Nattens ende

For at opleve David Adlers film skal tilskueren først påføre sig høretelefoner og en halvtung virtual reality-brille. Udstyret lukker fuldstændigt omverdenen ude.

Man skal give sig hen.

Filmen afspilles inde i brillen som et slags digitalt periskop, der gør oplevelsen interaktiv. Lyd og billede tilpasses efter beskuerens blikretning og bevægelser i alle retninger på 360 grader.

Med andre ord er man i en robåd med Jens Jørn Spottag, da filmen begynder. Han sidder dér, lige foran én, og hiver i de knirkende årer, så robåden skvulper gennem vandet. Og selv om han taler direkte til én, flakker opmærksomheden uvægerligt for at afsøge teknologiens muligheder.

Universet er sort-hvidt, og himlen er højt over os.

Da robåden pludselig sejler ind over brostenene i 1940’ernes København og ind i hovedpersonens minder, begynder Nattens ende at være noget andet end et hurlumhejhus.

Vi befinder os i en flugtfortælling. Jollen skal føre den jødiske fortæller og hans familie i sikkerhed i Sverige.

Når Spottags fortæller ikke fremfører sin monolog om det skæbnesvangre forløb op til flugten, ser han stift på mindernes scener, der udfolder sig uden om robåden, så man må dreje hovedet for at følge med.

Vi sejler gennem et hospital, hvor en læge (Lars Brygmann) skal tigges om sin hjælp. Og da robåden med ét letter, sejler vi pludselig op over hustagene til et bittersødt udsyn over det sønderbombede København, hærget af krig og elendighed.

Der gemmer sig også en anden fortælling i filmen.

Menneskenes ansigter forvrænges, kroppenes bevægelser hakker, og med et forsvinder de. Fortællerens historie udviskes gradvist. Det kunne skyldes en teknisk fejl, men det er erindringens fragmenterede form, vi sejler gennem.

Alt kan ikke lagres.

Derfor ligner ansigterne arkivmateriale. De har et drømmende skær over sig, som var de under en vandoverflade. De er lige foran øjnene, men samtidig er de kun til i et minde og fastlåste i den historiske tid, de levede i.

Men tiden er ikke borte, når den kan genkaldes. Det burde vi minde hinanden om, lader filmen til at foreslå.

Nattens ende, der blev belønnet med pris på årets Venedig-festival, formår med et stilsikkert koncept at trække tilskueren rundt i flugten og glemslen. Med robåden som sit flyvende tæppe gennem historien, og Jens Jørn Spottags overbevisende præstation i centrum, har vi et holdepunkt.

Fortidens stemmer og lyde når os, men de giver genlyd, som strømmede de fra hukommelses skjulte afkroge. Fra et stort hult rum.

William Basinskis musikværk The Disintegration Loop knytter traumerne fra en anden skelsættende historisk begivenhed – den 11. september 2001 – til filmen. Ligesom fortællerens minder falder kompositionen også bogstavelig talt fra hinanden.

Det narrative og filmiske er klart i fokus. Ambitionen er ikke bare at skubbe grænserne for teknologisk formåen, men også at højne indlevelsen, der er forankret i fortællingen.

Indimellem bliver dramaet dog for højstemt, og det er af og til svært at fokusere på handlingen, når man kan se i alle retninger. Men rent filmisk er det et originalt arbejde med foreningen af animationer, visuelle kollager og holografisk handling.

Gennem forsoningen med fortiden bliver mindet noget andet. En påmindelse om, hvorfor fortiden er vigtig at holde fast i.

Historien forgår, mens den foregår, men den forlades alligevel ikke. I sidste ende forvandles den til det, som alle øjenvidner gennem tiden har givet verden: et vidnesbyrd.

Fiktion eller ej, den omsluttende fortælling i Nattens ende gør i en vis forstand også tilskueren til sit vidne. På den måde hæver den sig over at være en teknisk gimmick og bliver en ægte film.