Den selvbiografiske The Missing Picture er en smertefuldt intim fortælling, der fornyer dokumentargenrens form med samme kraft som The Act of Killing og Waltz With Bashir.
Filmen er en skræmmende nærværende førstehåndsberetning fra De Røde Khmers folkemord fra 1975 til 1979, og den føles som at blive indviet i en frygtelig familiehemmelighed.
Den cambodjanske instruktør Rithy Panh var selv tretten år gammel, da De Røde Khmer 17. april 1975 erobrede Cambodjas hovedstad Phnom Penh og deporterede to millioner af byens indbyggere til ”genskoling” i arbejdslejre på landet.
Ideen bag det nye styre, Kampuchea, var at udslette klasseforskelle og enhver individualitet i et præfeudalt samfund, hvor alle skulle være bønder.
Vestlig medicin og personlige ejendele blev forbudt. En ske var det eneste, man måtte eje i de koncentrationslignende lejre, hvor Panh og hans familie skulle bo og arbejde i stenbrud og rismarker. Omfattende sult, tortur og massehenrettelser var hverdag.
Navne blev udskiftet med numre, og alt tøj blev farvet sort. ”Farver forsvandt ligesom latter, sang og dans,” fortæller den franske voice-over, der er skrevet af Panh i samarbejde med Christophe Bataille, men oplæst af skuespilleren Randal Douc.
Tonen er skiftevis nøgtern, poetisk vemodig og bittert ironisk, ikke mindst i harske stikpiller til 70’ernes intellektuelle i Vesten, der blåøjet støttede den glorificerede revolution ledet af Pol Pot, som i landet gik under sit nom de guerre, Broder Nummer 1.
Glansbilledet af Kampuchea, som omverdenen blev præsenteret for, ser vi i en samling propaganda-klip med smilende ”kammerater” i rismarkerne og skarer af unge brødre og søstre, der jubler som gale for deres leder. De blev filmet af kameramænd fra De Røde Khmer og udgør de primære billeder fra diktaturet, mens folkemordet foregik i kulissen.
Som erstatning for de manglende billeder, der henvises til i filmens titel, har Panh gjort et smågenialt scoop ved at genskabe fortidens minder med små lerfigurer. De er udformet i hånden, nænsomt malede og iscenesat i detaljerede, tableauagtige rekonstruktioner af det ene grusomme scenarie efter det andet, der ikke desto mindre emmer af farve og ægthed i skarp kontrast til de falske, sort-hvide propagandabilleder.
Heldigvis præsenteres vi også for minder fra en anden og lykkeligere tid, hvor Panh kunne lege på gaden som barn eller se film i biografen, før biograferne blev brændt ned.
De umælende figurer, der gør det ud for Panh, hans familie og mange andre ofre, er forbavsende menneskelige. Hver enkelt skarptskårne figur (formet af skulptøren Sarith Mang) giver netop menneskene de individuelle træk tilbage, som blev fjernet af Pol Pots regime.
Og som publikum kommer man selv til at sidde og puste liv i figurerne og omgivelserne, da det suppleres med atmosfæriske lyde og svage, flygtige stemmer som fra en fjern fortid. Når figurerne sammenstilles med arkivklippene i ét kollideret billede er effekten stærkt rystende.
Som æstetisk greb skaber disse stillestående lerstykker på sin vis selvfølgelig distance, men samtidig indbyder grebet til refleksion over filmmediets forhold til hukommelsen og fortiden, lidt a la Claude Lanzmanns holocaust-klassiker Shoah.
The Missing Picture, der modtog hovedprisen i Cannes-festivalens Un Certain Regard-program, hvor Thomas Vinterberg var formand for juryen, er en fortsættelse af Rithy Panhs årelange udforskning af sit hjemlands blodige historie i flere tidligere dokumentarfilm.
Men det er første gang, at hans udgangspunkt er så personligt og resultatet så potent.
facebook
twitter
Kommentarer