Navalny

Det bliver ikke mere russisk.

Skæbne, smerte og lidelse, der former et liv i en balancegang mellem storhed og berømmelse, fornedrelse og opofrelse. Og død. Et ægte russisk drama på afgrundens rand. Et billede af det evige Rusland og af vores egen tid.

Den 45-årige oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs liv er det stof, russiske romaner er lavet af.

Der er masser af det stof i hans liv til canadiske Daniel Rohers dokumentarfilm, der har titlen Navalny – hans navn skrevet på engelsk – og som forleden modtog den prestigefyldte publikumspris på Sundance-festivalen.

For de indviede siger den titel alt. For de uindviede er filmen en oprulning af en surrealistisk verden af skæve spejle, der afslører ondskab, vold og bedrag af et omfang, som kun de færreste har en forestilling om.

Filmen beretter om, hvordan Navalnyj overlever et af historiens mest bizarre attentatforsøg under en valgturne i Sibirien, hans dramatiske evakuering til Tyskland og rekonvalescens og en lige så dramatisk rejse tilbage til Rusland. Slutdestinationen er en berygtet arbejdskoloni øst for Moskva.

Putins bødler og sikkerhedsfolk prøvede at likvidere Navalnyj gennem hans underbukser. Et trusseattentat. De smurte nervegiften Novitjok på indersiden af hans underbukser, fordi sikkerhedstjenestens eksperter havde fundet ud af, at Novitjok optages bedst og hurtigst gennem skridtet. Uden at efterlade spor.

Keine Hexerei, kun lidt Novitjok i sømmene på Navalnyjs boxershorts.

Selv om ”novitjok” betyder nybegynder på russisk, er brugen af nervegiften mod folkets fjender ikke for nybegyndere. Kun for viderekomne. En af Stalins lejemordere brugte en isøkse for at slå Leo Trotskij ihjel i Mexico i 1940. Trotskij overlevede ikke.

Men det gjorde Navalnyj mirakuløst i det udspekulerede og teknisk krævende attentat. En af Navalnyjs kolleger holder et par blå shorts op for kameraet. Sådan ser et mordvåben ud 80 år efter mordet på Trotskij.

”Hvorfor, skulle de bruge Novitjok? Og i mine underbukser? Hvorfor skød de mig ikke bare?” undrer Navalnyj sig.

Han kender ikke svaret. Og filmen giver heller ikke noget svar. Andet end at magthaverne i en korrupt slyngelstat kan skalte og valte, som det passer dem. Men dokumentaren afslører, hvem der stod bag attentatet efter et opsporingsarbejde, der er mindst lige så fantastisk som selve attentatforsøget.

Skridt for skridt ser man, hvordan den private opsporingsgruppe Bellingcat via åbne kilder og teknologi skaffer sig viden om de aktører, der stod bag mordforsøget. Gruppen identificerer dem med navn, adresser, telefonnumre og fotos. Deres ruter og kommunikation bliver kortlagt.

Hvis Novitjok er for viderekomne, er Bellingcats arbejde i en liga for sig selv. En hightech-gyser, der overgår al fiktion. Det er også et opmuntrende eksempel på, hvordan begavelse og motivation kan overvinde selv de mest magtfulde, autoritære systemer.

Høj, rank og uanfægtet af sin enegang med Putin og døden går Navalnyj gennem filmens hyperdramatiske faser og fortæller i direkte interviews og reflekterende voice-overs både om hændelsesforløbet og sine politiske mål.

Han forklarer på sin nærmest drengede, fandenivoldske facon, at hans opgave er at organisere folk i kampen mod korruption og løgn. Det er i hans øjne ondskabens kerne, en svulst, der holder Rusland i sit greb og forpester livet for alle undtagen den korrupte elite.

Eliten drager fordel af et dysfunktionelt kleptokrati og forbliver ustraffet. Kampen mod den ondskab er blevet Navalnyjs politiske platform.

Gennem hele filmen supplerer instruktøren Navalnyjs beretning med interviews med hans nærmeste medarbejdere og hans kone Julia og datteren Daria. Han benytter sig også af det rige arkivmateriale fra Navalnyjs valgmøder og protestmarcher, der ofte bliver brutalt stoppet af politi og sikkerhedsstyrker.

Da Navalnyj bliver spurgt, om han ikke var bange for at blive skaffet af vejen, svarer han nej. Han troede, at hans berømmelse var hans bedste beskyttelse. Men han indså, at det var naivt og illusorisk.

Kendte systemkritikere som Anna Politkovskaja og Boris Nemtsov er blevet likvideret ved højlys dag. ”Det kan også ske med mig,” forklarer Navalnyj uden dramatik eller krukkeri. Og tilføjer nærmest henkastet, at han ser det som sin vigtigste opgave at hindre det totalitære system i at genopstå.

”For os er opgaven mere simpel,” siger han. ”Den går ud på at beskytte menneskerettigheder, ytringsfrihed og frie valg.”

Den eneste modgift mod ondskaben er ifølge Navalnyj at sørge for, at de gode mennesker handler. De må ikke være passive eller bange.

Efter sin raskmelding tøver Navalnyj ikke med at forlade sit tyske refugium og tage tilbage til Rusland. Han søger ikke martyriet, men føler, at han ikke har noget andet valg, hvis han en dag vil stå i spidsen for et frit og lykkeligt Rusland.

Han bliver selvfølgelig arresteret, så snart han er landet under stort postyr og et stort fremmøde af hans tilhængere. Kun kort tid senere bliver han idømt to et halvt års fængsel i en arbejdskoloni. Den dom kan i det russiske retssystem ende med, at Navalnyj kommer til at tilbringe tyve år bag tremmer.

Men det stopper ikke en russisk helgen.

Navalnyj er en helt, der satser alt, hvad han har kært – sin familie, sit helbred, sit liv – for at se Rusland som et frit og lykkeligt land. Han er ikke bange for at udfordre og håne Vladimir Putin som en tyv og kujon.

Navalny er en A Clockwork Orange-dystopi overført til det 21. århundredes virkelighed. Som et vidnesbyrd om en tid ude af trit med sig selv, en tid med en overvældende mængde af tegn på, at mørket er ved at sænke sig over den verden, som generationerne efter Anden Verdenskrig er vokset op med.