Forfatteren Karl Ove Knausgård er verdensberømt for romanen Min kamp, hvor han over 4000 sider fortæller om sit liv. For nogle år siden blev han inviteret af Munchmuseet i Oslo til at lave en udstilling på basis af de tusindvis af Munch-værker, som museet ejer.
Det er alle de billeder, Munch selv beholdt, alt det, han ikke fik solgt. Udstillingen Mot skogen – Knausgård om Munch åbnede i 2017, og efterfølgende udgav han en bog om Munchs billeder: Så megen længsel på så lille en flade.
Filminstruktøren Joachim Trier – især kendt for undergangshistorien Oslo, 31. august – fulgte processen og deltog i udstillingens tilblivelse som en slags rejse- og samtalepartner. Faktisk er der to gange Trier, for selv om det er Joachim Trier, vi oplever i filmen, så er det hans bror, dokumentaristen Emil Trier, der er hovedinstruktør.
Vi følger Joachim Trier og Knausgård, der diskuterer billederne og den kunstneriske proces, mens de vandrer omkring i det grådisede landskab og besøger de forskellige lokaliteter i Munchs liv.
Knausgård er blevet en rockstjerne i moderne kultur, men det er i høj grad Trier, der fører ordet. Og det gør han godt. Han kommer med klare, intellektuelle analyser, mens Knausgård mest går rundt med sin intuitive tilgang og ser eftertænksom ud. Først efterhånden træder forfatteren mere i karakter, og da det kommer til stykket er det ham, der har en ny, original vinkel på Munch.
Munch er berømt for det tænderskærende univers af skrig, angst, jalousi og melankoli, der kendetegner hans ikoniske billeder fra 1890’erne.
Stor, desperat kunst, der ikke var uden omkostninger.
Malerens vilde livsførelse endte med behandling hos dr. Jacobson på Frederiksberg i 1909, og så var dæmonerne fordrevet. Munch kunne vende hjem og levede isoleret på sit landsted – kun optaget af at male – indtil til sin død som 80-årig i 1944.
Billederne fra malerens sidste 30-40 år anses traditionelt for at være svagere end de berømte billeder. Men det er netop disse billeder, Knausgård interesserer sig for, selv om han op til udstillingens åbning kommer i tvivl, om det nu er en god idé også at vise dårlige billeder.
Og her finder han en kontakt til Munch, der i de sidste årtier bare malede løs. Munch maler uden perfektionisme, råt og skitseagtigt, på samme måde som Knausgård bare skriver og skriver og skriver. Hurtigt og uden at rette, fortæller han.
Det kan Knausgård identificere sig med, og da han efterhånden også får ordet i sidste halvdel af filmen, har han gode iagttagelser.
For Knausgård kan se dybder og betydninger i et forholdsvis simpelt billede forestillende en kålmark, så man får en aha-oplevelse. Og han kan afdække det eksistentielle perspektiv i et tysk snelandskab.
Han kommer ikke med kunsthistoriske betragtninger, men reagerer på de følelser, som billederne vækker i ham. På den måde får han Munch redefineret som en meget virkelighedsnær kunstner, lidt ligesom Knausgård selv formår at skrive om hverdagslivet, om alting, simpelt og banalt – og aftvinge det en mening. Det uendeligt store i det uendeligt små.
De kendte billeder er så kendte, at de er svære at se. Vi har på en eller anden måde udtømt al angsten og mørket. Nu får vi billeder, som måske nok er dårligere, og nogle er klart ringe, men som alligevel i deres friskhed handler om lys og glæde og almindeligt liv.
Filmen giver et fint indblik i Knausgårds Munch-vision, især for dem, der ikke kom til Oslo og så udstillingen, som for øvrigt blev en stor succes. Til sidst dukker Munch selv op på et gammelt filmklip, ser ind i kameraet og kigger på os, inden han forsvinder. Men Knausgård og Trier-brødrene har indfanget ham.
Kommentarer