”Det er umuligt ikke at brænde broer, hvis man skal skabe forandring,” proklamerer Sherin Khankan med beslutsomhed i stemmen.
Hendes liv har bestemt ikke være uden modstand, siden hun i 2015 igangsatte arbejdet med etableringen af den første europæiske moske styret af kvindelige imamer.
I dokumentaren Reformisten inviteres vi helt tæt på den handlekraftige kvinde, der har en drøm om et kvindeligt muslimsk lederskab og en stærk tro og kærlighed til islam.
Vi følger hende i moskeens opstartsfase, hvor hun både beskæftiger sig med islamisk rådgivning samt forberedelse og ledelse af moskeens bøn. Samtidig er hun moskeens ansigt udadtil, når medierne tropper op, eller når der skal holdes foredrag.
Gennem hendes arbejde får vi et fascinerende indblik i et menneske, som har en fuldkommen balance og ro i sindet. Hun er opmærksom på, at hendes ypperste opgave er at forstå og hjælpe de folk, som kommer til hende.
Men vi får også et indtryk af en kvinde, som til tider handler hurtigere, end omgivelserne kan følge med til, hvorved hun kommer til at fremstå en smule enerådig.
Sherin Khankan omtaler sin tilgang til islam som en del af en reformistisk tradition (på arabisk: Islah). Hun ønsker at modernisere islamisk tænkning og nyfortolke koranen i forhold til det samfund og den tidsalder, som hun lever i.
Det er ambitiøst at give plads til at dykke ned i religiøse traditioner, som man kunne frygte blive kompliceret og langhåret. Men modet betaler sig, for vi bliver opslugt af de teologiske diskussioner, som præsenteres i et letforståeligt sprog.
Det er også forfriskende med en dokumentar, som giver plads til nuancer i fremstillingen af islam. Vi får et indblik i forskellige traditioner og tilgange, og dokumentaren viser interne stridigheder i det muslimske samfund.
Sherin Khankans kamp er ikke uden smerte og betændte diskussioner. Og vi ser konsekvenserne, når kameraet går helt tæt på hendes tårefyldte øjne efter et internt skænderi i moskéens bestyrelse.
Desværre forbliver en række påtrængende spørgsmål i dokumentaren ubesvaret.
Hvem er Sherin Khankans bestyrelsesmedlemmer egentlig? Vi ser et par stykker af dem, som hun arbejder sammen med i hverdagen, men savner det fulde indtryk af, hvor stor en organisation, der egentlig er tale om.
Vi bliver i filmens begyndelse præsenteret for bestyrelsesmedlemmet Saer El Jaichi, som virker til at have en central rolle i projektet. Men da Sherin Khankan begynder at møde modstand, er han forsvundet ud af fortællingen. Sherin Khankan virker til at stå ret alene, og man spekulerer på, om han har valgt at forlade projektet?
Først sent kommer han igen ind i billedet, som om ingenting er sket.
Og hvad kræver det at blive imam? Er det bare noget, som man kan beslutte fra den ene dag til den anden?
Dokumentaren skøjter overfladisk hen over det, og det er en smule uforståeligt, når en kvinde, som skal lede bønnen, fortæller på vej til moskeen, at hun faktisk ikke har øvet sig. Og pludselig hører vi om en anden kvinde, som har besluttet, at hun også vil være imam. Hvordan bliver man oplært og godkendt?
Kommentarer