Milli Vanilli

I den nederste skuffe er minderne gemt væk. Billeder og dvd’er ligger rodet sammen med en gammel mikrofon. Den mikrofon, som han aldrig sang i. 

Mikrofonen tilhører den ene halvdel af duoen Milli Vanilli, Fabrice Morvan. Han og vennen Robert Pilatus blev verdenskendt med et af de bedst sælgende debutalbums nogensinde. 

Men succesen er blevet overskygget af faldet.

Fab og Rob var modeller og professionelle dansere fra München. Med deres adrætte fysik, modige stilvalg og knivskarpe kindben lignede de fødte popstjerner.

Efter et opkald fra den succesfulde producer Frank Farian, der stod bag discogruppen Boney M., skulle drømmen om at være popstjerne realiseres.

Der var bare ét lillebitte problem: De kunne ikke synge. Men det var ingen hindring.

Frank Farian, der gik bort i januar i år, skrev og producerede hittet Girl You Know It’s True i 1988, hvorpå Brad Howell sang og Charles Shaw rappede. 

De to sorte musikere havde det musikalske talent, mens Rob og Fab havde udseendet og attituden.

Som en anden Fariankenstein tog produceren – der desværre afslog at være med i dokumentaren – det bedste fra dem hver især og skabte den perfekte musikalske duo. På samme måde som han havde gjort med Boney M., hvor det viste sig, at den mandlige forsanger slet ikke sang, men at stemmen i virkeligheden tilhørte Farian selv.

Artisterne – både dem, der synger, og dem, der ikke gør – føler, at deres talent og etnicitet blev misbrugt. Er der tale om kulturel appropriation?

”Han tog min stemme, han tog deres ansigter, og han blev rig af det,” siger Charles Shaw. 

Dokumentaren bruger gammelt video- og billedmateriale til at afspejle MTV’s storhedstid. Da Milli Vanilli blev skabt, var det visuelle lige så vigtigt som det auditive. 

Videoerne beviser også den ene påstand, der altid vil være sand om Milli Vanilli. De var fantastiske performers, der kunne gejle ethvert publikum op med deres udstråling, dans og attitude.

Men hvem er den sande kunstner? Er det dem, der laver sangen, eller er dem, der performer den så godt, så sangen bliver et hit?

Fab fortæller, hvordan de naivt underskrev en kontrakt, hvor de blev nødsaget til at udgive musik under deres navn, men uden at de sang.

Instruktør Luke Korem viger elegant uden om spørgsmålet, hvor skylden skal placeres. I stedet handler den medrivende dokumentar om, hvorfor der blev truffet de usædvanlige valg. 

For Rob og Fab var berømmelsen for stor en fristelse og konsekvenserne for svære at begribe. At indrømme løgnen ville ikke blot være at frasige sig den musikalske æra, men også en økonomisk tryghed, som de aldrig havde oplevet før.

Gennem interviewet med Fab får man et ærligt indblik i en meget menneskelig grådighed. Dokumentaren formår samtidig at holde en kritisk afstand til de medvirkende, så vi på en og samme tid både forstår og frustreres over Milli Vanillis svindel.

Under MTV Concert Tour i 1990 begyndte billedet at krakelere. Det er derfor en kende ironisk, at MTV Entertainment Studios er med til at producere filmen. 

Flere uheld med playback-musikken skabte en tvivl, der blev forstærket af duoens tv-interviews. Det var tydeligt, at sangstemmerne ikke stemte overens med deres talestemmer. Og deres gebrokne engelsk stod i kontrast til det flydende engelsk, som de sang på.

I 1990 vandt Milli Vanilli Grammy’en for bedste nye kunstner. Det skulle blive den sidste dråbe, inden løgnene begyndte at flyde over. Efter flere uenigheder mellem duoen og Farian valgte sidstnævnte samme år at fortælle sandheden.

Da skandalen blev afsløret, gik det hårdest ud over ansigterne udadtil. Fab sætter ord på de ambivalente følelser. De var lettede over ikke længere at skulle leve på en løgn, men samtidig tynget af skyldfølelse og ramt af den offentlige udskamning, der fulgte med.

Omvæltningen blev katastrofal for Rob, der kom ud i et stofmisbrug og døde af en overdosis i 1998.

Men i heksejagten gemmer sig en større historie om musikindustriens største fupnummer. En hvid mandlig producer, der bruger sorte artister til at tjene penge.

De blev ikke betragtet som kunstnere, men derimod statister til en større vision, hvori deres image passede ind. Et spil med mennesker, hvis konsekvenser var fatale.