds angrende blik kan fornemme oprigtigheden.

Mohammed deserterer.

Han gifter sig med engelsk-somaliske Fathi, som er på rejse i Somalia, og hun bliver gravid. Mohammed befinder sig nu i limbo. Imellem et England, som aldrig vil tage imod en hjemvendt terrorist, og et fremtidsløst Somalia med farer rundt om hvert et hjørne.

Lost Warrior er en interessant fortælling om sørgelige skæbner. Mohammed kom på afveje, og nu betaler han prisen. Vi ser ham kæmpe hårdt for ikke at give op, men samtidig bliver de umulige omstændigheder gradvist tydeligere.

Som da en menneskerettighedsadvokat fra London må overrække ham den triste besked, at han aldrig får engelsk statsborgerskab og ikke kan sætte benene på engelsk jord igen uden at blive retsforfulgt for terroraktivitet.

Alligevel er Mohammed målbevist, optimistisk, urealistisk og drømmende. En viljestyrke, han selv mener at have lært fra den vestlige mentalitet.

Det skildres eminent, da Mohammed sidder med sin ven på et hustag. De kigger ud over de for et øjeblik solskinsbelyste, idylliske bygninger i Mogadishu. Her taler de om familie. Om Mohammeds længsel efter at se sin søn vokse op. Men pludselig lyder høje smæld, og deres bygning er under beskydning. I Mogadishu – en af de farligste byer i verden – er skud og selvmordsbombere daglig kost.

For konen Fathi, som lever med sønnen i England, er det svært at holde hovedet højt. Kun gennem iPhone og Skype kommunikeres der. Og vi får et rørende indblik i hendes svære situation, hvor den unge piges drøm om skole og arbejde er udskiftet med huspligter, en kaotisk tilværelse og en opdatering fra Somalia, når et selvmordsangreb ses på tv-skærmen. Fathi er frustreret og fyldt med temperament, og vi fornemmer desperationen.

Der er så mange facetter og dilemmaer på spil for den lille familie, og den sindsoprivende historie kan være næsten umulig at sætte sig ind i som privilegeret borger født i den vestlige verdensdel.

Det er en historie om drømmen om Europa og et bedre liv. Men det er også en fortælling om en mand, som rent faktisk havde muligheden, men ikke ressourcerne. Han smed det hele på gulvet.

Filmen præsenterer et interessant dilemma.

Skal der være plads til tilgivelse, når mennesker, der har trådt forkert, ønsker en ny begyndelse? Hvad skal vestlige samfund gøre med de borgere, som er rejst ud i verden i krig, men nu vil vende tilbage igen?