Maske og menneske

Hun er uden tvivl fascinerende – Asta Nielsen eller Die Asta, som den danske stumfilmstjerne, der gjorde karriere i Tyskland for knap 100 år siden, blev kaldt af sit benovede publikum.

Hun fik status som gudinde, muse og sexsymbol. Hun blev dyrket af det tyske mainstreampublikum, men blev samtidig en kultfigur på den tyske avantgardescene.

Alligevel var Asta Nielsen bange for at blive glemt, både af sin nådesløse samtid, men også i fremtiden. Og måske blev hun glemt, om ikke i Tyskland, så i fødelandet Danmark, hvor overraskende få kender til hendes talent.

Takket være litteraturforsker Lotte Thrane, som har skrevet en letlæselig og engagerende bog om ikonet med den slående titel Menneske og maske, vil flere af os måske huske hende i eftertiden.

Netop masken udadtil var Die Astas kendetegn.

Håret var sort som kul, øjnene store – sommetider søgende eller bedende, andre gange tillokkende. Læberne var smalle og stramt optegnede. Hendes krop spinkel, nærmest ranglet på grænsen til drenget. Eller som man i bogen kan læse Carl Th. Dreyer skrive om hende i en ondskabsfuld kommentar fra et gammelt tidsskrift: ”Lang og opløben er hun, bagtil flad som et strygebræt.”

Men Asta tog ikke hverken hån eller spot fra offentligheden (eller mænd) særlig tungt. Hun var en stolt og rank kvinde.

Det fremgår af bogen, hvor stor en kunstnerisk intelligens Asta Nielsen havde. Hun forstod filmmediet, såvel dets kvaliteter som begrænsninger. Hun forstod også at iscenesætte sig selv og skabe en vedkommende og genkendelig karakter.

Og så kunne hun om nogen provokere. Hun iscenesatte med et glimt i øjet kønnet i bukseroller, hvor hun uden at gå på kompromis gav den gas i mandlige roller. Hun havde en magnetisk tiltrækningskraft på begge køn.

Som Lotte Thrane fremhæver, bærer Die Astas berømte maske og filmpersona præg af det androgyne, og bogen giver os også et forfriskende queer-perspektiv på nogle af Astas filmroller.

Skabsfeminist, kalder forfatteren Asta Nielsen. Skuespilleren udtalte sig sjældent om kvinders rettigheder, men samtidig bliver der malet et billede af en intelligent og ambitiøs forretningskvinde, som veksler mellem pligtopfyldende at udføre sit arbejde og trodsigt søge efter udfordrende roller, som rummer markante budskaber – som for eksempel at gøre op med stereotype forestillinger om kønnet.

Asta Nielsen lagde selv sin makeup inden en filmoptagelse. Hun valgte omhyggeligt de kostumer, som ville passe ind i det dengang sort-hvide filmformat. Hun vidste selv, hvordan lyset skulle stå for bedst at fremhæve de karakteristiske træk.

Lotte Thrane skriver om Asta Nielsens store opmærksomhed over for sine virkemidler og sit eget ansigt. Det er ”ikke kun en forfængelig gammel kvindes angst for at tage sig grim ud, det er også faglig kompetence – udviklet, indøvet og praktiseret over mange år”.

Thrane undersøger også de samtaler, divaen havde på sine gamle dage i Danmark med en ung beundrer, Frede Schmidt. Han optog uden hendes kendskab eller samtykke deres intime samtale på sin båndoptager. Thrane har lyttet samtalerne igennem og kommer med eksempler på deres sjove, ofte flirtende snak.

Som da Asta lader Schmidt vide, at hun bedst kan lide det hvide bryststykke på en grillkylling.

”Så smukt, det er, sådan et hvidt bryst. Men de kan vel bedst lide lårene, for de fleste mænd kan bedst lide bagkødet?”

Samtalen får pludselig tydelige erotiske undertoner, og Frede Schmidt bliver da også en smule mundlam. Man fornemmer, at Asta leger med den 35 år yngre ungkarl, men også, at samtalerne for en stund holder en knugende ensomhed i skak.

Hun lader sig smigre af Schmidt, der med sin hæmningsløse beundring minder hende om alt det, hun har mistet og længes efter. Hun taber et øjeblik den maske, som har klæbet til hende livet igennem og defineret hendes karriere.

Bogen er båret af et levende og rigt billedsprog, men den er også en fornøjelse at bladre igennem på grund af de mange billeder af Asta privat og især i hendes es som performer.

Lotte Thrane dyrker dog ikke Die Asta som ikon. Hun forsøger i modsætning til Astas samtidige – der med sultne eller benovede blikke gjorde hende til dame, demimonde, frembrusende kunstnerinde, forførende elskerinde, mor eller lolita – at skabe et helstøbt portræt af en kvinde med endnu flere facetter.