Lowland Kids

Ordet ”klimaflygtninge” er sjældent forbundet med to mennesker som Howard og Juliette. Et ungt amerikansk søskendepar, der skyder med farvestrålende vandpistoler i baghaven, fræser rundt på en havetraktor under jubelbrøl og samler deres venner til en racertur i motorbåden. 

Ikke desto mindre bliver Howard og Juliette klimaflygtninge for øjnene af os danske Sandra Winthers debut i det lange format. Lowland Kids er en videreudvikling af hendes kortfilm fra 2019 med samme titel (se den under anmeldelsen!), og den er blandt andet produceret af danske Sigrid Dyekjær og Darren Aronofsky (Requiem for a Dream). 

Over seks år følger vi den svære tid, hvor de i mere end en forstand langsomt tvinges væk fra barndommens gade. Sammen med resten af samfundet på Isle de Jean Charles i olie- og gasstaten Louisiana udgør de USA’s første klimaflygtninge, som regeringen tilbyder at genbosætte. 

Da vi møder de to unge mennesker, har de allerede mistet deres forældre under tragiske omstændigheder. De bor med onklen Chris, som de sammen udgør ”den ubrydelige trekant” med, i et hus hævet over lavlandet på massive træpæle. De tilbageværende naboer udgør en slags udvidet familie. 

Omkring dem er vandet altid i syne. De sidste træer står majestætiske tilbage, mens de døende er ved bukke under for påvirkningen af det invaderende saltvand. Der er smukke lyserøde solopgange, massiv fuglekvidder i træerne og varme omfavnelser ved vandkanten. 

Det er idyl i al sin apokalyptiske pragt, som de to unge amerikanere er ved at blive drevet væk fra, og det giver associationer til Hushpuppy af Benh Zeitlin, som da også bliver takket i efterteksterne.

Skønheden er både filmens styrke og svaghed.

For hold op, hvor er det betagende for oven at se den lille, nødlidende landtange, som øen efterhånden bare er. Med de tyve tilbageværende huse, som var det kaptajnens kahyt på det synkende skib, og med naturens og instrumenternes musik, der glider ud og ind af hinanden i det flotte lydbillede. 

Det er også en elegant detalje, at olieplatformene nærmest som en parasit synes at blive en del af de truende vandmasser. 

Men det kan også føles en smule omklamrende og til tider manipulerende – særligt når kontrasten til det sted, de skal genbosættes, forstærkes. Den lille asfaltvej synes at fylde uforholdsmæssigt meget i billedet, og vejret er trist i det åndsforladte nybyggerkvarter. 

Ikke desto mindre er hovedpersonerne et decideret fund. Der er en skøn kemi mellem de to søskende, og det er fascinerende at følge et par unge mennesker over så lang tid og se deres drømme og forventninger ændre sig. 

Men én ting forbliver konstant. Deres kærlighed til det sted, de er vokset op. Selv om de har hele livet foran sig, er de næsten ikke til at slæbe ud af hjemmet, som synes mere og mere tabt. 

Det sætter mange ting i perspektiv i disse dage, når de klimafordrevne mennesker, vi kender fra medierne i Bangladesh, Pakistan og Filippinerne, for en stund skiftes ud med Howard og Juliette. 

Om mennesker ude i verden er drevet på flugt af krig, klimaforandringer eller forfølgelse, gælder det samme udgangspunkt. En længsel efter ens rødder. Og i Howard og Juliettes tilfælde nager tvivlen hele tiden, om det i virkeligheden er mere værd at blive boende på naturens nåde og bygge huset op, hver gang vandet slår det i stykker. 

Filmen holder sig behændigt fra at intellektualisere over den eksistentielle krise, hovedpersonerne befinder sig i. Og så meget desto større indtryk gør det, når den stilfærdige onkel Chris på et tidspunkt konstaterer, at han har det svært ved ordet ”flygtning”. Han vil hellere kalde sig ”fordreven”. 

Apokalypsen er smuk i Lowland Kids. Måske en kende for smuk, men ikke desto mindre rykker den pludselig ubehageligt tæt på.