Neil Young har to kendetegn.
Det ene er en larmende, lang og beskidt el-guitar. Den elektriske guitar fræser kompromisløst derudaf som på dette års Roskilde Festival med et enkelt, 25 minutter langt ekstranummer – næsten uden sang.
Det andet kendetegn er den inderlige, akustiske western-guitar. Her er vi langt ude i det amerikanske vildnis blandt hillbillies, hvor mor står bag gryderne i træshusene og far ryger pibe i vippestolene på verandaen, mens brormand spiller utæmmet banjo.
Neil Youngs univers som musiker er det samme som hans filmunivers. Americana. Med kameraet går han på opdagelse og hylder de lokale landmiljøer med stor kærlighed. Det er den kærlighed, vi kender fra den akustiske guitar. Og med sin elektriske aggressivitet revser han big business, racisme og politikernes korrupte henrettelse af det autentiske USA.
Det kan lyde intellektuelt, men Neil Young er ingen indadvendt mystiker som Bob Dylan. Tværtimod optræder han ofte – også på film – som langhåret rockmusiker on the road, én, der ufortrødent æder big macs som for eksempel under sin Europa-tour i 87.
Neil Young er ingen hellig ko, og alligevel er det klimavenlige budskab soleklart: Save Mother Earth.
Vi guider til de otte film, som lige nu kan ses på Cph Pix. Seks af dem er instrueret af Neil Young, flere under hans alias Bernard Shakey.
Journey through the Past, 1974
Neil Youngs – eller Bernard Shakeys – debutfilm er måske ikke det bedste forsøg på at lave kunst, men både filmens koncertoptagelser og idealisme gør den værd at se som et udtryk for tidsånden.
Med håndholdt kamera følger vi Neil Young på sin ranch i ingenmandsland mellem bjerge og skov, hvor han ryger fjolletobak med sin kæreste. Fjolletobak ryger han også med musikerne Crosby, Stills og Nash, der sammen med Young spiller fede live-versioner af blandt andet Ohio og Alabama. Der er også fine klip fra Neil Youngs 60’er-band Buffalo Springfield.
Fedt for kendere og Neil Young-nørder.
Journey through the Past er øjensynligt helt bevidst en rode affære. Men det er tydeligt, at filmen skildrer den braste hippiedrøm anno 70’ernes begyndelse. Kapitalismen raser og racismens triumferer, mens Neil Young holder fast i den økologiske tro.
Som når han på bilkirkegårde finder amerikanerbiler, der i 50’erne kostede en formue, eller ser hætteklædte sorte mænd ride i flok på stranden.
Rust Never Sleeps, 1979
Neil Youngs første koncertfilm er guf for lytterne. Lanceret i forbindelse med hans succesfulde album Rust Never Sleep, der behandler emner som punkens endeligt, rockens usikre fremtid, indianere og global nedsmeltning.
Albummet såvel som koncerten er – lige i Neil Young-øjet – delt op i en akustiske og i en elektrisk del.
Koncerten er stærkt iscenesat. Den begynder med Jimi Hendrixs berømte skingre Woodstock-version af The Star Spangled Banner og The Beatles dystre A Day in the Life, alt imens hætteklædte jawa-figurer fra Star Wars-universet danser rundt på scenen som symboler. I Star Wars er jawaer bange, men grådige købmænd, der forsøger at tjene penge på junk.
Jawaerne fortsætter dansen på scenen akkompagneret af andre teaterkostumer. Om det lige er corny nok, må publikum selv afgøre, men heldigvis spiller Neil Young & Crazy Horse fanden i voldsk.
Human Highway, 1982
Den humane motorvej er en fjollekomedie og satire over det amerikanske forbrugersamfund. Den handler om en gruppe arbejdere på en lille benzintank og diner, som netop har fået nyt ejer. En ny ejer, som sætter priserne op og vil fyre dem alle.
Samtidig spiller medlemmerne af new wave-bandet Devo (Devo, som faktisk var ophavsmænd til Neil Young-frasen ”Rust Never Sleeps”) arbejdere på et atomkraftværk. De er ved at læsse affaldet ud i naturen.
Det er med andre ord ved at være sidste udkald for moder jord.
Neil Young spiller selv en fedtmule-lignende, goofy-mekaniker med briller. Han vil være rockstjerne og lægger an på en af tjenerne, der er forelsket i mælkemanden.
Mest interessant er Dennis Hopper som kok. Det forlyder, at Hopper mellem optagelserne gav shows med knive og ramte skuespilleren Sally Kirkland så hårdt, at hun kom på hospitalet og i retten anklagede Dennis Potter for at gøre det med vilje. Hopper indrømmede senere, at han var på stoffer.
