Kan vi klare os uden krig?
Sådan spørger Santiago Genovés, en spansk-mexicansk antropolog, der forsker i konfliktoptrapning og -løsning. Hans målsætning er intet mindre end at bane vej for fred i verden.
Svenske Marcus Lindeens dokumentar foregår selvfølgelig i 70’erne, hvor den rettænkende intelligentsia verden over brød deres hjerne for at standse Vietnam-krigen.
Santiago finder løsningen, da han er ombord på et fly, der bliver kapret af terrorister. Mens de andre passagerer sidder og hulker med hænderne over hovedet, kribler det i hans hænder efter en notesblok. Tænk at kunne studere mennesker i så farefuld en situation!
Så han kommer på et storstilet eksperiment, der låner ikke så lidt fra den norske eventyrer Thor Heyerdahl: Hvis man kunne isolere unge, smukke mennesker på en tømmerflåde og lade den drive over Atlanterhavet, så må faren og de seksuelle spændinger give rig mulighed for at studere jalousi, aggression, endda vold!
”Blandt primat-hanner handler de fleste konflikter om adgang til hunner med ægløsning,” fortæller Santiago i sin tørre, akademiske voice-over over optagelser fra flåden af de halv- og helnøgne unge, der pjatter og flirter på flåden. ”Jeg ville undersøge, om det samme gjorde sig gældende blandt mennesker.”
Den afdøde antropolog får 40 år senere modsvar fra de i dag ældre deltagere, der mødes på en rekonstruktion af tømmerflåden og ser tilbage på deres ungdoms store sejltur.
”Jeg havde sex med Charles og Eisuke,” fortæller den israelske læge. ”Det handlede ikke om kærlighed, vi var bare gode venner.”
Flåden stævnede ud i 1973, og den yngre generation havde en seksualmoral, der får den midaldrende professor til at se stadig mere forstokket og frustreret ud, som flåden driver af sted på den tre måneder lange tur fra de Kanariske Øer til Mexico.
Alle de vigtigste funktioner på flåden – læge, kaptajn, dykker – havde Santiago besat med kvinder for at stikke til mændenes stolthed. Med på sin ark havde han også taget en sort kvinde og en sort fyr i den sikre formodning, at de ville danne par.
Men som månederne går, hygger hans laboratorierotter sig simpelthen for meget med kortspil og fællessang til at hidse sig op over hans manipulationer, imens han går rundt og fnyser som den halvgamle machomand blandt unge flippere.
Da roret går i stykker, insisterer professoren, der aldrig har dykket, på selv at trække i frømandsdragten for at fikse det.
Hans store, gråsprængte skæg gør lukningen til masken utæt, og han er ved at drukne. Mens han sover næste morgen, hopper den kvindelige dykker i baljen og fikser roret på et par minutter!
”Han var rasende!” griner den nu ældre dame.
De nutidige interviews med de endnu levende deltagere giver The Raft en jovial-ironisk distance til historien om en hybrisramt ronkedor, hvis storstilede eksperiment falder eklatant ned i den generationskløft, han ikke selv kunne få øje på.
Skiftet fra Santiagos blåøjede idealisme til deltagernes noget mere kyniske erindringer gør Marcus Lindeens film til et humoristisk tidsportræt, hvis brug af nutidige optagelser sætter smalfilmsoptagelserne fra flåden smukt i scene.
Og så er det også en fundamentalt spændende historie, der står som et krakeleret spejlbillede af Thor Heyerdahls 1950-dokumentar om rejsen med Kon-Tiki, hvor eksperimentet denne gang er fundamentalt forfejlet og fordomsfuldt.
Men det føles også som en lidt klejn fortælling, der skifter fortæller for ofte til, at man kommer tæt på andre end den hårdt prøvede antropolog. De fleste af ekspeditionens mænd er døde i årenes løb, og det er en skam ikke at få deres perspektiv med.
Havde Santiago egentlig noget at bidrage med? Hvordan regnes han i dag inden for sit felt? Det melder denne film ikke noget om.
Kommentarer