Mickey er dømt undværlig, og da hans bedste ven finder ham såret efter et fald i en isgrotte, lader vennen ham ligge.
Så lavt kan man synke hos satirikeren Bong Joon-ho, der senest spandt Oscar-guld på den afgrundsdybe kløft mellem høj og lav i Sydkorea i Parasite.
Nu udfolder han sin allegoriske klassekritik i en fremtidsverden anno 2054, hvor man kan 3D-printe mennesker med biomasse.
Mickey er en kopi på syttende generation af en desperat taber, der meldte sig som ”expendable” på en kolonimission mod den fjerne isplanet Niflheim. Teknologien er bandlyst på Jorden, men i rummet kan ingen høre dig klage, og siden er Mickey død gang på gang, mens han udførte skibets mest tarvelige opgaver.
Robert Pattinson fører an med en selvudslettende fortællerstemme og et resigneret gummiansigt i hovedrollen. Mickey udsættes for radioaktiv stråling, så forskerne kan måle, hvornår han dør. Han udsættes også for planetens dødbringende gasser, så de kan udvikle en vaccine.
Hver gang spytter en maskine ham ud igen, god som ny. Men version nummer sytten dør ikke, da han burde.
På mirakuløs vis bliver han ikke spist af planetens bænkebiderlignende, oprindelige befolkning og formår i stedet at stavre tilbage til basen. Her viser det sig, at laboratoriet har genoptrykt ham for tidligt.
Med Mickey 17, som Bong Joon-ho har skrevet baseret på en roman af Edward Ashton, vender instruktøren tilbage til den kulørte sci-fi, han dyrkede i sine tidligere engelsksprogede film: Snowpiercer, der handler om nådesløse klassesamfund, og Okja, som går i kødet på kynisk kødproduktion.
Hans seneste er instrueret med lutter store armbevægelser.
Koloniseringen af Nilfheim, der er opkaldt efter det koldeste dødsrige i nordisk mytologi, anføres af den forfejlede, selvsmagende politiker Kenneth Marshall. Han spilles af Mark Ruffalo med selvbruner og afblegede tænder, som var Trump blevet tv-prædikant.
Sammen med sin lige så skingrende skøre kone Ylfa (Toni Collette) vil han med sin kirke i ryggen skabe en koloni kun for de rene, rigtige mennesker. Her er dårligt plads til én Mickey – og bestemt ikke to – så han og kopien kommer op at toppes, mens de bliver enige om, hvem der er deres rigtige fjende. Og hvem af dem, der er kæreste med Nasha.
Hun spilles af Naomi Ackie (I Wanna Dance With Somebody, Blink Twice) som en handlekraftig badass, der som det første inviterer til en trekant, da hun opdager, at der nu er to af ham!
Mens kollegaen Kai (Anamaria Vartolomei fra Hændelsen) mener, at hun passende kan date den ekstra Mickey.
Der er en vis ønsketænkning over sexkomikken, hvor to smukke, stærke kvinder strides over et uforstående skvat. Tonen er langt lettere end i den lige så outrerede, men mere skarpvinklede Snowpiercer, og milevidt fra Bong Joon-hos sydkoreanske Memories of Murder, The Host og Mother.
Der løber en tilsvarende blakket humanisme gennem alle hans film, en tiltro til det bedste i mennesket og et særligt talent for at udstille det værste.
Og Mickey 17 er sjovest, når den er mest galgenhumoristisk og gakket.
Instruktøren kalder et skønt spraglet og visuelt fuldkomment fremtidsunivers frem med mindelser om udsyrede franske tegneserier og Luc Bessons Det femte element bundet op på en effektiv spændingsfortælling frit efter Star Wars.
Mark Ruffalo og Toni Collette er det herlige, magtfuldkomne rædselspar, der erklærer krig mod rumvæsen-bænkebiderne, mens Mickey’erne og Nasha forsøger at standse parret.
Den velsmurte sci-fi-fortælling er hægtet på den gamle filosofiknude om, at hvis man erstatter et skib planke for planke, og en anden bygger det samme skib af det kasserede tømmer, hvis skib er så det oprindelige? Eller sagt via en populær Star Trek-analogi: Hvis Scotty nedbryder Kaptajn Kirks krop for at beame ham op og ved en fejl genskaber ham to gange, hvem er så den rigtige Kaptajn Kirk?
I Mickey 17 uploades Mickeys minder løbende til en server, så han husker hver en død og reelt bliver udødelig. Da der pludselig er to af ham, kunne man med rette spørge: Hvem er den rigtige Mickey?
Det er også en gammel traver inden for sci-fi-genren – fra androiden Rachael i Blade Runner, der har en andens minder, til fordoblingsnummeret i The Prestige og klonarbejderen i Moon.
Men Mickey 17 har ikke tålmodighed til identitetsfilosofi og skiller de to tydeligt fra hinanden. 17 er et skvat og føjelig til det yderste, 18 er handlekraftig og revolutionsparat. Og Robert Pattinson morer sig tydeligvis i dobbeltrollen.
Man kunne have ønsket, at Mickey 17 sigtede lidt højere. Den minder om alle mulige andre sci-fi-film. Source Code, Edge of Tomorrow, Elysium, Ender’s Game, Arrival og mange flere.
Produktionsdesignet er i top, og Bong Joon-ho har en forrygende sans for dynamiske billeder. Man er godt underholdt, selv om den outrerede historie løber tør for gas undervejs.
Kommentarer