Peshmerga

Nogle vil sikkert tænke sig om en ekstra gang, før de sætter sig for at se flere film af Bernard-Henri Lévy, den franske filosof med den kronisk opknappede skjorte og tilbagestrøgne sølvmanke.

Da filosoffen i 2012 havde premiere på The Oath of Tobruk om borgerkrigen i Libyen, gav han sig selv en hovedrolle i bestræbelserne på at fjerne diktator Gaddafi fra magten.

Filmessayet var en pinlig omgang selvforherligelse.

Men selv om Lévy heller ikke denne gang helt kan holde sig ude af billedet, formår den 68-årige aristokrat alligevel at tegne et både interessant og lærerigt portræt af den kurdiske milits Peshmerga, en af de vigtigste brikker i kampen mod Islamisk Stat.

Med samme patos, som når Jørgen Leth kommenterer Tour de France, tager Lévy os med til den golde og støvede frontlinje i irakisk Kurdistan. En fotograf med et håndholdt kamera filmer en mand på vej op ad en bakke. Kameramanden råber, at han skal stoppe, men pludselig bliver manden opslugt af en røgsky.

Han er tilsyneladende sprængt i stykker. Men højst overraskende kommer manden få sekunder senere vaklende ud af røgskyen med blod dryppende fra sit ansigt.

Vi hører Lévy forklare, at denne optagelse fik ham til at lave filmen. Han besluttede sig for at tilbringe et halvt år sammen med Peshmerga for at blive klogere på de frihedshungrende kurdere.

Hvem er soldaterne i den eneste styrke, som bekæmper Islamisk Stat til lands, selv om de mangler ressourcer, og fjenden er nådesløs? Kurderne har tilbragt det meste af det forgangne århundrede på at kæmpe for et selvstændigt Kurdistan, men Lévy stiller nu spørgsmålet: Har kurderne for en stund sat drømmen om selvstændighed på standby for i stedet at hjælpe resten af verden mod ondskaben fra Islamisk Stat?

Det er der ingen tvivl om, mener Lévy, som ikke gør meget for at holde det journalistiske mantra om objektivitet i hævd.

Den karismatiske franskmand rejser sammen med et hold af Peshmerga-soldater gennem hele den 1000 kilometer lange frontlinje. Undervejs får vi en nuanceret forståelse af kurdernes kultur. Kvindebataljonen viser deres tradition for lighed, ligesom vi får deres opfattelse af døden. Modsat IS er der ingen grund til at blive martyr.

En god Peshmerga er en levende Peshmerga.

Vi er også med, når soldaterne keder sig, spiller spil og synger for at få tiden til at gå. Og vi er med, når militsens overordnede diskuterer, hvordan de bedst overrumpler fjenden. Dokumentaren viser det trivielle i soldatens hverdag, og det forstærker kun kontrasten til de intense kampscener.

Kuglerne flyver om ørerne på de heroiske soldater og de frygtløse kameramænd, og særligt tragisk er det, da en heltemodig og elegant general bliver dræbt. Kameraet viser ham i en intens kampscene, hvor han i en sværm af kugler forsøger at holde fjenden bort. Kameraet slukker, og Lévy forklarer med vanlig indlevelse, at generalen sekunder senere bliver ramt gennem hovedet.

Kameraholdet udfører et meget modigt stykke arbejde. En kameramand er millimeter fra at blive dræbt, da han står på siden af en bil, hvor de resterende fire passagerer mister livet.

Takket være droner ser vi de golde landskaber, som er under IS-kontrol. Dronerne er ikke kun informative for publikum, også Peshmerga-styrkerne drager fordel af fugleperspektivet, som hjælper dem med at planlægge næste angreb.

Til gengæld er fjenden stort set ikke i billedet. Det er med til at forstærke forestillingen om Islamisk Stat som en usynlig fjende, der opererer i det skjulte.

Men midt i det bjergtagende portræt af Peshmerga dukker Bernard-Henri Lévy op. Blandt støvede kampuniformer og blødende lig går filosoffen rundt i sin signaturuniform: nystrøget, mælkehvid skjorte og en sort jakke. Med mindre man er fan af den kendte filosof, kommer det til at fremstå ufrivilligt komisk.

Og det er en skam. Peshmerga er nemlig ingen selvforherligelse, men i høj grad en hyldest til de brave, kurdiske tropper.