Solo Trans, 1984
Den stofglade Hal Ashby har overtaget instruktørrollen i denne koncertfilm. Den er endnu mere iscenesat end Rust Never Sleeps og handler et talkshow, der kommenterer en Neil Young-koncert live.
Undervejs er der lamme quizzer, interviews med åndssvage cheersleeders, der kommer i chickfight. Den ene af dem var sammen med forsangeren af bandet, men ved i øvrigt ikke, hvem Neil Young er. En anden synes bassisten er mere lækker. Neil Young bliver også interviewet undervejs, og filmen fremstår som en kritik af den amerikanske hang til personfiksering og underholdning på musikkens bekostning.
Musikken fylder langt det meste af filmen, men desværre er det ikke Neil Youngs bedste periode. Han lægger ud med udødelige, akustiske klassikere, men frem for at bevæge sig ud i den sædvanlige syrede rock spiller han elektroniske og rockabilly-numre. Forfriskende at høre nyt fra hans kant, men det har Neil Youngs sædvanlige niveau.
Muddy Track, 1987
Muddy Track er både mørk og sjov. Den handler om Neil Young & Crazy Horses Europa-turné i 1987.
Neil Youngs kamera Otto er med i tourbusserne og under koncerterne. Vi ser skænderier mellem bandmedlemmer, slåskampe mellem publikum og politi og journalisters kiksede interviews med Neil Young, der brokker sig over, at de unge danser til maskiner, det vil sige techno. Vi hører om aflyste koncerter og dårlige billetsalg.
Men som filminstruktøren Jim Jarmusch sagde til Neil Young sidste år under en Q&A i New York, er filmen ved nærmere eftersyn temmelig morsom. Som når Neil Young henter McDonald’s mad til alle, når han kysser Bono, når de irske pigefans skriger, og når den lumre hotelhumor folder sig ud.
Scener kan fremstå lidt underlige, men uanset hvad er filmen et råt og upoleret blik ind i en midaldrende rockstjernes liv på farten. Jim Jarmusch brugte senere klip fra filmen til sin dokumentar om Neil Young, Year of the Horse, der desværre ikke bliver vist på Cph Pix.
Greendale, 2003
Pink Floyd skabte The Wall, The Who skabte Tommy, og i kølvandet på 9/11 udkom Neil Youngs Greendale efter albummet af samme navn. Et samtidsbillede af USA og den almindelige amerikaner.
Familien Green lever et stille liv. Bedstefaderen sidder på verandaen og synger, og hans søn forsøger at slå igennem som kunstner. På overfladen er alting nogenlunde, men under den lurer djævlen. Djævlen er en mandlig skikkelse, som danser rundt i rødt jakkesæt på kabaretsk Tom Waits-maner.
Det viser sig, at bedstefaderens fætter har dræbt en politibetjent. Alt bliver kaos. Medierne hetzer, klimaet går ned.
Greendale er som en lang række musikvideoer, én for hvert nummer, der som en serie tager fortællingen videre. Den er flot filmet, lyrikken eftertænksom og musikken på et solidt niveau, omend vi ikke når 70’ernes højdepunkter.
Trunk Show, 2009
Cph Pix har medtaget endnu en koncertfilm, og det er ingen ringere end Jonathan Demme (Ondskabens øjne), som står bag kameraet.
Et trunk show er en begivenhed, hvor for eksempel personale eller udvalgte kunder får lov til at købe merchandise før offentligheden. Om det er tilfældet her, ved jeg ikke.
Jonathan Demme instruerede allerede i 2006 koncertfilmen Neil Young: Heart of Gold i 2006, og senere fuldendte han en trilogi med Neil Young Journeys.
Det er glimrende at få dokumenteret, at Neil Young, selv som aldrende herre, er i levende live. Guitaren får lov at udfolde sig i det uendelige og af højeste karat, så på den måde er den lidt dovne koncertfilm fuldt accepteret.
A Day at The Gallery, 2012
Neil Young spiller forfatter. Han har skrevet den store bog om Amerikas historie. Vi ser ham gå ind på museet, hvor scenerne er indspillet i bedste Chaplin’ske stumfilmsstil. Hvert maleri fortæller en del af USA’s historie. Historien om nybyggerne, historien om borgerkrigen, historien om bevægelsen fra land til by.
Malerierne åbner sig op. Vi ser scener fra gamle dage. Scener akkompagneret af Neil Youngs numre fra 2012-albummet Americana. Gamle folk-perler som Oh Susannah, Tom Dula, This Land is Your Land og God Save the Queen.
Filmen bærer den typiske Young’ske pessimisme, men der er også håb. Heldigvis. Med humoristiske klip, flotte historiske scener og fremragende rock kan man kun glæde sig over, at den kan ses på Cph Pix.
facebook
twitter
Kommentarer