Når fjollerierne tager overhånd i Monty Python’s Flying Circus, bryder Graham Chapman ind i rollen som militaristisk spielverderber og lukker ned for festlighederne med et propert: ”This is getting silly!”
Hvis han var dukket op hvert femte minut i Terry Gilliams længe ventede The Man Who Killed Don Quixote, havde det ikke været for meget. Drømmeprojektet er et selvoptaget, overblæst, overlangt, gennemfjollet og bedaget rod skabt af en instruktør, hvis bedste idéer ligger bag ham.
Men det er også en fantasifuldt spraglet og oprigtigt eventyrlig film, man kan se med et smil og et grin. Og man smiler ikke kun af overbærenhed med den ualmindeligt vedholdende instruktør, der gang på gang stødte panden mod filmmuren, men efter 25 år endelig fik realiseret sin vision.
Adam Driver har hovedrollen som reklamemanden Toby, en selvfed skørtejæger, der løber tør for idéer, mens han optager en Don Quixote-inspireret vodka-reklame i Spanien. Ved et tilfælde støder han på sin gamle studiefilm, hvor han castede en konfus skomager som vindmøllernes banemand.
Han opsøger den landsby, hvor han optog filmen, og støder på den gamle knark, der stadig lever i den faste overbevisning, at han vitterligt er den komiske gamle ridder.
Virkeligheden preller totalt af på den identitetsforvirrede ridder, der er fast overbevist om, at Toby er hans loyale væbner Sancho Panza. Da politiet henter Toby for at afhøre ham, træder Quixote i blodig aktion, og inden længe må de begge tage benene på nakken ud over de soltørrede, spanske sletter.
Terry Gilliams hofstil er manieret eskapisme, skæve kameravinkler og komisk fantasi, og når det temperament er forankret i en solid historie – som i Brazil, The Fisher King og tidsrejse-thrilleren 12 Monkeys – kan han levere forrygende og forrykt surrealisme.
Andre gange bygger Terry Gilliam forskruede og hysteriske luftkasteller. Hans forrige film, The Zero Theorem, mangler en klar historie at hæfte absurditeterne på, og der er også lange passager i The Man Who Killed Don Quixote, hvor instruktøren taber tråden.
Den flydende overgang mellem realisme og magisk realisme er til tider frustrerende. Som når en længere sekvens i en tidsløs, maurisk landsby vistnok viser sig at være en drøm uden nævneværdig indflydelse på historien.
Og så er underligheden simpelthen en tand for tam. Når Terry Gilliam denne gang tager springet ud i fantasien, leverer han ikke de fantastiske billeder og stemninger, som han drømte frem i sin storhedstid.
Der er også noget lidt betænkeligt over en stor kærlighedshistorie, der startede – kysk, jovist – da pigen var femten år gammel.
Men The Man Who Killed Don Quixote er også plaget af et langt større problem: Instruktøren forstår simpelthen ikke at stoppe, mens legen er god.
Med en spilletid på 132 minutter er filmen i hvert fald en halv time for slap, og mange scener er også lige ét replikskifte for lange. Og de fleste af især Tobys replikker er ærkeamerikanske variationer af ”What the fuck!”
Det er et alderdomsværk, men ikke uden forsonende kvaliteter.
Jonathan Pryce, der spiller hovedrollen i Terry Gilliams hovedværk Brazil, er herlig som den tragiske klovn Quixote, der går ret frem med rank ryg, skyklapper for øjnene og hovedet i skyerne. Og han har et veloplagt samspil med den altid livlige Adam Driver – også selv om komikken bliver trukket så langt ud, at latteren til tider når at forstumme.
Der er desuden noget forløsende over endelig at se Terry Gilliams forjættede fantastprojekt realiseret på det store lærred. Hvis den kraftanstrengelse er det sidste, vi ser fra hans hånd, er det trods alt et bemærkelsesværdigt punktum på en stor karriere.
Kommentarer