De fleste har hørt historierne fra Vollsmose, der med jævne mellemrum bliver nævnt i medierne i forbindelse med voldelige episoder.
Men når Qasim hører om det på radioen i sin frisørsalon, skifter han til musik fuld af livsglæde og finder selv det store smil frem, mens han klipper hår på de unge mennesker i Danmarks største ghetto.
Dokumentaren Q’s Barbershop sætter ansigt på nogle af de mennesker, der ellers ofte blot bliver til tal og skræmmebilleder i hovedet på mange danskere.
Filmen starter med at opremse nogle af tallene, som jo er noget nemmere at forholde sig til end komplekse menneskelige historier. En fortællerstemme oplyser, at der i Vollsmose bor 9.184 mennesker fra 80 forskellige lande.
”Vi har 3.568 parabolantenner, 632 garager, ni spisesteder, syv boldbaner og én barbershop,” siger den mandlige stemme, før vi møder Qasim Ahmed Nuur. Det er det fulde navn på filmens hovedperson, der går under kælenavnet Q. Han er sådan en fyr, alle og enhver gerne vil være ven med.
Han står altid klar med åbne arme, når kunderne træder ind i salonen. Og alene gennem hans karismatiske humør føler man sig i godt selskab filmen igennem.
På overfladen er det en lille og meget specifik fortælling, der bliver udfoldet i Q’s Barbershop. Det stringente fokus på hverdagen i salonen er en af filmens forcer, men en anden af dem er, at perspektivet er nærmest universelt. Med instruktør Emil Langballes konceptuelle tilgang mærker man inspirationen fra Max Kestner.
Det store tema er, hvordan man føler sig hjemme i et land, hvor der hele tiden bliver set anderledes på én.
Det er det stigma, som Qasim og mange af hans kunder forholder sig til, mens de får en fresh frisure. Mest tankevækkende bliver det, når frisøren snakker med en af sine kunder om, hvor mærkeligt det var at flytte fra Vollsmose og ud i forstaden.
Det er simpelthen for stille ude ved de pæne rækkehuse. Hvordan skal man dog finde sig til rette et sted, der er så anderledes end det, man kender – særligt hvis der heller ikke er nogen mennesker, der ligner én selv?
Her sætter filmen fingeren på et centralt paradoks, som den naturligt nok, men alligevel frustrerende ikke kan levere løsningen på. Mennesker er flokdyr, og det er en helt logisk reaktion at søge mod noget velkendt eller i det mindste genkendeligt.
Men det er også der problemer imellem folk opstår.
Den pointe bliver forstærket, når Qasim snakker med en anden kunde, der har siddet i fængsel store dele af sit unge liv. Han fortæller helt nede på jorden, så det faktisk giver mening, at man efter at have afsonet tre år og netop være kommet ud ryger tilbage i kriminalitet samme dag, fordi det er det eneste, man kender til.
Det er ikke overrumplende socialkritik. Men der skal være plads til at gentage det banale, når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi indretter vores samfund.
Q’s Barbershop varer kun en time, og den ville heller ikke kunne trække længere spilletid. Efter de 60 minutter føler man sig mæt på indtryk, fordi instruktøren ikke graver et spadestik dybere i nogle af de fascinerende fortællinger, som de medvirkende bærer rundt på.
Her kunne man godt have ønsket sig lidt færre personligheder at forholde sig til. Man kunne godt have tænkt sig at være kommet tættere på stamgæsten Elias, der øjensynligt ruller igennem tilværelsen uden at finde noget ståsted.
Allerhelst ville man gerne have hørt mere om titelpersonen Qasim, hvis tragiske historie om at flygte fra Somalia som tiårig med sin mor og minder om faren, der lugtede af sved og tobak, er hjertegribende.
Det er dog nok til, at den entreprenante mand fremstår som en rollemodel, der er værd at se op til ligegyldigt, hvilke tilhørsforhold man har.
Kommentarer