Past Lives

Man fristes næsten til at sige, at amerikanske Celine Songs debutfilm Past Lives er for god til de festivaler, hvor den i starten af året havde verdenspremiere. 

Det smertefuldt nostalgiske kærlighedsdrama om en sydkoreansk-canadisk kvinde, der føler sig splittet mellem to mænd og to kulturer, blev vist uden for konkurrence på Sundance-festivalen, men bejlede forgæves til en Guldbjørn i Berlin. 

Fine festivalpriser kan gøre en verden til forskel for små film uden stjerner eller special effects. Men Past Lives er produceret af det amerikanske hitmagerselskab A24 og blev under Berlinalen købt til dansk biografdistribution. 

Den skal nok blive set. 

For blandt mange spændende debutanter på begge festivaler virker Celine Song som den, der mest selvsikkert har kursen mod næste års Oscar-uddeling. 

Den ambition sættes der næsten ord på i den dybt personlige film. 

Som barn fortæller den skolekloge Na Young sin bedste ven Hae Sung, at hun rejser med familien til Canada, så hun kan vinde en Nobelpris, når hun bliver stor. Da de genoptager kontakten over Facebook tolv år senere – hver på sin side af Stillehavet – drømmer hun om den journalistiske Pulitzer-pris. 

Nu er hun ikke længere Na Young, men Nora, hvis rødder og rutiner er i New York, mens Hae Sung studerer i Seoul. 

Deres venskab er lige så ubesværet og intimt som i barndommen, og de er nu gamle nok til bedre at forstå betydningen af den gnist, der binder dem sammen. 

”In Yun,” kalder Nora det med henvisning til en koreansk forestilling om, at sjæle genforenes på forskellig vis fra ét liv til det næste. Men i dette liv er hun og Hae Sung på vej i vidt forskellige retninger. 

Da Past Lives igen springer tolv år frem, og de endelig genforenes i New York, er det med en moden forståelse for de valg, de har foretaget. Og en bittersød længsel efter det liv sammen, de har givet afkald på. 

Nora er nu en teaterdramatiker med drømme om sin første Tony-pris. Hun har fundet sig til rette i et roligt ægteskab med den søde og støttende forfatter Arthur. Hae Sung er IT-ingeniør med friske kærestesorger og en åbenlys bagtanke med sit besøg. 

”Du havde ret,” siger Nora, da hun vender hjem til Arthur efter at have tilbragt dagen sammen med Hae Sung. ”Han kom hertil for at se mig.” 

Past Lives har kimen til et trekantsdrama, men Celine Songs manuskript smyger sig uden om alle klichéer om jalousi og vrede og dramatiske kærlighedserklæringer. 

Historien er taget fra hendes eget liv, og virkeligheden er sjældent rørstrømsk. Til gengæld er fortællingen så dirrende autentisk, at den sætter spor på sjælen. 

Med et ukunstlet filmsprog og en favnende humanisme fortæller Celine Song om de fravalg og kompromiser, der er lige så uomgængelig en del af et voksent kærlighedsliv som den berusende forelskelse. 

Nora og Arthurs ægteskab er tillidsfuldt og kærligt, men levner også plads til skænderier og usikkerhed og en til tider flydende grænse mellem fornuft og romantik. 

Mens Hae Sung repræsenterer en fortid og et uforløst potentiale, der ligger som en ballast i Noras personlighed, men som ikke nødvendigvis skal indfries. 

Nora er rundet af forskellige kulturer og står splittet mellem to forskellige liv, mens hun forsøger at finde sine egne ben at stå på. 

Hovedrolleindehaver Greta Lee har længe strålet i komiske biroller. Her bryder hun igennem med en smukt afvejet præstation, der fører publikum tæt på Noras krise uden at forstørre den for dramaets skyld. 

Med sine tre møder over lige så mange årtier vækker Past Lives mindelser om Richard Linklaters Before-trilogi om romantikkens idealisme og pragmatik. Filmsprogets små armbevægelser og tålmodige signalementer af personerne leder tankerne hen på hverdagsromantikkens mestre: Yasujirō Ozu eller Hirokazu Kore-eda. 

Celine Song lader de stærkeste følelser forblive usagte og tegner et realistisk portræt af romantik omgrænset af høflighed og omsorg. 

Det er en gribende film, der stikker i hjertet uden at knuse det. Kærligheden er måske nok det største i livet, men ikke det eneste.