Pornocracy

I 1970’erne blev amerikansk porno regeret af mafiaen. Sådan er det på ny, advarer denne dokumentarfilm om sexbranchens ”nye multinationale pornokrati”, der ved hjælp af tubesites og piratkopiering angiveligt kontrollerer både produktion, indhold, distribution, publikum og konkurrenter, udnytter modellerne og tjener skjulte, skattefrie formuer.

Filmen er instrueret af den franske journalist, instruktør og tidligere pornostjerne Ovidie. Hun havde sin sidste pornorolle i Zentropas All About Anna (2005), som jeg selv producerede, og har siden instrueret en række glimrende porno-, dokumentar- og undervisningsfilm, der især på fransk tv har fået et stort publikum.

”For få år siden opdagede jeg, at mine film blev vist gratis og kunne ses af enhver. Naboer, kolleger og børn. Piratkopieringen af mine film har berørt mig mere, end nogen kan forestille sig,” fortæller Ovidie.

Som konsekvens har hun lavet en dokumentar, der utvivlsomt har hjertet på rette sted, men lider af mangel på journalistisk disciplin. I stedet for faktuel klarhed og sund skepsis med plads til perspektivering og nuancering diskes der op med så mange fritsvævende rygter og påstande, at filmen får karakter af sensationalistisk tabloidjournalistik.

Der lægges hårdt ud i en prolog, hvor pornoinstruktøren Pierre Woodman raser over nogle kolleger, der angiveligt medikerer modellerne, så mændene kan holde pikken stiv i fem timer, mens pigerne får op til tre pikke i røven samtidigt og bagefter må på hospitalet. ”De fyre fortjener at blive skudt!” udbryder Woodman.

Men intet af dette dokumenteres.

Det er også overraskende ord fra manden, der selv gennem 25 år har filmet tusindvis af analscener med unge piger fra fattige lande, der som betingelse for ansættelse skulle lægge krop til en analscene – og gerne dobbelt-anal, med Pierre Woodman selv.

Dokumentarens skurk er firmaet MindGeek, som ejer størstedelen af verdens førende pornotubesites, såsom PornHub, YouPorn, RedTube, Tube8, Brazzers, RealityKings, DigitalPlayground, Mofos, Twistys, Babes, Men og GayTube. Globalt bliver der årligt set mere end 100 milliarder pornovideoer, de fleste gratis via tubesites ejet af MindGeek.

Siden de første pornotubesites dukkede op, er angiveligt 70 procent af pornobranchen forsvundet og pigernes løn reduceret til en tiendedel. Mændenes løn nævnes ikke. Den har altid været lav.

To af dokumentarens fire kapitler handler om ”byttet”. Dermed menes der kvindelige sexarbejdere. I dokumentarens verdensbillede er skurkene mænd og ofrene kvinder.

På et modelagentur i Budapest hører vi fra to unge piger den sædvanlige skrøne om, at porno skulle være blevet mere råt og perverst end i gamle dage.

Som ”dokumentation” er vi til filmoptagelse hos Rocco Siffredi og møder den russiske model Arwen Gold, der pralende fortæller, at hun har haft fire pikke i røven samtidigt, såkaldt Quadruple Anal Penetration (QAP). Det er meningen, vi her skal opleve pigerne som ofre, der som noget nyt i branchen presses til forfærdelige ting af ren og skær nød. At QAP er en sjældenhed, mens Roccos kindklask har været dagligdag i et kvart århundrede, undlader dokumentaren at nævne.

I stedet disker Ovidie op med manipulerende og fabulerende følelsespornoretorik.

”Fem pikke, seks pikke, hvad bliver mon den næste udfordring? En blødning? Et dødsfald? Det værste er, at skuepillernes navne dårligt nævnes. De er bare tags. De er som kanonføde. Et gabende hul blandt mange. Hvordan kan man føle med disse piger, når de dårligt nok eksisterer?” spørger hun retorisk.

Hvis der er noget som helst om snakken, burde det dokumenteres bedre.

Som de fleste ved, forsøger pornotubesites hyppigt at lokke brugeren til at besøge portalen LiveJasmin og dér betale for en online-seance med en webcampige. LiveJasmin ejes af MindGeek.

Ovidie besøger LiveJasmins hovedkvarter i Luxembourg, et moderne kontorlandskab, hvor direktøren bærer dyrt armbåndsur. LiveJasmin betragter sig ikke som et pornoselskab og møder aldrig sine 50.000 aktive webcampiger.

Det gør Ovidie til gengæld, da hun i den rumænske by Timișoara besøger et hus med webcamgirls bag nummererede døre uden andet socialt liv end at levere online-onani-shows. Pigerne kaldes en ”ny form for sexproletariat”, men er ikke fattige efter lokal standard. Dog vidner kontrasten til firmaet i Luxembourg om en rædsom, social uretfærdighed, som når ansatte på Zentropa underbetales, mens Aalbæk og Trier lever som millionærer.

Vi møder også et tysk ægtepar, der laver amatørporno. Videooptagelserne uploades til en portal ejet af MindGeek, der betaler dem 22 procent af indtægterne og beholder 78 procent. Hvilket burde være omvendt.

Så vidt ”ofrene”.

Resten af dokumentarens handler om”blæksprutten” og ”rovdyrene”, altså MindGeek og folkene bag.

YouPorn blev skabt som en joke i 2006, og tre år senere solgt til tyskeren Fabian Thylmann, der videreudviklede potentialet. Thylmanns firma Manwin blev senere omdøbt til MindGeek.

Hvem er i dag bag MindGeek? Måske finansfolk fra Wall Street?

Pornobloggeren Mike South mener, at MindGeeks primære forretning er pengevask. Han har fået dødstrusler og bærer derfor altid en pistol. Er det hele en stor sammensværgelse? Ovidie mener i alt fald, at de amerikanske myndigheder virker ”besynderligt uinteresserede”.

I Berlin besøger Ovidie Die Welt-journalisten Lars-Marten Nagel. Sammen med en kollega skrev han i 2012 en stor, grundig artikel om Fabian Thylmanns digitale imperium: en enorm, uigennemskuelig virksomhed, hvis hovedkvarter viste sig at være et tomt kontor i Luxembourg.

Artiklen fra Die Welt udgør filmens faktuelle fundament. Resten er i for høj grad et væv af tendentiøse og udokumenterede påstande.

”Sådan blev vores lidelser til en del af populærkulturen, med en lille smule kynisme og en masse smøremiddel,” filosoferer Ovidie. Hun står på Times Square og skutter sig af ubehag, mens der høres gysermusik på lydsporet, og lysreklamerne viser forfærdelige ord som blowjob, double penetration, facial, anal, creampie, big butt, transexual og gang bang.

Men hvis man kender bare lidt til hendes karriere, virker det påtaget og skinhelligt.

Tilbage står dog en generel fornemmelse af, at hæmningsløs kapitalisme nu som før har frit spil i pornobranchen. På den måde udgør filmen et reelt smerteskrig fra en branche, hvor fodfolkene lider. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. I porno ligesom alle andre steder.

Jeg skal ikke udelukke, at dokumentaren er dét, der skal til for at få politikere til at give sexarbejderne bedre kår. I så fald kan man måske sige, at målet helliger midlet.