Timet og tilrettelagt til 50-års-dagen for den første Olsen-banden-film går Informations filmredaktør og -anmelder Christian Monggaard i dybden med den elskede forbrydertrio, som han tidligere har skrevet fyndigt om i sin Erik Balling-biografi.
Det er en oplagt og relevant bog.
Som rapperen Nikoline skriver i Ekko #79, har Olsen-banden måske mere at sige danskerne i vores masseovervågede regelryttersamfund anno 2018 end nogensinde før. ”Det er Robin Hood som trekløver. Det er samfundets bund, der i korte glimt tager røven på dem, som til dagligt tager røven på os alle,” når hun frem til i sin analyse af, hvorfor vi stadig holder af Olsen-banden.
Fænomenet tages under kærlig behandling i det næsten tre kilo tunge murstensværk, trykt i et imposant hardcoverformat med folde-ud-sider og spækket med anekdoter, faktuel viden og rigt illustreret.
Læseren kan enten fordybe sig i Monggaards fortløbende beretning om Olsen-bandens tilblivelse og udvikling, baseret på grundig research og interviews med folkene bag, eller fornøje sig med mere nørdede punktnedslag.
Såsom oversigter over Yvonnes kjoler, filmlocations og Egons skældsord. Optællinger over, hvor mange gange Egon Olsen ryger i fængsel, udbryder ”Jeg har en plan!” og bliver gokket i nødden af Bøffen. Eller en gennemgang af møblementet i Yvonne og Kjelds stue, som blandt andet rummer et B&O-fjernsyn – og altså ikke er helt småborgerlig i indretningen.
Et appendiks omhandler rekvisitter, udenlandske filmplakater og merchandise.
Størst indtryk gør selve fortællingen om Olsen-banden fra A til Z, flankeret af originale manussider, idéer og noter fra skaberne Erik Balling og Henning Bahs’ hånd. Her kommer læserne helt tæt på de to ophavsmænd og den kreative proces. Kilderne emmer af autenticitet, og slå- og stavefejl er en påmindelse om, at film hverken er eller skal være litteratur. Handlingen skal først og fremmest flyde og scenerne i kassen!
Henning Bahs, der egentlig ikke var manuskriptforfatter, men filmarkitekt, omtalte spøgefuldt makkeren Erik Balling som sin kone til venstre hånd.
Hvert forår i over et årti indlogerede de sig i et par uger på Hotel Proust i Paris med deres Erica-skrivemaskiner. Ikke ulig Egon Olsen, der udarbejdede sine kupplaner i Vridsløselille, skrev de her manuskripterne til Olsen-banden-filmene. Mens et ventende personale på Nordisk Films studier i Valby tog imod dessiner, så produktionen kunne gennemføres om sommeren med premiere i efteråret.
Det var ikke meningen, at Olsen-banden skulle blive til en serie. Men den oprindelige film fra 1968 endte altså med frem til 1981 at få hele tolv efterfølgere, og i 1998 en trettende, Olsen-bandens sidste stik, der blev ramt af uheld og dødsfald.
En skæg detalje er, at Egon, Benny og Kjeld i tidlige filmudkast hed Eigil, Sofus og Tykke – og Olsen-banden ”Perlemorderne”, fordi ikke-realiserede idéer kredsede om juveltyverier. Den viden sætter slutningen på den sidste film i et nyt lys. Her stikker den voksne Børge af med Egons urealiserede planer, og den øverste i bunken gælder de engelske kronjuveler.
Selv om Olsen-bandens sidste stik måske ikke var vellykket, fik Balling & Bahs alligevel sluttet cirklen på en smuk måde.
I afdelingen for småindvendinger skurrer det i øjnene, at Olsen-banden konsekvent er omdøbt til ”Olsen Banden”, uden bindestreg og i to ord med store forbogstaver. Når nu stavemåden, ifølge fortekster, plakater og faglitteratur (inklusive Monggaards Balling-biografi), er ”Olsen-banden”.
Det havde også været ønskeligt med mere præcise kildehenvisninger, for eksempel sidetal ved citerede bøger og datoer ved avisomtaler og en angivelse af, hvilke arkiver gengivet materiale stammer fra. Med det store arbejde, der er lagt i udstyret, er det lidt ærgerligt, at litteraturliste, kildeapparat og register er fravalgt.
Men samlet set er bogen en vellykket og højst anbefalelsesværdig kombination af godt boghåndværk og især spændende formidlet filmhistorie.
Kommentarer