Det ligger ikke til vores tid at kede sig.
Så snart vi mærker den mindste stilstand – en tilstand af inaktivitet eller bare snigende kedsomhed – griber vi mobilen, åbner Netflix, tænder computeren, zapper febrilsk mellem ligegyldige programmer på flow-tv eller stikker børnene et bedøvende hold kæft-bolsje i form af en iPad.
At kede sig har negative konnotationer.
Det er godt at have travlt, have mange planer, flere bolde i luften. Der skal ske noget. Og hvis der ikke sker noget, kan vi altid swipe på mobilen og få dopamin-produktionen i gang.
Det kan synes som en kollektiv angst for at mærke blot en smule kedsomhed – og dermed en smule af sig selv.
Måske vi betragter det hele forkert? Som min mor altid fortalte mig, når jeg i sommerferien vred mig løs på gulvet i sommerhuset af ren og skær kedsomhed: ”Det er sundt at kede sig.”
Det lød tåbeligt dengang, men måske havde hun ret?
For selv om vi gør alt for at forhindre, dæmpe og stække kedsomheden, bryder den konstant frem. Den tyske filosof Walter Benjamin kaldte følelsen af kedsomhed for indbegrebet af det at leve i et moderne samfund.
I en ny bog udforsker filminstruktør og forfatter Sebastian Cordes fænomenet kedsomhed gennem en række essays under den nøgterne titel Om kedsomhed.
Cordes har et ganske centralt spørgsmål: Bør vi undgå kedsomheden eller gå ind i den?
”Det er min påstand, at vi som samfund keder os alt for lidt og alt for meget på samme tid. Vi er bedøvede af konstante indtryk, hvilket indfører en fastfrossen kedsomhed, en manglende evne til at stoppe op. Vi sidder i møder og telefonkøer, hvor kedsomheden siver ind i os, mens den eksistentielle – og dybe – kedsomhed er en mangelvare. Den, der tøer verden op og åbner den for os,” skriver forfatteren.
På omkring 200 sider reflekterer forfatteren vidende og nysgerrigt over kedsomhedens historie, filosofi og problematikker med en række eksempler med udgangspunkt i krig, film, nutiden og corona.
Resultatet er en enormt velskrevet essaysamling fyldt med forundring og viden og spækfyldt på tanker og citater fra store tænkere som Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Walter Benjamin og Slavoj Zizek med flere.
På trods af Cordes’ klare agitation for kedsomhed tilbyder bogen en nuanceret gennemgang af fænomenet. Her bliver det præsenteret, hvordan nagende kedsomhed kan føre til fatale hændelser og gruvækkende adfærd i krig.
Den kan føre til en tilstand af total meningsløshed og apati.
Bogen skildrer også, hvordan vi tvinges til at reflektere og skabe. Kedsomhed er ikke nødvendigvis lig med kreativitet, men kan bane vejen for den. Som Asger Jorn citeres for i bogen: ”Lediggang er roden til al kunst.”
Også i filmens verden kan og skal man kede sig, selv om det ikke ligger i filmens dna at være kedelig.
Mediet blev til som underholdning. Det blev nemlig født af et væddemål mellem jernbane-mogulen Leland Stanford og hans ven om, at samtlige af hestens hove er i luften, når den er i galop.
Det bad han Eadward Muybridge om at dokumentere, og det endte som en kunstform, man kunne tjene penge på i omvandrende cirkusser.
Film har siden sin spæde begyndelse skulle underholde, og derfor er den kedelige film et nyt oprør inden for kunstformen. I dag udgøres denne type langsomme film bedst i genren slow cinema, som forfatteren selv har bidraget til med blandt andet A Place Called Lloyd.
Det er ikke en veldefineret genre, men filmene er langsomme, bruger lange indstillinger, varer ofte mange timer og følger ikke de klassiske narrativer og vendepunkter, der kulminerer i et klimaks.
De dyrker oplevelsen frem for fortællingen. De dyrker den dvælende tid og et andet blik.
”Jørgen Leth konstruerer en verden ude i verden, som du kan dvæle ved, Warhol undersøger krydsfeltet mellem queer, ikonografi og kedsomhed, James Benning indrammer et stykke tid, et stykke natur, som jeg kan undersøge, Akerman nedsænker mig i ritualernes og gentagelsernes kedsomhed i den kvindelige livsverden, Tsai Ming-Liang insisterer på, at jeg oplever menneskets iboende forskellige forhold til tid, og Roy Andersson udstiller den skandinaviske apati i et absurd skuespil, hvor ingen synes at være i stand til at handle,” skriver Sebastian Cordes i en typisk lang sætning og tilføjer:
”Én ting, der samler dem, er dog trangen til at præsentere en anden tid og på den måde etablere en filosofisk situation, der tvinger mig til at føle og tænke.”
Gennem kedsomheden opstår der med andre ord en øget bevidsthed om tidens gang og dermed, hvad det vil sige at være menneske i verdenen, konkluderer forfatteren.
Ofte foregår verdens magi i mellemrummene, som i mainstreamfilm bliver klippet ud.
”Når den grundlæggende diskurs er at fjerne alt det unødvendige, det, der falder ved siden af, alt det skæve – til fordel for vækst og udvikling i en modstand mod det, der ikke umiddelbart kan monetiseres – mister vi muligheden for at tænke anderledes, for at være nysgerrige på detaljen og for at udforske andet end det, vi føler, vi kan bruge til noget. Og sådan bliver vi ensformige og utiltalende mennesker,” afslutter Sebastian Cordes kapitlet om kedsomhedens film.
Om kedsomhed er en sjældent tankevækkende essaysamling, hvor man faktisk lærer noget. Nemlig at kede sig mere, men på en anden måde, som forfatteren selv udtrykker det.
Kommentarer