Mand falder

En mand falder ned ad en trappe.

Manden er kunstneren Per Kirkeby, og både trappen og faldet bliver afgørende for hans liv som kunstner og som menneske.

Det er baggrunden for Anne Wivels dokumentar Mand falder, der i går aftes åbnede Cph:Dox-festivalen, hvor den er en del af hovedkonkurrencen.

Og præcis som i Wivels forrige film, Svend (2011), drejer Mand falder sig om et personligt forhold til hovedpersonen. Dengang var det om gemalen og politikeren med efternavnet Auken, nu om vennen Per Kirkeby.

Det bliver filmen dog ikke dårligere af. Tværtimod er det indtrykket, at Mand falder aldrig kunne være blevet til uden det ærlige og intime forhold Wivel og Kirkeby imellem. Det virker ret unikt.

Filmen starter da også med en personlig invitation. ”Kom og besøg os. Og tag dit kamera med,” lyder det, da Kirkeby inviterer Wivel på besøg for første gang efter ulykken.

Faldet har ændret hans liv radikalt. Han kommer sig godt nok over en hjerneblødning, men han mister evnen til at skelne farver, han glemmer ansigter, og hans venstre del af synet er kraftigt reduceret.

Og så begynder Wivel ellers at dokumentere kunstnerens kamp tilbage til livet, hverdagen og kunsten. Eller rettere sagt: kampen for at acceptere og affinde sig med tingenes tilstand. ”Jeg siger til mig selv: ’Per, du er den kunstner, du er,’” som Kirkeby selv formulerer det, og så må han videre derfra.

Det bliver bogstaveligt tal en rejse på godt og ondt. Med en beundringsværdi åbenhed og selvbevidsthed lukker Kirkeby og konen Mari Anne Duus Jørgensen instruktøren ind i deres hjem og atelier.

Selvom Kirkeby end ikke kan genkende sine egne værker og har svært ved at dechifrere farver og former, begynder han at male igen. Med hjælp fra evigt tålmodige mennesker omkring ham – hans kone, venner og kolleger – genopbygger Kirkeby langsomt sin kreativitet og begynder at genopdage farver, former og figurer. Og glemmer nogle af dem igen.

Wivel får lov til at følge kunstneren i hjemmet i Hellerup, i sommerhuset på Læsø og på kunstner-refugiet i Italien. Sommetider er Wivel en anonym iagttager, man knap ænser, andre gange tager hun del i scenerne med kommentarer og spørgsmål bag kameraet.

Men Kirkebys udviklingskurve er ikke udelukkende opadgående. Han er pinligt bevidst om sine egne begrænsninger og sit handicap, som han heldigvis ofte tackler med en god portion selvironi.

I en af filmens sjoveste scener fortæller Kirkeby og Mari Anne, hvordan de engang spændte en pose på hans ben, som han kunne tisse i, når de var på restaurant og ikke kunne komme rigtigt på toilettet. Mari Anne havde blot ikke lukket posen rigtigt, og Kirkeby havde derfor sko og sokker svøbet i urin, da de nåede hjem.

Eller da han fortæller om at skide i bukserne i en hospitalsseng og lade sygeplejersker tage hånd om en og tørt tilføjer: ”Jeg er jo fra en generation, der siger undskyld, når man skider i bukserne.”

Men selv uden sine latrinære komik er Mand falder en både hjertevarm og hjerteskærende dokumentation af Kirkebys kamp.

I store dele af filmen krydsklipper Wivel mellem Kirkebys fysiske genoptræning hos fysioterapeuterne og hans kunstneriske genoptræning i atelieret, så man helt automatisk sammenkæder dem.

Og det er godt set af Wivel.

For Kirkebys eneste måde at overkomme sine begrænsninger på er gennem kunsten. Som maleren selv siger det i filmen: ”At acceptere min situation er den eneste mulighed for en happy ending.”

Selv om Kirkebys historie er meget specifik og placeret i lukkede kunstnerkredse, er der noget universelt og genkendeligt at finde i historien: kontrollen over tilværelsen og forsøget på at finde sig selv efter faldet, måske endda i selve faldet.

Man kunne godt have ønsket sig mere struktur og retning i fortællingen, men det tilgiver man hurtigt, fordi det underbygger Kirkebys egen tilstand, hvor den fremadskridende udvikling til tider ligeledes er svær at få øje på, selv om den er der.

Per Kirkeby falder. Men han rejser sig heldigvis igen.