Stil er langt fra alt, når det kommer til film. Men når vi taler om tegnefilm, spiller den visuelle side en afgørende rolle for at få historien til at flyde.
Derfor er det vovet af instruktøren Dash Shaw at lade debutfilmen være en eksperimenterende tegnefilm. Ud over at skrive og instruere filmen står Shaw sammen med sin kone selv for animationerne, som har et billedkunstnerisk udtryk, der er inspireret af tysk ekspressionisme og tegneserien Radiserne.
Karaktererne er tegnet med en enkel og barnlig streg og farvelagt med penselstrøg i stærke farver. Stilistisk minder miljøerne om noget fra en Wes Anderson-film, hvor scenariet ligner en børnetegning.
Fascinerende er det at se på, men stilvalget efterlader filmen med nogle store problemer. Historien er nemlig letbenet i sig selv og ligner en klassisk teenagekomedie. Gymnasie-vennerne Dash (Jason Schwartzman) og Assaf (Reggie Watts) er skolens udskud og taler egentlig kun med redaktøren på skolebladet Verti (Maya Rudolph).
De lever og ånder alle for journalistikken og har en drøm om en dag at udgive en bog. Den selvcentrerede Dash’ seneste artikler har dog ikke været særligt populære, og derfor søger han efter en skandale at skrive om.
Den finder han, da han gennem nogle gamle byggekontrakter finder ud af, at skoleinspektøren har løjet i forbindelse med bygningen af skolens nye auditorium, som er lavet på et fundament, der ikke er sikret mod jordskælv.
Han prøver at få folk til at lytte på ham, men alle er ligeglade, indtil et jordskælv river klinten, som skolen ligger på, midt over. Hele bygningen styrter i havet og synker langsomt.
Herfra følger filmen fortællermæssigt, men ofte også stilistisk et computerspilstema, hvor Dash og hans venner skal kæmpe sig vej fra etage til etage op til taget af skolen for at blive reddet.
Den kunstneriske stil blandet med computerspilsæstetik er ofte original og velfungerende. Specielt scenen, hvor den seje kantinedame Lady Lorraine (Susan Sarandon) kæmper mod skolens bøller i en sekvens, der ligner et kampspil fra 80’erne lavet af Edvard Munch, bider sig fast på nethinden.
Og generelt er miljøerne farverige med et velfungerende varmt og organisk udtryk. Men når det kommer til karakterenes design, tager det forsimplede udtryk overhånd.
Schwartzman er ellers i stødet som den kække Dash og generelt er stemmeskuespillet i top. Lena Dunham lægger endda stemme til skolens populære pige Mary og skaber en elskværdig karakter.
Men animationerne er for stive og simple. Der er ikke nok udtryk i deres ansigter til, at vi får sympati med dem, og den vigtige symbiose mellem stemmeskuepil og animationer mangler.
Filmens ellers originale underlægningsmusik, der bygger på poppede synthesizertoner, er ofte for højt i forhold til stemmerne – en pinlig amatørfejl.
Det er synd, for filmen har masser af sjove kommentarer til livet som gymnasieelev. Flere bemærkninger har den underspillede og tørre humor, vi kender fra film som Rushmore og Napoleon Dynamite. Som da Dash pludselig går i selvsving og taler om, at det meste i verden lugter dårligt og derfor vil det være bedre ikke at kunne lugte overhovedet.
Filmens titel er også titlen på den bog, som gruppen udgiver for at fortælle om katastrofen. Det er ment som en joke, da Dash til sidst siger, at han vil ændre lidt på virkeligheden for at gøre den mere spændende. Men kommentaren er ufrivilligt ironisk, for det er faktisk det, man som tilskuer mener om filmen efter at have set den.
facebook
twitter
Kommentarer