I april 2016 kom nyheden om et massivt datalæk fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, som siden 1977 havde hjulpet kunder fra hele verden med at oprette offshore-selskaber.
Millioner af dokumenter afslørede, hvordan erhvervsfolk, sportsstjerner og politikere havde gemt store formuer i skattely.
Blandt de implicerede var Donald Trump, Vladimir Putin, David Cameron, Lionel Messi samt regeringsledere fra Island, Pakistan og Irak.
Herhjemme kunne Danmarks Radio dokumentere, at danske banker havde rådgivet hundredvis af kunder om, hvad der i praksis var skatteunddragelse.
Alex Winters The Panama Papers beskriver det journalistiske benarbejde, der gik forud for disse afsløringer, som i 2017 blev hædret med en Pulitzerpris.
I 2015 henvender en anonym whistleblower sig til en journalist på Süddeutsche Zeitung. Materialet er dog så omfattende, at man beslutter sig for at overdrage det til den Washington-baserede nonprofit-organisation International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ).
ICIJ får materialet ordnet i databaser og tager kontakt til journalister i de enkelte lande, hvor den lokale research fortsættes under stort hemmelighedskræmmeri. De i alt 376 journalisters indsats på seks kontinenter koordineres ved fællesmøder i München.
Der gives især taletid til journalister fra Süddeutsche Zeitung og den panamanske avis La Prensa. De sidste oplevede at blive frosset ud af venner og bekendte, der var del af korruptionen. Én blev dræbt af en bilbombe.
Det er et spændende perspektiv, der dog kun nævnes i forbifarten. Mange oplysninger og påstande stables oven på hinanden, uden at de tjener til at give en dybere forståelse af sagen.
Journalistiske afsløringer er oplagt filmstof.
Arbejdet med kilder og afdækningen af sammenhænge er elementært spændende, ligesom der ligger en gave af indbygget modstand i, at journalister har til opgave at kigge magthavere efter i kortene. Som i Alle præsidentens mænd (om Watergate-skandalen) og Spotlight (om misbrugssager i den katolske kirke).
Alligevel formår The Panama Papers at kede.
Dokumentationen af, at en rig elite systematisk snyder sig fra at bidrage til fællesskabet, er væsentlig. Men her bliver den overskygget af journalisterne, som – for det meste plantet i en stol – fortæller om sig selv og om, hvordan de gjorde. I datid.
De talende ansigter ledsages af uinspirerede dækbilleder. Åbne kontorlandskaber. En hånd på en mus. Mennesker, der stirrer ind i en skærm. Brudstykker af e-mails og dokumenter. Endeløse droneoptagelser af byer fra oven – og tidsloops, som virker til at være det nye sort i dokumentarfilm, der desperat mangler en stil.
Men hovedproblemet er, at man aldrig kommer tæt på nogen af de medvirkende, og at deres afsløringer behandles lige så overfladisk. For eksempel når det fejlagtigt fremstilles, som om David Cameron trådte tilbage som premierminister på grund af afsløringen af, at han havde nydt godt af en familiefond i skattely (han gik på grund af Brexit).
Den var måske gået på tv i en sen aftentime, men som filmoplevelse har The Panama Papers ikke nok at byde på.
facebook
twitter
Kommentarer